Den østrigske mester Stefan Zweigs omdømme synes i disse år at nå nye højder. Han er ved at blive synonym med dannelse, Europa, humanisme, pacifisme – og med verden af i går. Tidligere i 2018 fejrede forfatterskabet en ny triumf på dansk grund med luksusudgivelsen af en stribe af hans bedste erotiknoveller under den uzweigske titel ”Amok” – kan det overhovedet blive bedre?
Selvfølgelig, forfatterskabet er stort i både bogstavelig og overført betydning. Ved første øjekast på kvaliteten, oversætterne og beskrivelsen skulle ”Monotoniseringen af verden” da også være endnu et bidrag til det, Zweig selv kunne have kaldt en eksistens på udødelighedens danske marmoreng.
Det er det også næsten. Essays, taler og interviews om en tid, hvor Wien ”forbudapestes”, Paris ”amerikaniseres”, hvor man ”overalt danser den samme foxtrot”, fordi teknikken har muliggjort det: Hvem vil ikke gerne høre Zweig begræde den europæiske kulturs udjævning?
Han beskriver, hvordan samtalens ædle kunst bliver ”danset og trænet væk”, ”teatret brutaliseres til biograf”, og hvor ”fodboldkampe skildres lige så udførligt som et homerisk slag”. Alt dette er en følge af den grasserende tekniske udvikling og amerikanernes vilje til sejr, der unægtelig har sat sig igennem som kommercialisering af kulturen. I denne nivellering af alt særligt i Europa bliver konsekvensen, at den ”tålmodigt meningsskabende sammenfatning”, kort sagt dannelsen, henvises til de udødelighedens marmor- enge, som stadig færre forstår at betræde. Og det er jo sandt.
På samme måde er Zweigs litterære essays, der også optræder i udgivelsen, et bevis på hans mod-eksistens i en foxtrot-tid. Han var venner med alle, der senere skulle få deres egne buster på evighedens bogmarker, og beskrivelserne af forfattere som Joseph Roth, Rainer Maria Rilke og James Joyce vidner om en uhørt sproglig metaforpotens, når Zweig beskriver det Europa, han (forførende!) kalder historiens sidste Grækenland.
James Joyce var ifølge Zweig en ”afsporet puritaner med kvækerforældre”, der mestrede ”hele klaviaturet fra de mest subtile og meta-fysiske udtryk helt ned til fordrukne kvinders kloaksludder”.
I sin begravelsestale ved Joseph Roths død kunne han til gengæld uendeligt nænsomt tale om ”det karamazovske menneske” Roth fra ”en lille by i Østrigs periferi”, hvor man så ofte fandt de ”egentlige forsvarere af Østrig” i modsætning til den tysktalende hovedstad, Wien, hvor de aldrig var. Han kunne endda forsvare Roths alkoholisme med den smukke sammenligning, at Roth kun nippede let til cognac, når han skrev. Den gav ham nemlig ”en ganske blid, ganske sart tåge, ligesom når man dæmper lyset for bedre at kunne lytte til musikken”.
I oversætternes strålende udvalg ser man her Zweigs egen bemestring af hele klaviaturet. Fra det eksalterede medbrøleri på Joyces ordorkan til blid elegi over Roths triste skæbne. I sidstnævnte tilfælde kunne Zweig endda tale Aljosja’sk om denne Dimitri.
På afstand er der et sært fordoblet perspektiv i disse første dele af de udvalgte tekster. Zweig demonstrerer sine evner som en af disse sidste grækere, på vej til sin egen plads på marmorengen, men hans klagesang er jo intet mod, hvad der skulle komme.
Måske melankolien forstørres af, at Zweig fornam det: at hans smukke elegi var, med endnu en forbilledlig sammenligning, ”som et papirark kastet mod en orkan”.
Læseren vil nok fornemme, at disse første essays er hele udgivelsen værd. Alligevel holder den overraskende nok ikke niveauet, da den slår om fra kultur til krig og historie. Det er, som om de udvalgte interviews og taler om Anden Verdenskrig og europæisk historie afslører en Zweig, der mistede vingefanget, når det blev konkret.
Da syndfloden kun skyllede europæisk kultur med sig, kunne han synge klagesangene så sandt som ingen andre, men da den blev politisk, opstod en anden hjælpeløshed: I høj patos kan han foreslå, at alle fagspecifikke verdenskongresser burde foregå samtidig årligt i en europæisk storby, mens historieskrivning ”af i morgen” burde gå fra fokus på national- og krigshistorie til at være skrevet fra ”det højeste punkt, kulturen er nået op på, og med henblik på endnu højere opstigning”. Det sidstnævnte udtalte han i et foredrag i USA i 1939.
Således er denne nye Zweig-udgivelse ikke en Amok-triumf, men de første to afsnit om 1920’erne og litteratur retfærdiggør til fulde denne udgivelse som optogets mellemspil.