Solsortens sang hører til på livets lydspor

Mange af litteraturhistoriens store digtere besynger solsorten. Det forstår man godt, for solsortens sang vækker erindringen og forventningen

Man kan godt leve uden solsortens sang om foråret. Der er mange mennesker på jorden, der må gøre det, og som lever udmærket alligevel. Men er man én gang vokset op i et land, hvor solsorten synger, er det en sang, der er svær at undvære.

Jeg sidder netop nu i Nuuk. Efter fine dage med solskin og frost er det slået ind med tøvejr og blæst fra syd. Det regner, det tør, og sneen er sjappet og beskidt. Rundt omkring bliver det visne græs fra i fjor synligt, og mosserne på klipperne føjer forsigtigt rustrøde farver til sneen og det gråsorte fjeld uden for mit vindue. Det er foråret, der er på vej, og snart vil Grønland leve op til sit navn og græsset igen blive grønt. De eneste fugle, jeg endnu har hørt, er ravnenes råhrk og mågernes skrig, og så var der en snespurv, som kvidrende fløj forbi, da jeg i morges var på vej til universitetet, hvor jeg er gæstelærer.

Men solsorten mangler. Der findes ingen solsorte i Grønland. Hjemme i Danmark har jeg hørt den i det dybeste decembermørke. Pludselig synger den, som om den har taget fuldstændigt fejl af årstiden. Så er det, den vækker længslen efter forår og lune sommeraftener. Nu sidder jeg i Nuuk og længes efter solsorten. Selvfølgelig ikke kun den, men alt hvad den vækker i mig af minder. For solsorten er ikke bare en fugl, den er også et symbol. Og det symbol er langt fra mit eget.

Faktisk er det ikke til at komme uden om solsorten, hvis man læser dansk litteratur. Igen og igen støder man på den. I de ældste skrifter er den en sjælden gæst, Kingo nævner den vistnok bare en enkelt gang en passant. Det hænger sammen med, at solsorten engang var en sky skovfugl og først i løbet af de sidste hundrede år for alvor har indtaget villahaver og storbyernes parker og baggårde.

Blicher vier den som den første et helt digt. I sin "Fuglekoncert" er den et erotisk symbol. "Fløjtetoner elskovsømme, bløde, /Naae mit Hjerte, skriver han. J.P. Jacobsen gør den til et livssymbol, og både Viggo Stuckenberg og Johannes V. Jensen ser den som en forårsbebuder. Stuckenberg skriver i digtet "Paaske".

Du Solsort, som ved Vintertid
strøg lavt og fattigt hid og did
og fandt en Dag den frie Top,
der bar dig over Skoven op,

du Fugl, som højt i Aften slaar,
Evangelist for Livets Vaar,
mit Sind saa vaarlydt fanger
dit Fløjt, du liden Sanger!

Og Johannes V. Jensen i stemmer i og beskriver, hvordan solsorten en lys aften sidder høj over ham og gyder sit "Aftenkvad/ud over nyudsprungne Haver, Skabelsesunderets simple Fortolker". Hos Rifbjerg er den også forbundet med håbet og livet. I digtet "Solsort" skildres en hospitalspatient, der er ved at vågne. Det er erindringen, et "radarminde", om solsortens sang, der bringer ham til bevidsthed, når han som et ekko hører "en buet lyd af syn/ af dufte farvet moll mellem skyer".

Solsorten er en standfugl i Danmark. 80 procent af bestanden bliver i Danmark vinteren over, og den nyeste forskning af fuglenes træk viser, at de fleste solsorte højst bevæger sig ti kilometer væk fra deres fødested i løbet af deres liv. Det er en trofast fugl, og det er også blevet den mest udbredte og almindeligste fugl i landet. Ikke så underligt optræder den også gang på gang i både lyrikken og i prosaen fra de sidste 150 år. Og ikke så underligt begynder digterne også at reagere på, at solsorten er ved at blive en poetisk trivialitet.

Peter Laugesen skriver prosaisk i digtsamlingen "Forstad til alt", at det ikke altid er lige nemt at være en solsort og få tid til at synge, for man skal jo også passe sine unger og skaffe sig mad. Så solsorten beklager sig over "alt det man skulle have siddet/på gavlen og sunget i forgårs" og siger "Øv at være en solsort/og stå på en sten under liljer/med unger at fodre i reden/ og næbbet mod lysets kilde". Og ret beset sidder solsorten jo heller ikke hele tiden og synger. Vinteren over har solsortene været oppe at toppes ved foderbrættet i haven. De hakker efter hinanden og stjæler hinandens føde. Mere guddommelige er de heller ikke - i virkeligheden..

Thomas Boberg har også set sig tosset på solsortene, altså dem i digtningen. Med morbid humor skriver han i sit digt "Solsort":

Der sidder en solsort på en birkegren
sneen hvirvler og hvirvler
Solsorten sidder der endnu

Så henter han sit luftgevær
nu skal der renses ud i alt det fjerkræ
som hærger dansk poesi

Han plaffer og plaffer
sneen hvirvler og hvirvler
Men solsorten sidder der endnu

Han sænker kornet i hvirvlende sne
løfter igen, sigter og skyder
Og solsorten sidder der endnu

Solsorten er sej og hverken til at udrydde i poesien eller i naturen. Heldigvis. I min gård i det indre København lavede et par solsorte en rede i en cykelkurv. Så elsket er fuglen, at cyklen fik lov til at stå, indtil ungerne var fløjet fra reden, og ingen børn i gården fandt på at stjæle et par æg.

Man må imidlertid vogte sig for efterligninger. Godt nok plagierer solsorten selv andre fugles sang, men når mennesker begynder at kopiere dens sang, er det skidt. Midt på Købmagergade i København er der en forretning, der har sat en højtaler op, hvorfra man hører en solsort synge året rundt. Jeg er blevet snydt af den flere gange og har nået at blive opfyldt af glæden over dens sang, og alt det den bebuder, før det gik op for mig, at det var falsk alarm. Skuffelsen er stor, når man finder ud af, at det slet ikke er nogen rigtig solsort, der synger, og at der slet ikke er noget forår på vej.

Så er det bedre med digternes solsortesange, for om dem ved man da, at de er digte og ikke solsorte. Hvis man skulle have glemt det et øjeblik, så har Per Højholt gjort eftertrykkeligt opmærksom på det i digtet "Den tydelige solsort":

En solsort kom flyvende
inde fra tågen
den sidder her nu
og synger i en våd bjergfyr
om lidt flyver den tilbage
til naturen

Solsortens sang vækker erindringen og forventningen. Den amerikanske digter Wallace Stevens skrev i "Thirteen Ways of Looking at a Blackbird" - "Tretten måder at se på en solsort" - at han ikke ved, om han foretrækker "The blackbird whistling/Or just after".- "Solsortens fløjten, eller lige efter". Det er skønt, mens sangen står på, men det er lige så skønt, at den holder op. Hvorfor? Fordi sangens betydning vokser sig endnu større i erindringen og i forventningen. Eller fordi det er så sublimt at lytte til dens sang, at skønheden gør ondt og ikke er til at holde ud.

Her i Nuuk, hvor tøsneens små fnug stadig hvirvler rundt i luften, er der ingen solsort, der synger. Men lukker jeg øjnene for den tågede, hvidgrå verden, kan jeg godt høre den alligevel. Den hører til på mit livs uudslettelige lydspor.

kulturkristeligt-dagblad.dk