For mange år siden gik jeg til kirkehistoriske forelæsninger om højmiddelalderen hos den elskelige lærde lektor Jørgen Pedersen på Københavns Universitet. Han ikke bare lignede en udslidt husmand, han drev faktisk fødegården hjemme i Viby på Midtsjælland, men han var alt andet end åndeligt udslidt. Han jonglerede rundt med middelalderens spirituelle bevægelser og kloge teologer. Midt i en time sagde han til os: ”I er jo godt klar over, at den største af dem alle ikke var teolog, men grebet af Kristus!”. Dér satte han hele vores begyndende teologiske selvforblændelse på plads.
Den største af dem alle var den fromme Frans af Assisi (1182-1226). Frans var grebet af Kristus. Man kalder datidens åndelige strømning for imitatio Christi (efterfølgelse af Kristus). Man søgte kristen fuldkommenhed ved at efterligne den fattige og lidende Kristus.
Frans hørte som ung mand en dag en stemme tale til sig i San Damiano-kirken i Assisi: ”Frans, gå og restaurer mit hus, som du kan se, falder fuldstændig sammen.” Det er Kristus, der taler til ham fra korset. Frans skal genopbygge Guds kirke, og det gør han. Det er begyndelsen på hans kald og på franciskanerordenen. Det kom til at præge den katolske kirke i århundreder.
Frans fik en overordentligt stor betydning for kristent spirituelt liv i sin samtid. En af de første tilhængere var Clara af Assisi (1194-1253), der brød op fra sin velhavende familie og ville som Frans leve i absolut fattigdom og hengivenhed til Kristus. Hun stiftede clarisserordenen, hvor nonnerne lever inden for klosterets mure i lydighed og fattigdom.
De to, Frans og Clara, inspirerer stadig, 800 år efter den kristne verden. Én af dem, der gennem et helt liv har været inspireret af strømningen fra Assisi, er forfatteren og præsten Lene Højholt. Hun har skrevet bogen ”Frans og Clara – meditativ fordybelse i de franciskanske fortællinger”.
Det er en ordentlig moppedreng, Lene Højholt har skrevet. Næsten 500 sider, men den er ikke for lang! Den er velskrevet og fint disponeret. Hun gennemgår i 13 kapitler Frans’ og Claras liv ud fra samtidige kilder. Disse kilder står trykt med kursiv, således at man kan se, hvad der er kildemateriale. Ind imellem disse er der så Lene Højholts egne meditative overvejelser til fortællingerne om de to ordensstiftere. Det kan måske synes omstændeligt, men sådan virker det ikke. Man kan nå at hvile i de gamle fortællinger og så at sige få sin sjæl med. Desuden har hun medtaget en lang række billeder af blandt andet Giotto, og de er ledsaget af fyldige forklaringer. Det giver læsningen en interessant dybde.
En af Lene Højholts fortolkningsnøgler til de to middelalder-personligheder er de to skabelsesberetninger fra Første Mosebog – og det er en ganske god nøgle. Dels er der tale om den store seksdages beretning, hvor det hele bliver til, hvor Gud så, hvor godt det var, og dels er der tale om menneskets skabelse, hvor Gud blæser ånd ind i en jordklump, og Adam bliver til. Nøglen bruges til at lukke op for Guds storhed og menneskets bundethed til jorden.
For både Frans og Clara drejer det sig om at se Gud i skaberværket, leve i relation til den usynlige sandhed og være i sandheden, hvor det jordiske ikke skal tynge én ned. Derfor er fattigdom ikke bare en dyd, men også en nødvendighed. Det handler om at leve i Kristi efterfølgelse og være åben for hans storhed i lidelsen. Bag denne er der en ufattelig glæde.
Det at leve i forundringen over Guds storhed digter Frans om i ”Solsangen”, som han skrev i det sidste år af sit liv, hvor kroppen var udslidt, men ånden nærmest fuldendt. Den står i salmebogen som nummer 17 i en gendigtet udgave af Helsingørs tidligere biskop Johannes Johansen. Første strofe lyder sådan:
”Almægtige og kære Gud, halleluja, nu folder skabningen sig ud, halleluja, i lys og sang, i blomst og frugt, halleluja, for du gør alting godt og smukt, halleluja, pris vor skaber, pris vor skaber, halleluja!”.
Salmen har ikke mindre end 60 halleluja’er, og det er ikke ét for meget for Frans og Clara. Så stor er deres glæde over Gud.
Lene Højholts bog fortjener også en del halleluja’er. Det er et flot arbejde. Hun formår at gøre en ellers fremmedartet adfærd nærværende og vigtig. Både Frans og Clara ville fattigdom og enkelthed. Det er ikke det, der præger vores samtid, men måske derfor kan vi hente noget ved at spejle os i de to gamle forbilleder. Optagethed af naturen (skaberværket) passer jo godt med den økologiske og klimamæssige udvikling. Til stadighed inspirerer Frans’ enkle bud om Guds kærlighed og menneskets værdighed.
Læs interview med Lene Højholt på