Prøv avisen

Som en runestav

H.C. Andersen færdigskrev det, der kaldes Jyllands nationalsang, "Jylland" - eller bedre kendt som "Jylland mellem tvende have" - i Hjermind Præstegård ved Bjerringbro, hvor Andersen tilbragte nogle dage som gæst hos pastor Swane og hans familie. Her vidner en mindesten i dag om begivenheden. Foto: Henning Bach.

H.C. Andersen digtede sjældent, når han var på farten, men han gjorde en undtagelse, da han skrev Jylland mellem tvende have på vej til Hjermind Præstegård

Han turede rundt i alle afkroge af Europa og førte flittigt dagbog, så han kunne bruge sine rejseindtryk, når han satte sig til at digte. Men i betragtning af, at H.C. Andersen både elskede at rejse og at skrive, er det bemærkelsesværdigt, hvor få af hans værker der er blevet til, mens han faktisk var på farten.

En af undtagelserne er et af hans kendteste digte, som egentlig bare hedder Jylland, men som er bedre kendt som Jylland mellem tvende have. De fem berømte strofer blev nemlig nedfældet i en lukket hestevogn, mens den berejste forfatter kørte gennem vilde, smukke hedebanker, som han skriver i sin dagbog, på vej fra Randers til den lille by Hjermind lidt nord for Bjerringbro. Og dagen efter blev digtet renskrevet i Hjermind Præstegård, hvor Andersen tilbragte nogle dage som gæst hos pastor Swane og hans familie, og hvor en mindesten i dag vidner om begivenheden.

LÆS OGSÅ: Jylland mellem tvende have...

Digtet er blevet kaldt Jyllands nationalsang og sammenfatter da også både indtrykkene fra køreturen gennem heden og fra resten af den store jyllandsrejse, som Andersen var på i næsten tre måneder fra juni til september 1859. For eksempel i den strofe, hvor Jylland kaldes hovedlandet, og hvor vi føres rundt til både egnen omkring Silkeborg, Vesterhavet og Skagen.

Vi får det hele: øst og vest og nord presset sammen i én strofe, siger Johan de Mylius, der er professor, dr.phil. og leder af H.C. Andersen-Centret på Syddansk Universitet.

Han kalder digtet en indgang til en hel periode i Andersens forfatterskab, fordi det ud over at favne vidt geografisk både ser bagud til oldtidens kæmpegrave og fremad til jernbaner og flyvemaskiner eller luftdampskibe, som H.C. Andersen kaldte dem. Og midt i det hele ligger altså heden, som i 1859 allerede er ved at blive beplantet og dermed opslugt af fremskridtet.

Det, han har haft i tankerne, og som han er inde på mange steder, er forandringen af naturlandskabet til kulturlandskab, fortæller Johan de Mylius.

Han var fremskridtstroende og kulturoptimist, men var også klar over, at der var tab. Det er fantastisk, hvad vi kan, men der er omkostninger ved det.

I sin to år tidligere udkomne roman At være eller ikke være kommer Andersen for eksempel med bitre kommentarer til den stigende materialisme, som han oplever i samfundet, og som han ser som en fare for sin grundlæggende religiøsitet.

I At være eller ikke være vil han gerne føre et forsvar for, at der er et evigt liv, og at det er det, der er det afgørende, siger Johan de Mylius.

Men det her digt er mest positivt. Han priser Jylland og den forandring, der er ved at ske.

Andersen havde været i Jylland før og da også i 1830 skrevet en Fantasi ved Vesterhavet, men det var virkelig ren fantasi, pointerer Johan de Mylius, for så langt vestpå kom han ikke dengang. Først i 1859 mærker han det bløde sand ved Vesterhavet under sine fødder, og først nu når han helt til Skagen.

Overalt bliver han feteret og inviteret til selskaber med justitsråder og etatsråder, amtmænd og biskopper.

Han er en berømthed for længst, og det er som sådan, han bliver hyldet og fejret, siger Johan de Mylius.

Også i Hjermind bliver der gjort stads af digteren. Da han ankommer, er flaget hejst, og præstegården står pyntet med frisk egeløv for min skyld, som Andersen noterer i sin dagbog. Og da digteren kryber til køjs, får han et tæppe over sig, som selveste Frederik VI engang har slumret under.

Det værelse, H.C. Andersen sov i, er i dag konfirmandstue, for præstegården, der dengang var helt nybygget, står der endnu. Det gør også den gamle bindingsværkspræstegård fra 1700-tallet, hvor stedets tidligere præst, pastor Bjerregaard på over 90 år, boede, da H.C. Andersen var på besøg. Bjerregaard havde været adskillige årtier forud for sin tid ved at plante træer på heden, og så havde han fundet en gammel runesten og opsat den i præstegårdshaven.

Om det er den runesten, der allerede spøger i digterens tanker, da han sidder i hestevognen og skriver, at Jylland som en runestav er lagt, er uvist. Men i hvert fald har en runesten sneget sig ind i digtet i den første bogudgave, for hvor Andersen oprindelig skriver runestav både i første og sidste strofe, er det siden blevet almindeligt at synge runesten i den sidste i stedet for. Måske som endnu en hilsen fra Hjermind.

H.C. ANDERSEN (1805-1875)

Ny serie: Digternes steder