Solen går ned over Europa og menneskeheden i ny film af Oscar-vindende instruktør

László Nemes, ungarsk Oscar-vinder, er tilbage med et emne, der rækker dybt ned i menneskelivets sorte sider

Med ”Sauls søn” fik László Nemes et velfortjent gennembrud. Hans nye film ”Sunset”, der foregår i årene omkring Første Verdenskrig, bekræfter hans ry. Den handler om den unge kvinde, Irisz Leiter (spillet af Juli Jakab), som kommer til Budapest for at søge arbejde i en fashionabel damehatteforretning. –
Med ”Sauls søn” fik László Nemes et velfortjent gennembrud. Hans nye film ”Sunset”, der foregår i årene omkring Første Verdenskrig, bekræfter hans ry. Den handler om den unge kvinde, Irisz Leiter (spillet af Juli Jakab), som kommer til Budapest for at søge arbejde i en fashionabel damehatteforretning. – . Foto: Filmbazar.

I 2016 vandt den unge ungarske filminstruktør László Nemes (født 1977) en Oscar for ”Bedste ikke-amerikanske film” med den dybt bevægende film ”Sauls søn”, der skildrer den jødiske kz-lejr-fange Saul i Auschwitz, der får udsat sin dødsdom, fordi han er med i en sonderkommando, der skal brænde ligene af andre fanger, som er blevet myrdet i nazisternes gaskamre.

Hans nye film kredser igen om lidelsen i verden og den menneskelige ondskab. ”Verdens rædsler gemmer sig bag smukke ting,” siger en af personerne i ”Sunset”, som filmen hedder ”på dansk”. Det er da en mærkværdighed, at en ungarsk titel på dansk bliver til en titel på engelsk. Det var da mere nærliggende at kalde den ”Solnedgang”, og især fordi det har betydning for forståelsen af filmen.

Filmens allerførste billeder er tegninger af nogle klassiske bygninger i det gamle Budapest. Langsomt går solen ned over den flotte arkitektur. Vi er i årene lige inden Første Verdenskrig. Måske 1913, hvor det ulmer i Europa og i særdeleshed i det gamle østrig-ungarske kejserdømme. Det store multietniske imperiums sidste dage er forestående. Om lidt, ved vi fra historien, går solen endeligt ned over det rige.

Med krigen i årene 1914-18 er en æra i Europa slut. Den tyske historiker Oswald Spengler udgav i 1918 sit storværk ”Vesterlandets undergang” (”Der Untergang des Abendlandes”), hvor han forudså et skifte i historien i Europa. Det skete efter Den Store Krig.

Den unge kvinde Irisz Leiter kommer til Budapest for at søge arbejde i en fashionabel damehatteforretning, der har været hendes forældres. Stadig bærer forretningen hendes efternavn. Hun er vokset op i Trieste i den sydlige del af kejserdømmet ud mod Adriaterhavet. Hendes forældre omkom i en brand, da hun var to år, hvorefter hun blev bortadopteret. Hvordan tingene hænger sammen, og om hun har søskende, ved hun ikke.

Vi følger hendes ankomst til byen og hen til forretningen, hvor hun agter at søge en stilling som modist.

Hun er uddannet som sådan i sin hjemby, men hendes ansøgning bliver mødt med stor uro.

Der kommer mange fortielser og undskyldninger på banen, når hun siger sit navn. Selv forstår hun ingenting, og denne uhyggelige kafkaske stemning er der hele filmen igennem. Det er nervepirrende.

Hun får et midlertidigt arbejde i den fine forretning hos den korrekte hr. Brill, der nu er indehaver.

Dér opdager Irisz, at hun har en bror, Kálmán, som længe forbliver en mytologisk figur for hende. Hun kan simpelthen ikke komme igennem til ham. De omtaler ham som en drabsmand og en uromager.

Hun opdager også, at der bag den flotte facade i butikken forgår obskure forretninger, som ikke har så meget med damehatte at gøre. De smukke unge piger kan også bruges til noget andet, når man har det østrig-ungarske kejserhus som kunde.

Hele vejen rundt om Irisz stikker ondskaben sit hoved frem. En af de mandlige hovedpersoner siger: ”Ondskaben ligger i mennesket, og den ødelægger dem.”

Det er et realistisk, nærgående, men også dystert menneskesyn, László Nemes har i sine film.

På mange måder er det i tråd med det paulinske menneskesyn, at mennesket vælger det onde, som det ikke vil, og fravælger det gode, som det vil. Derfor har mennesket brug for en frelser og en forsoner, som Grundtvig ville sige det.

I slutningen af ”Sunset” er der dog håb. Solen går ned over Vesterlandet, men i det fortvivlende og dybt deprimerende ”helvede” sidder Irisz som en Kristus-figur og skaber et spinkelt håb. Hvordan må man selv se. Filmen er lang, men den holder kadencen hele vejen.

László Nemes er en ny stor europæisk filminstruktør. I ham går solen heldigvis lidt op.