Solvej Balle: Lykken er at være i rette øjeblik

Solvej Balle har kredset om tid i hele sit forfatterskab. I efteråret modtog hun Nordisk Råds litteraturpris for sit igangværende syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”, der handler om en kvinde, der er fanget i en enkelt dag 

"En af de største kilder til vores fantasi er at hoppe ud af vores egen tid og hoppe ind i en anden," siger forfatteren Solvej Balle, der bor i Marstal på Ærø. (Fotocollage).
"En af de største kilder til vores fantasi er at hoppe ud af vores egen tid og hoppe ind i en anden," siger forfatteren Solvej Balle, der bor i Marstal på Ærø. (Fotocollage). Foto: Leif Tuxen.

To ærøboer møder hinanden tilfældigt i Thailand. 

”Det var dog utroligt, at vi skulle mødes på samme tid og sted så langt hjemmefra. Hvordan kom du herned?” spørger den ene.

”Jeg tog over Marstal!” svarer den anden.

Vittigheden viser, at der selv på den forholdsvis lille ø, Ærø, kan være mentalt langt mellem færgebyerne Ærøskøbing og Marstal, forklarer forfatteren Solvej Balle, da hun har budt indenfor i sin gamle villa i netop Marstal, hvor hun har boet de sidste 17 år og efterhånden kender de fleste i modsætning til dem "ovre i Ærøskøbing" – 13 kilometer væk. 

”En af øens caféer har faktisk haft tre ure på væggen, så der både var Søby-tid, Marstal-tid og Ærøskøbing-tid, som om der er forskellige tidszoner på øen,” griner forfatteren og nikker over mod en stor urskive, der kun står til pynt her i stuen, hvor tiden altså bogstaveligt talt er gået i stå. Og det er den også i Solvej Balles igangværende syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”. For romanserien handler om antikvaren Tara Selter, der er fanget i den 18. november. 

Hver dag vågner Tara Selter op til den samme dag, der alligevel udspiller sig meget forskelligt. For tiden går trods alt, så hendes hår, oplevelser og erfaringer gror. Hun får efterhånden hundredvis af 18. novemberdage i erindringen, mens hendes mand stadig tror, at de kan fortsætte samtalen fra i går. Derfor vokser afstanden mellem parret, der lever i hver sin tid – på samme dag. Værket er derfor ikke alene en undersøgelse af tid, men handler også om forholdet mellem mennesker. Men tid er også forudsætningen for al form for fællesskab, mener forfatteren, der er blevet gift og skilt to gange, siden hun fik idéen til værket tilbage i 1987.

”Ethvert forhold kræver jo tid, ligesom man ikke bare kan aftale at mødes et bestemt sted. Med mindre man har en evighed til at vente, kræver det, at man også aftaler et tidspunkt at mødes,” siger Solvej Balle og skænker frisk kaffe op.

”Jeg har selv malet kaffen. Og jeg har også selv malet væggene,” siger Solvej Balle og undskylder straks for sin ”plathed”, der ”desværre ligger til familien”. Når hun står i Ekkodalen på Bornholm, hvor hun boede som barn og senere har boet som voksen, har en vittig ven også opfordret hende til at råbe: ”Hvem burde læse Balle?”. 

En tidsåbenbaring

Den nu 60-årige forfatter får da også stadig flere læsere, ligesom hendes værker, som hun selv udgiver herhjemme fra eget forlag, er blevet oversat til flere sprog. Og i efteråret modtog Solvej Balle – som den første selvudgiver nogensinde – Nordisk Råds litteraturpris for de første tre bind i romanserien om Tara Selter. Siden har hun udgivet fjerde bind og har det femte på vej. Men idéen til værket fik hun altså allerede tilbage i 1987, da hun var færdig med sin debutroman ”Lyrefugl” (1986), der også handler om tid – her strander en kvinde dog ikke i en dato, men på en øde ø, hvor hun mister tidsfornemmelsen. 

”Jeg har altid været vildt optaget af, hvad tid er for noget. Og på en eller anden måde handler alle mine bøger om tid. For når man tænker over tiden, tænker man også over menneskeheden. Det er jo os selv, der tidsliggør verden. Tid er vores måde at strukturere verden på. Men det spændende for mig er ikke, hvad tid er, men hvor mange former den findes i. Sommetider kan man jo føle sig 100 år gammel, og andre gange kan man føle, at man er født i går. Hver gang jeg går i gang med at skrive noget nyt, føler jeg selv, at jeg er i kravlegården. Det er en følelse af, at man er nærmest uformet, så man simpelthen er tilbage til start,” siger hun og smiler stort. 

”Hvis man fortæller historier, arbejder man automatisk med tid. Når prinsen har fået prinsessen og det halve kongerige, så slutter eventyret, og så sætter man også tiden i stå, fordi man ikke skal have at vide, hvad der sker bagefter. Den måde at kontrollere tiden på, synes jeg, er vildt fascinerende,” siger Solvej Balle, inden hun vender tilbage til sin gamle idé om at skrive om et menneske, der var fanget på en bestemt dag.

Det viste sig, at det projekt netop krævede tid, så hun havde længe bogprojektet ”på bagerste blus på komfuret, hvor det stod og simrede”, mens hun skrev andre roste bøger, og allerede i 1990’erne blev hun fremhævet som en af de mest originale tidligere elever fra Forfatterskolen. 

”Men jeg skulle simpelthen blive ældre, før jeg kunne skrive historien her. På den måde har det også virket meningsfuldt for mig at blive ældre og prøve at få briller og den slags, for det har været en uundværlig del af min research,” siger Solvej Balle, der dog én gang – i efteråret 2000 – blev så træt af sit stort anlagte romanprojekt, at hun under et skriveophold på klostret San Cataldo i Italien simpelthen smed hele manuskriptet i skraldespanden.

”Jeg tænkte ikke så meget over det. Først to-tre dage senere, da jeg hørte skraldebilen køre væk med mine udkast, virkede det definitivt, og jeg følte en stor lettelse. Men idéen ville ikke dø, og jeg begyndte at skrive på bogen igen samme dag,” siger Solvej Balle.

En unik forsøgsopstilling

Der findes andre fortællinger, der udspiller sig på én dag. James Joyces ”Ulysses” er nok det mest berømte eksempel på en handling, der foregår på én dag, ligesom den norske forfatter Jon Fosse her i avisen har kaldt sin ”Septologien” for ét langt dødsøjeblik. Men Solvej Balles syvbindsværk er hendes helt egen historie. Og kun én gang har hun været i tvivl, om hun var for sent ude med sit tidsplot.

”Da jeg hørte om filmen ’En ny dag truer’ fra 1993, var jeg bange for, at det var ’min historie’. Men filosofien bag den film er anderledes end min. Hvis hovedpersonen i filmen dør, lever han bare op til den samme dag igen, men sådan er det ikke i min historie,” siger Solvej Balle, der nærmest arbejder med sit romanstof som en videnskabskvinde. 

Solvej Balles værker har også en forkærlighed for de eksakte videnskaber. Det blev allerede tydeligt i hybridromanen ”Ifølge loven” (1993) med fire forbundne noveller, der hver især var bygget op om sin egen lov fra både fysikkens og juraens verden. Den ene fortælling handler om en matematiker, der gerne vil være ingen og til sidst reduceres som et regnestykke i Solvej Balles roste slutsætninger om dette matematiske menneske, "der læner sig over bordet og kigger ud ad vinduet. Det regner”.

Bind fire i ”Om udregning af rumfang” slutter faktisk med samme sætning. Og i femte bind bliver Tara mere optaget af videnskab, afslører Solvej Balle. I det kommende bind betragter Taras venner, der også er fanget i den 18. november, datoen som en næsten videnskabelig forsøgsopstilling ligesom i naturvidenskaben, der lever af at gentage forsøg, så man kan se, om man har ret i sine teser.

”Hvis man kan se på den samme situation den ene gang efter den anden, så har man den videnskabelige tilgang til det menneskelige materiale. Og de begynder at opfatte det som den ultimative videnskabelige chance, at de er fanget på den samme dag. For videnskaben undersøger det, der kan gentages,” siger forfatteren og tænker et øjeblik, inden hun forlader videnskabens verden. For troen lever – ligesom videnskaben – også af gentagelser med bønner og kirkens ritualer, der gentages søndag efter søndag, men kristendommen lægger samtidig også op til et opgør med tiden, mener hun: 

”Hele idéen om paradis lægger sig jo også uden for tiden, så tiden kun er knyttet til dette timelige liv, mens gentagelsen og det evige knytter sig til det tidløse. Kristendommen har i øvrigt – ligesom mange andre religioner – en drøm om, at man kan nå en anden tidsdimension, hvor det gentagne er med. Som et evigt åndedrag. Og idéen om dommedag er, at det uendelige timelige flow kan standses, så det bliver en måde at standse tiden på.” 

Man taler jo også om det store urværk, som Gud satte i gang ved skabelsen…

”Ja, og det er typisk mennesker, at man taler om livet ud fra det, man selv opfinder. Opfinder man et ur, så taler man om hele verden ud fra det. Vi bruger konstant de ting, vi selv har fundet på, til at forstå, hvordan vi selv er havnet i verden. Man skulle også opfinde uret, før man kunne tale om et biologisk ur. Men det er selvfølgelig meget relevant for kvinder, fordi vores æg kan føles som begrænsede sandkorn i et timeglas. Og til sidst er der ikke flere,” siger Solvej Balle og skæver over mod sin søns gamle mikroskop, der står i vindueskarmen.  

”Jeg var selv 39 et halvt år, før jeg fik min søn, så ’det var på tide’, som min gamle farmor sagde,” siger hun, inden hun fortsætter: 

”Men der er jo stadig flere, der fryser deres æg ned som et forsøg på at standse tidens bevægelse. Og det er også typisk mennesker. Det er vores drøm at bevæge os uden for de tidsligheder, vi er bundet op på.” 

Den fastfrosne tid

På den måde er der måske ingen filosofisk forskel på at nedfryse æg og fortælle historier, mener hun. 

”Det at fortælle en historie er også et arbejde med og mod tiden. 1000 og en nat handler for eksempel om et menneske, der får en dag mere, fordi hun kan fortælle flere historier. Og historiefortælling er et opgør med tidens massakre,” siger Solvej Balle og samler en gammel, slidt bog op fra køkkenbordet.

”Den her bog er for eksempel en lille tidsmaskine. Det er en lærebog i tysk for danskere. Og den har tilhørt en dansk adelig dreng i 1700-tallet, så gamle genstande, som Tara også har en forkærlighed for, kan jo også føre os tilbage i tiden. Når man tænker på, at drengen fra 1700-tallet engang har haft denne her bog i hånden, så holder man jo også en anden tid i sin hånd,” siger hun og aer det porøse, brune omslag på bogen, inden hun tilføjer, at man hurtigt glemmer, at hver eneste generation siden den dreng har haft sine bekymringer og glæder.

"I dag vil den unge generation ubetinget kalde mig en boomer, men jeg voksede faktisk op i det, vi kaldte No Future-generationen. For i min ungdom i 1980'erne storblomstrede katastrofetænkningen i kølvandet på angsten for atomkrig. Da jeg startede på litteraturvidenskab i sin tid, var der for eksempel en, der sagde: ’Vi ved jo ikke, om verden går under, så jeg vil lave noget, der interesserer mig, mens vi er her.’ Derfor havde hun valgt at læse litteraturvidenskab.”

Selv læste Solvej Balle også både litteraturvidenskab og filosofi af lyst. Allerede på filosofistudiet begyndte hun at gruble over tidsbegrebet, og tiden tænker hun altså stadig over.

”Vi lever i dag i en blandingstid, hvor vi hverken har blind tiltro til fortiden eller fremtiden. Romerne og de senere renæssancetænkere havde en idé om, at de gamle grækere havde fundet alle sandhederne, så de bare skulle genfindes. Som skrivende skulle man derfor bare læse de gamle grækere dag og nat. På samme måde har mange kristne gennem tiden haft en forestilling om, at den store bog var skrevet en gang for alle, så hvis man var i tvivl om noget, skulle man bare trække sig tilbage til den tid, hvor Bibelen blev skrevet. Som om der fandtes et idealtidspunkt. Men der er ikke så mange, der længere tror på, at den endelige sandhed er skrevet ned. De fleste tror, at Bibelen skal fortolkes, fordi det også er en sandhed, der lever i tid.”

I Bibelen skriver Paulus jo trods alt også, at vi endnu ser ind i et spejl, i en gåde.

 ”Ja, præcis. De første kristne levede jo også i en forventning om, at Jesus snart kom igen, så alting skulle blive godt. Det ligger jo også i troen, at det, man ikke forstår nu, skal forklares eller åbenbares i fremtiden.  Men i dag tror folk jo heller ikke på, at sandheden ligger i fremtiden, som om det kun bliver bedre og bedre for hver dag, og alt nyt er bedre end det gamle," siger Solvej Balle, inden hun bringer den danske filosof Søren Kierkegaard på banen. For han kunne få alle tiders tider til at mødes. 

"Kierkegaard opererede med en forestilling om, at der findes nogle felter, hvor tider møder hinanden, så evigheden og det timelige simpelthen går i ét i øjeblikket. Og de fleste af os har en tanke om, at vi befinder os i flere tidsaldre på en gang.” 

Fantasien som tidsmaskine

Et smil vokser frem i Solvej Balles ansigt. 

”Det er jo også vildt fantastisk, når man dykker ned i et gammelt digt af Sapfo eller et stykke af Højsangen, så er det nærmest en stemme fra fortiden, fordi man kommer direkte ned i et stykke fortid. En af de største kilder til vores fantasi er jo også at hoppe ud af vores egen tid og hoppe ind i en anden, så man enten forestiller sig et stykke fortid eller fremtid. Det er det spændende ved tiden, at den kan gøre vores verden større. Lige så snart vi tænker over tiden, vokser vores verden vildt meget. Det er fantastisk at have adgang til andre tider.” 

De fleste visdomstraditioner dyrker jo ellers nuet?

”Ja, for man kan også spilde meget tid på at fortryde fortiden og frygte fremtiden,” siger Solvej Balle, der godt kan følge præsten og forfatteren Johannes Møllehaves gamle replik om, at to sætninger kan ødelægge livet – ”det er for tidligt” og ”det er for sent”, så det gælder om at kaste sig ud i livet her og nu.

”Det er jo altid rarest at være i rette øjeblik i livet, og det har vi heldigvis også et vist råderum til at være. Det er nok for sent at blive balletbarn som 60-årig, men det er ikke for sent at bevæge sig. Og sådan byder ethvert øjeblik på sine muligheder. Men det skader heller ikke at omfavne både fortiden og fremtiden ved at undersøge, hvad de har at tilbyde,” siger Solvej Balle, der mener, at livet virker større, når vi flytter vores egocentriske perspektiv fra det, der sker lige nu. 

”Vi er jo i virkeligheden alle sammen en del af en større historie, som man går glip af, hvis man kun har øjne for det, der sker lige nu,” siger hun, mens fotografen peger på sit håndled, hvor tiden skinner. Færgen sejler snart, så det er på tide at bryde op – over Marstal.