Da Niels Frid-Nielsen er blevet opereret for en tumor i hjernen og så småt er i gang med at vende tilbage til livet, føler han et behov for at fortælle sin historie. Han opsøger blandt andre professor Anne-Marie Mai, der forsker i sygdom og litteratur, og hun siger: ”Når man har skrevet noget ned, har man yderliggjort det. Man kan se på teksten og tænke: Dækker det her det, jeg har oplevet? Noget indre kommer ud. Man får et rum at tænke i.”
Og det rum deler Niels Frid-Nielsen med os i sin erindringsbog ”I en tynd tråd. Om at leve med en alvorlig sygdom” i en erkendelse af, at litteratur kan noget, som diagnoser ikke kan, nemlig fortælle om, hvordan det føles at være syg. Og derved forhåbentlig både hjælpe andre i samme situation og deres pårørende.
Men først skal scenen sættes, og det bliver den godt og grundigt, mens vi følger Niels Frid-Nielsen gennem barn- og ungdom og ind i DR, hvor han har arbejdet med kulturstof det meste af sit arbejdsliv, og helt frem til fornemmelsen af, at der er noget, som ikke er, som det plejer at være. Han er blevet en anden, og måske bliver han aldrig mere sig selv, for hans sygdomsforløb kommer til at forandre hans liv og ikke mindst hans syn på det. Som han skriver: ”Operationen lærte mig noget om at være nær ved døden, noget om livets skrøbelighed. Om at hænge i en tynd tråd. Grænsen mellem liv og død kan være hårfin. Der skal så lidt til, om man ender på den ene eller den anden side af liv og død.”
Citatet er karakteristisk for bogen, som er ligefrem fortalt uden de store sproglige eller stilistiske finesser, og som af og til bliver lidt vel stereotyp i sine opremsninger og i sine mange retoriske spørgsmål – for hvor er vi, og hvor skal vi hen hver især? Hvad er det, jeg stræber efter? Hvorfor er det vigtigt at være en succes? – som falder i for store og massive klumper til, at man som læser føler, at de er henvendt til en. Og selv om Niels Frid-Nielsens fortælling gør indtryk, fremstår den også temmeligt udvendig.
Men hvorfor egentlig det? Det er ikke, fordi han putter med detaljerne. Der er uddrag fra sygejournaler og ærlige skildringer af de mange tanker, han gør sig, både inden diagnosen, hvor han føler sig fremmed for sig selv, i selve sygdomsforløbet samt i tiden efter, hvor han tøvende forsøger at finde sin nye plads i verden. Men måske bliver det for meget tell og for lidt show . Måske er der for mange udsagn, spørgsmål og konstateringer (og lidt for meget ligegyldig namedropping ) og for få billeder, sansninger og fornemmelser. For det er jo typisk de sidste, der lejrer sig i en læsende hjerne og danner grund for identifikation, som når Niels Frid-Nielsen vender sig mod andre forfattere, her den amerikansk-britiske Christopher Hitchens, der skriver om at dø af kræft: ”Billedet af den tapre soldat er det sidste, der viser sig for én. Man føler sig forsumpet og impotent, opløst i magtesløshed som en sukkerknald i vand.”