Prøv avisen
Dramaserie

"Herrens Veje" afsnit 6: Som fader, så søn?

4 stjerner
Der er ikke meget familieidyl i sjette afsnit af ”Herrens Veje”, hvor familiens kvinder går egne veje, August tvivler, og Christian ikke bliver mødt med forståelse fra Johannes. - Foto: Tine Harden

De første afsnits generøse og højtravende udforskning af eksistensen og kirken ofres til fordel for den middelmådige mainstream i gårsdagens afsnit af ”Herrens Veje”. Et højdepunkt er klipningen fra far til sønner

For August er lykken ikke lykkepiller. Godt nok er hallucinationerne væk, men også Gud har forladt ham. Tilbage er en vamset krop og en hustru, den ufrugtbare Emilie, der efter fem afsnit med opofrelse er træt af smerte og PTSD. ”Alt skal ikke bare handle om, at du har det skidt,” siger Emilie.

Hverdagslivet omklamrer ”Herrens Veje”, hvor Emilie er afmattet. Hun er træt, ligesom serien er i fare for at køre træt i trivialiteter.

Adam Prices epos ulmede i starten af en umådelig generøsitet, en tiltro til seernes evne til at nyde det højtravende og eksistentielle. De seneste afsnit har kredset om det jordiske og trivielle, så tilbage står en middelmådig mainstream, som ikke er synderlig værd at stræbe efter.

Der er stadig glimt af den farlige nerve. Som når den yngre Johannes får smæk af sin far. Eller da August mister besindelsen i Guds hus, det eneste sted, hans megalomane far stadig styrer sig. Og så er der øjeblikke af stor, stor skønhed. Elisabeth og Liv nøgne i sengen, som kvinder foreviget af Tizian eller Goya. Eller sognemedhjælpernes Adam og Eva. Nøgne foran den brændende busk, symboltungt, men insisterende og smukt, mens Johannes lusker rundt om bålet med udslukte øjne.

Ann Eleonora Jørgensen er stjernen i dette sjette afsnit. Forelskelsen og besættelsen over for vanen og troskaben. Med millimeterpræcise sprækker i øjnene er hendes blik et fuldstændigt andet, når hun betragter Liv og ikke Johannes. Den naive, lillepigede næserynke er væk, og Jørgensens ansigt stråler smukt af modenhed. Det langsomt opbyggede begær kulminerer i en sanselig, erotisk og modig sexscene.

Sjette afsnit er instrueret af Louise Friedberg (hun står blandt andet bag afsnit af ”Borgen” og den brændende ”Eksperimentet” fra 2010). Kvinderne er blevet udfarende i stedet for omsorgsgivere. Emilie er indebrændt, Elisabeth tager for sig af friheden i det åbne ægteskab, og Amira tænker forretning før fornøjelse over for den frelste Christian.

Kvindefrigørelsen er dog hul, måske ikke for Elisabeth, men symptomatisk i en tid, hvor de svære perioder i livet skal overstås. Mens August, Christian og Johannes kastes mellem tvivl og tro, og manden mister sin status, tror kvinderne sig emanciperet. Men tomheden venter tilsyneladende på toppen.

Afsnittets bedste replik er Christians: ”Vi prædiker Det Nye Testamente, men bebor det gamle.”

For slægt følger slægters gang, og Johannes’ sønner skal sone den brøde, der blev begået mod ham. De kontante klip mellem den voksne Christian, brødrene som små og Johannes er en eminent og enkel bevisførelse for, at vi ikke så let, som Amira ellers mener, ”kan slippe alt det lort, vi bærer med os”.

For Johannes kan ikke slippe sit eget mørke og hævner sig på børnene på skift. I dette afsnit Christian, der tror sig fri, men bliver mødt af den ultimative ydmygelse. For Christian er barnet, der vil elskes betingelsesløst. Men sådan er Johannes ikke. Han er den gammeltestamentlige far. Med sin kontrollerede kulde siger Johannes til Christian, mens han end ikke værdiger ham et blik: ”Min fortælling om din barndom er en anden end din. Derfor kan jeg ikke være dit vidne.”

”Herrens Veje” har i de seneste afsnit svigtet den enestående chance for en søndagsserie med substans og sjæl. Men da seriens sjette afsnit slutter i syndens bule, er der håb for, at noget nyt vil opstå fra asken af den brændende busk. Der er stadig gode grunde til at følge med – skuespillet, udtrykket og de glimt af eksistentiel tyngde, der pipler som roser op af den frosne jord i præstegårdens have.