Som lille pige havde Vibeke Tøjner et hemmeligt sted, et krat nær barndomshjemmet i Skanderborg, hvor hun ofte søgte hen.
Her ved ”Lerbjerget”, som det hed, sad hun og så solstråler finde vej ned mellem grenene og skabe kontrast, når de ramte mulden.
”Jeg husker det som det første sted, jeg har haft følelsen af at være alene, men ikke ensom,” siger hun.
Krattet er gået igen som et arkemotiv i Vibeke Tøjners kunst lige siden. Senest i det 32 meter lange, lysende glasmaleri, billedkunsteren har skabt til Skanderborg Rådhus med titlen ”Ved søen”, som stod færdigt i 2016. Der er noget ved både maleriet og krattet, som forbinder sig til evigheden og til det sted, hvor hun forestiller sig, at hendes elskede er nu. Men hvad det præcis er, kan hun ikke sige.
Vibeke Tøjner, 57, var gift med filmmanden og manuskriptforfatteren Mogens Rukov, der døde i december 2015, 72 år gammel. De to mødte hinanden i 2007 og havde været gift i tre år, da han i 2013 gennemgik en bypassoperation, som slog fejl. Mogens Rukov kom sig aldrig helt, og alvorlig sygdom blev en omstændighed ved deres liv sammen.
”Jeg er ude i sidste omgang her i livet,” sagde han, bevidst om realiteterne, da de to gav interview til Kristeligt Dagblad i 2014. Og han havde en bøn til sin yngre hustru:
”Hvis nu min sygdom bliver til fjendskab, og jeg ligefrem bliver din fjende, fordi jeg ender med at dø fra dig, så må du tilgive mig.”
Vibeke Tøjner har sat sig i den stol, hendes mand sad i, sidst vi talte sammen. Mellem bjerge af tomme malingsbøtter, stakke af bøger og cd’er i atelieret på Amager står et lille sofaarrangement. På bordet er der kaffe og minimælk, og hun har købt frøsnappere i Brugsen på den anden side af gaden.
Indtil nu har hun fløjet rundt, ned i gården for at dæmpe noget høj musik og op igen. Ind i atelieret og ud på gangen igen. Men da hun endelig sidder i stolen, falder der ro over hende, de spinkle hænder hviler på armlænet.
Det var en lørdag, sådan en mærkelig tåget aften, husker hun, i november 2015, at hun kørte ud og besøgte sin mand på Bispebjerg Hospital.
”’Jeg er så utrolig træt,’ sagde han, da jeg kom. Jeg gik ud på gangen og fandt en sygeplejerske og spurgte hende ligeud: ’Er det dødens træthed, dette her?’. ’Det kan man ikke vide,’ svarede hun.”
Han var tydeligt svækket, husker hun: Han kunne lige løfte armen op om hendes ømme og spændte nakke, før den faldt ned på sengekanten igen.
”Men han sagde smukke ting til mig den aften, som om han kunne have vidst, hvad der skulle ske,” siger hun.
Vibeke Tøjner kørte hjem for at sove, og næste morgen ringede de fra hospitalet, at han havde fået endnu en blodprop – og var død, men genoplivet. Sammen med to af Rukovs voksne børn vågede hun ved hans seng i henved 40 dage. Han trak vejret og reagerede med små bevægelser, når de kom ind på stuen, men var ellers ikke ved bevidsthed.
”Det var sådan en tid, hvor man laver nye standarder for, hvad man kan klare,” siger hun.
I mobiltelefonens fotomappe ligger et billede, som Mogens Rukovs datter tog, mens de var på hospitalet. Det viser Mogens Rukov liggende på ryggen i hospitalssengen, og Vibeke Tøjner sidder ved hans side. Fra vinduet står solen ind i en fokuseret stråle og bader hans ansigt i et varmt lys.
”Jeg har noget med det fotografi,” siger hun og lægger så telefonen væk.
Den sidste nat, før han døde, lagde hun sig i sengen hos ham. Da morgenen kom, var han væk.
”Og så gjorde jeg noget, jeg altid har været meget forarget over, at folk gjorde. Jeg fotograferede ham. Jeg havde tidligere – i forbindelse med en bog, der blev udgivet om ham – tegnet skitser af hans krop. Men nu fotograferede jeg hans ansigt og hans hænder, jeg ønskede at erindre ham præcist.”
Der kom 800 mennesker til begravelsen i Vor Frue Kirke i København. Venner og bekendte fra filmbranchen, fra både indland og udland, hyldede Mogens Rukov, og der var en stemning af glæde og taknemmelighed over det livstykke, han var. Hans nytænkning som lærer på Den Danske Filmskole i 1980’erne og mentorrolle for 1990’ernes store danske instruktører som Thomas Vinterberg, Per Fly og Nikolaj Scherfig.
I den tid, der fulgte, havde hun i mørke stunder allermest lyst til at være der, hvor han var. Hun havde drømme om den varme muld, han lå i, og havde bare lyst til at ligge i mulden, sammen med ham.
”Så begynder en proces, hvor man savner og savner og savner. Man savner helt forfærdeligt. Og som han helt rigtigt forudsagde, så blev jeg også vred på ham. Vred over, at han havde slidt sig selv sådan op, vred over, at han forlod mig. Præsten, der havde begravet Mogens, kom på besøg, og jeg spurgte ham: ’Må man godt sige noget, man er vred over?’. ’Ja,’ svarede han. Men når jeg så tænkte efter, hvad det var, så endte jeg mest af alt med at rette vreden mod mig selv. Det spørgsmål, jeg blev ved med at cirkle om, var, om jeg havde gjort ham lykkelig, mens han levede?”.
Da støvet fra begravelsen havde lagt sig, gik Vibeke Tøjner ulykkelig hjem til sin computer og printede en hel masse billeder og fotografier af Mogens Rukov ud, fræk og grinende, som han kunne være i sine allerbedste stunder. Og så tapetserede hun sin køkkenvæg med dem.
”Så kunne jeg leve med Mogens fortsat. Hvorend jeg kiggede hen, var han der, og så kunne jeg jo se, at ja, jeg havde gjort ham lykkelig. Hvorfor skulle han ellers smile på den måde?”.
Hun tror på Gud, det er uomtvisteligt, siger hun, men også ret privat. Blufærdig om troen var Mogens Rukov ikke, han kunne finde på at nævne Vorherre i en helt hverdagsagtig mail. I det hele taget kastede han sig altid uforfærdet ud i diskussioner om religion og politik og gav sig ikke sådan på sine nogle gange kontroversielle holdninger.
En aften kort efter begravelsen lå Vibeke Tøjner og var ved at falde i søvn hjemme i lejligheden ved søerne.
”Og så er det som den Mogens, han var, før han blev syg, kommer ind i rummet i så stærkt et nærvær, som jeg aldrig har prøvet før. Han var der virkelig. Jeg tror hverken på spiritisme eller genfærd og spøgelser. Jeg tror heller ikke, han sidder i himlen og hygger sig med sine forældre og et godt glas rødvin. Men man kan have oplevelser af et helt utroligt nærvær, som ikke kan forklares med ord,” siger hun.
”Vi kan ikke bare sige, at evigheden er noget, vi har i erindringen, i vores forestillingsverden. Hvorfor findes der så ting i sansningen af selve virkeligheden, som kan overvælde én med en følelse af lykke?”, spørger hun og giver en række eksempler:
”Sne. Det hvide landskab. Det tørre fortov på barndommens vej, når sneen var smeltet, og man kunne tegne hinkeruder igen, eller en tilfældig mand med en kuffert, der krydser vejen, og lyden af hjulene på asfalten.”
Efter et års tid kom en dag, hvor Vibeke Tøjner besluttede at tage billederne af Mogens Rukov ned.
”Mogens ville have syntes, jeg var et skvat, hvis ikke jeg formåede at bevæge mig ud i livet igen. Men det er altså meget svært efter at have været med Mogens,” siger hun og søger en forståelse med blikket.
Ser du anderledes på ham efter hans død?
Hun grunder over spørgsmålet i et par åndedrag, før hun svarer.
”Det, der var kernen i vores kærlighed, var at kunne sige og gøre det, vi havde lyst til. Jeg følte, vi havde en udveksling, hvor vi kendte hinandens bedste og værste sider. Hvert enkelt menneske kan have uforløste ting med sig selv, men for mig var det en forløst kærlighed, vi havde.”
”Jeg syntes, jeg kunne se ham, som han var. Men det, jeg savner, er at se verden sammen med ham.”
Og så kommer gråden, brusende. Vibeke Tøjner rejser sig og går ud på gangen et øjeblik, vender kort efter tilbage.
”Det er jo det, der er,” siger hun så i et smil gennem tårer.
”Det at tale fik en helt ny dimension med Mogens. Han var grænseløst søgende, lyttende og original i sin måde at tænke på. Jeg taler stadig med ham, men det vil være forkert at påstå, det er det samme.”
Vibeke Tøjner har rejst sig fra stolen og vandrer lidt rundt i atelieret. Hun funderer over ”den uigenkaldelige sluthed”, som døden er.
”Man savner det at holde hans hånd, tale med ham, sidde tæt med ham, og det er til at blive vanvittig af. Jeg måtte støtte ham fysisk meget i den sidste tid. Men det underlige er, at jeg måske også selv havde noget at støtte mig til op ad ham.”
I tiden efter sad Vibeke Tøjners tre voksne børn på skift hjemme i den sofa, hvor hun og Mogens Rukov havde set så mange film sammen og haft diskussioner om dem. Det hjalp og hjælper stadig. Og så hjælper det at male. Fremstillingen af store opgaver som glasmaleriet til Skanderborg Rådhus blev noget, hun fysisk kastede sin krop ind i.
”Jeg tror måske, jeg arbejdede 500 timer på syv uger.”
Ligesom i barndommens krat finder lyset vej i glasmaleriet. Skærer geometriske figurer ud mod mørke baggrunde og lyser vejen til bestemte steder op.
”Jeg vil gerne have lyset ned på jorden igen. I middelalderens skildringer af lyset, for eksempel i afbildninger af Tristan og Isolde i munkenes illuminerede skrifter, ser man lysstrålen som en stav, der går ned. Det er en fremstilling, som gestalter lyset, gør det håndgribeligt. Det er også sådan, jeg ser den solstråle, der ramte Mogens på hospitalet,” siger hun.
”I stort set hele det afsluttende sygdomsforløb med Mogens havde jeg en stærk følelse af, at Jesus var tæt på mig. Når jeg var på stuen, når jeg var derhjemme eller kørte fra hospitalet. Han var der hele tiden.”
Er det sådan, det guddommelige viser sig i livet?
Vibeke Tøjner smiler.
”Jamen, van Goghs solsikker er da guddommelige. Men skulle det guddommelige ligge i et maleri?”.
Nej, man kan nok kun kredse om det, kommer hun frem til. Også evigheden. Men under man sig selv at sidde i et krat på en af de første forårsdage som et lille barn og lade sig omslutte af naturens skød, så kan man måske fornemme det.
”Min skæbne med Mogens har ikke forseglet min ensomhed, men bragt den ind i maleriet. På den måde er jeg altid alene i mit atelier, men aldrig ensom. Og krattet er et rum, jeg aldrig har forladt.”