Det er et stykke smukt boghåndværk, der er gået forud for Thomas Bo Jensens ”Per Kirkeby/arkitektur”, der netop er udkommet ved en festlighed i Aars, hvor Kirkebys mange bygningsværker præger bybilledet. Edition Bløndal-udgivelsen er en perle på lige fod med forlagets internationale Jørn Utzon-bog, der kom for år tilbage, et skatkammer af illustrationer, et helt collageværk, og så er teksten oplysende og indsigtsfuld.
Thomas Bo Jensen er arkitekturprofessor i Aarhus med en særlig forkærlighed for mursten, og ”Per Kirkeby/arkitektur” er det tredje – murstensværk – han har skrevet. Først kom den uforlignelige P.V. Jensen-Klint-monografi om Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, siden om arkitekterne Inger og Johannes Exner, der også var glade for murværk og kirkerum, og nu om billedkunstneren Per Kirkeby, der fik opført en række bygningsværker inden sin død i 2018, samt de utallige murstensskulpturer spredt ud over det meste af det europæiske kontinent.
Arkitektur er et bredt begreb og kunst måske noget andet, men indimellem ser vi disse kulturelle splejsninger, og det giver god mening med en bog om billedkunstneren Kirkebys arkitektur – ligesom Grundtvigs Kirke er opført af den ingeniøruddannede Jensen-Klint.
Per Kirkeby voksede op, som mange er bekendt med, i lyset eller skyggen fra den enorme kirke. En særlig æstetik synes at rumstere, når kunstneren eller ingeniøren træder uden for sit felt, som det også var tilfældet med J.F. Willumsen, der tegnede Den Frie Udstillingsbygning ved Oslo Plads i København. Kanter, takker, varme, vovemod og monumentalitet, også når det ikke lige er tidens mode, synes at være fællestræk.
Bogen beskriver på bedste vis Per Kirkebys vej ind i arkitekturen fra sin barndoms ophold på Skrammellegepladsen i Emdrup, hvor sin tids bedste landskabsarkitekt C.Th. Sørensen gav børnene et råderum og frihed til den iboende byggetrang, som han senere beskrev som et af sine bedste arbejder. Sagen var, at han gav plads og frirum til børnene, og det ændrede perspektivet og blev en kultur i sig selv.
Børn og deriblandt Kirkeby fik byggelysten styret, huller og huler udgravet, og mursten, planker og træ slået sammen efter de forhåndenværende søms princip. Alt kunne ske. Og samtidig lærte man at begå sig og holde på sin ret eller forhandle jordlodderne. Lige dele leg og alvor, som den unge Per tog med sig op i voksenlivet med arkitekturens mange beslutningsgange og kompromiser.
Nok derfor begyndte han at stable mursten. Han elskede sit materiale, der modsat det minimalistiske formsprog, som var 1960’ernes billedhuggertrend, besad nogle ”urene” associationer og en kærlighed til den danske provinsby og byggestilen i Danmark. Thomas Bo Jensen holder tungen lige i munden og får på mærkværdig vis holdt sit fokus på arkitektur, selvom billedsiden i begyndelsen består af det materiale, som Kirkeby både tegner og indsamler som kunstner tilsat fotos fra tiden. Han rejser og researcher i en lang, ubrydelig strøm.
Men billederne i bogen overbeviser om, at der er en underjordisk sammenhæng mellem stationerne på vejen: poesi, bjerge, bække, grotter, Grønlands geologi og regnskovens mystik materialiserer sig pludselig i stenskulpturer og senere i huse, der opføres mestendels i Jylland og Nordtyskland, for der synes beslutningsgangene at foregå lidt mere tjept end i de bureaukratiske hovedstæder.
Kirkeby har lagt navn til skitser og konkurrencer om museer i Holstebro, Herning og Aarhus, han fik opført Vesthimmerlands Kunstmuseum og en række andre bygninger af privat og offentlig karakter.
Meget interessant er registranten, hvor det fremgår, at nogle af de sidste uopførte forslag var den katolske kirke i Høsterkøb og retrætestedet Vækstcenteret i Nørre Snede, samt Ovartaci, Patienternes Hus på Skejby Sygehus, der i dag står smukt udsmykket af Tal R, men med arkitekter som bygherreleverandør af mur og rum. Fred være med det og godt, at Stenhuset i Vemb så dagens lys med Kirkeby som ophav, selvom Exner kaldte nogle af Kirkebys indsatser ren pynt.
Det er livgivende med den kritiske forbindelsesåre, der løber gennem bogen. Arkitekter, der ser skævt til det kunstneriske, er én ting, men Thomas Bo Jensen har øje for begge lejre: Der er noget på færde, når det uartikulerede får plads.
Fra Kirkebys første bestræbelser på at danne huse ud af sine mursten, der begynder i 1973 i Ikast, forstår vi, at Thomas Bo Jensen kan aflæse andet end form. Der er også en psykologisk dimension til stede. Et hus kan ligne en kælder og en kvist på samme tid. Et for trangt rum. Og forfatterens ord understøttes af teoretiske vinkler af blandt andre Gaston Bachelard, hvilket er prima læsning. Per Kirkeby fik aldrig rigtig has på dette forhold, det rumlige, men hans bygninger er interessante i koblingen mellem stemningen, der skabes, det psykologiske og det formmæssige, der aflejres i bygningsmassen.
Per Kirkeby er ikke lysets arkitekt. For han er ikke så meget arkitekt, når det kommer til stykket, men Thomas Bo Jensen får kastet lys på, hvad arkitektur og ikke mindst materiale er for nogle størrelser. Han har fornemmelse for det gode håndværk, som synes at være et tab i ikke blot tidens arkitektur, men hele den moderne epokes.
De fortætninger, der opstår i mødet med det almindelige murværk eller den ruinøse form, giver os håb for fremtiden. Provinsens snørklede og tunge dyne af byggeri bliver pludselig seværdig. Man får blik for mursten, byggeri og barndommens fortabelse i blyantstegninger gennem bogen. Man kigger ud og op gennem sjove sammenfald i billedmaterialet. Bjerge og klipper bliver til billeder, billeder bliver til bygninger, og ens indre skrammellegeplads rammes af en guddommelig stråle af glæde, som var man glad som en rødspætte i et blomsterbed. For en stund bliver man som læser og betragter selv medskabende.
Bogen handler om Per Kirkebys arkitektur, men er nok så meget en ny vej til arkitektforståelse med den tungest mulige ballast: ler brændt til mursten og mørtlet sammen som vores fælles rammer i samfundet.