Som læser er man gæst i et stort og svært landskab

Hver sætning vendes og drejes og afføder nye sider. Ind i vindblæste buskadser, ned i huller og slugter, i vekslende lys og skygge. Det er i bund og grund nådesløst og også farligt, tænker jeg, det der skrives ned, bliver også til som tunge sandheder. Foto: Nima Stock / POLFOTO

bog
Four stars

Man skal holde pauser, når man læser Merethe Lindstrøms nye roman. Det er mørkt stof, hun trækker op

Den norske forfatter Merethe Lindstrøm er født i 1963 og har siden sin debut som 20-årig i 1983 udgivet en række romaner og novellesamlinger. På dansk har man indtil nu kun kunnet læse roman ”Dage i stilhedens historie”.

Romanen, der indbragte hende en fortjent Nordisk Råds Pris handler om et ældre ægtepar, der sammen har skjult en væsentlig hemmelighed for de nu voksne børn. Det har bundet dem stærkt sammen, men også lagt en stor afstand ikke mindst til børnene. Men nu banker fortiden på, og alt det fortiede rører på sig.

Romanen ”Fra vinterarkiverne” er fra 2015. Det er, kan man læse i norsk presse, en autobiografisk funderet fortælling, altså en roman, der ligger tæt på forfatterens eget liv, hendes egen psykiske sårbarhed og hendes ægteskab med en bipolar mand. Som dansk læser, fri af den merviden, som norske læsere vil have, har det på den måde ikke nogen betydning. På den anden side er det svært at forestille sig, at nogen ville eller kunne skrive en roman som ”Fra vinterarkiverne”, uden at det bundede i det selverfarede.

Fortælleren er flyttet på landet med sin mand og deres to store døtre, de har købt et stort hus, de arbejder begge hjemme, han er maler, hun skriver, nu skal det være anderledes end i byen – ”vi vil være voksne her”. Måske er det den ro, der gør, at Lindstrøm nu kan gå ind i det stof, der hele tiden har ligget der, alt det, de er flyttet fra, men som de naturligvis ikke kan flytte fra: ”Arrene er ikke lette at se, ikke mine, ikke dine, men helt fra begyndelsen får jeg den følelse, at vi fører noget sammen, som måske ikke bør sammenføres, din mors skizofreni, din fars alkoholisme, min fars angst, vi er en genetisk kode for uro. Men mest af alt virker vi disponeret for en slags hjælpeløshed, en magtesløshed, en fattigdom måske.”

Fattigdom og magtesløshed går hånd i hånd. Man kan sælge sine ting, man kan sælge sig selv, Lindstrøm lægger ikke skjul på, hvor langt ud man kan komme. Hun skriver om deres ungdomsliv sammen, men går også tilbage i både sin egen og mandens barndom og den tvivl på verdens stabilitet, som blev grundlagt der. Som da Mats, som manden hedder, kommer tilbage til sin mor som barn, efter at have tilbragt julen hos sin far. Han træder ind i hjemmet, men alting er anderledes, møblerne er anderledes, og der bor et fremmed ægtepar. I juleferien er mor og søster simpelthen bare flyttet.

Mats er maler. Han er hårdt ramt af depressioner, og har gennem hele deres ægteskab selvmedicineret sig med hash og andre stoffer, det er ikke noget, han skjuler for hende, sådan har de valgt at leve. Man kunne have fortalt nøgternt om, hvordan det er at leve med en elsket, som er depressiv, om svigt og ens egen sorg. Sådan er det ikke at læse Lindstrøm, hun syntetiserer eller konkluderer ikke. Det er, som om hun med sin ekstreme sensitivitet og store kærlighed til Mats sprogligt prøver at mærke det, han ser, aftegne hele landskabet med dets lakuner af meningsløshed. Og så er der den angst, som altid er med hende. Når Mats pludselig er væk på færgen, når han igen taler om selvmordet som en mulighed.

”Fra Vinterarkiverne” er en smuk bog, men indimellem får man som læser også lyst til at skrige, til at lukke luft ind i det rum, der efterhånden virker næsten forudbestemt til altid at skulle være fyldt af slægtens knækkede møblement, og en stemme, der taler og taler sig længere ind i det trøstesløse.

Hver sætning vendes og drejes og afføder nye sider. Ind i vindblæste buskadser, ned i huller og slugter, i vekslende lys og skygge. Det er i bund og grund nådesløst og også farligt, tænker jeg, det der skrives ned, bliver også til som tunge sandheder.

Mørket er der først, det er på den baggrund lyset i mandens værker træder frem, og sådan er det også i skriften. Men lyset er der. Bedst som man ikke holder det ud mere, stråler det ud i form af den kærlighed, der gennem 18 år har holdt de to mennesker sammen, den vilje, der på trods også af reel materiel fattigdom sætter sig igennem hos dem til både at være skabende mennesker og forældre for deres børn.

Bogen begyndte med, at parret flyttede ind et nyt sted, og ved bogens slutning kan de symbolsk nok forlade det igen. Noget nyt skal begynde. Måske så spædt og fint, som det føl, de afslutningsvis betragter sammen: ”Der går et føl nede på marken, bag hegnet, den hvide maske, den spændte linje i kroppen, den dirren, som er en bevægelse, som fortsætter i bølger fra midten af ryggen, ud i benene, i de lange stolper, næsten ikke til at stå på, de kunne have tilhørt et andet, stærkere dyr end hende.”