Prøv avisen
Bog

Som Mann behager

5 stjerner
Troldmanden, som både hustru og seks børn kaldte deres mand og far Thomas Mann, var en fysisk fraværende far, der fyldte alt i børnenes hoved. – Foto: The Granger Collection/ritzau

Den tyske forfatter og publicist Tilmann Lahme har skrevet en strålende biografi om familien Mann og dens komplicerede faderkomplekser

Kan man være stolt over at give sine børn ødelæggende faderkomplekser? I tilfældet Thomas Mann kan det faktisk ikke afvises. I 1925 læste han eksempelvis sin ældste søn Klaus Manns novellesamling ”Før livet”. Den handler blandt andet om en distanceret far, der kun kan forbedre forholdet til sin datter gennem incest.

Thomas Mann læste bogen og skrev til sin hustru Katia: ”Meget i den er ret mærkværdigt, men den kære dreng har da blandt andet et rigtigt Pielein-kompleks.” Pielein var et af børnenes kælenavne for Thomas Mann. Hvad skal dette ”men” i sætningen? Beskriver Thomas Mann her sin stolthed over sin kompleksdannende indflydelse på en søn, han elskede?

Den tyske forfatter og publicist Tilmann Lahmes strålende biografi om familien Mann gør ikke den slags tanker usandsynlige.

Tværtimod tegner den billedet af en gruppe psykologisk ødelagte mennesker, der langt hen ad vejen alle elskede hinanden, og som alle var megalomant optaget at være i familie med troldmanden – deres yndlingsbetegnelse for deres mand og far. Man får det indtryk, at Katia og alle seks børn i deres orkanagtige storm af breve og dagbøger brugte forkortelsen ”Z.” for ”der Zauberer” – troldmanden – lige så meget som troldmanden selv brugte forkortelsen ”u.” i sine egne breve – for ”und”.

Disse komplekser synes også at være selvindlysende for de overkloge børn.

Da Klaus Mann i 1935 for alvor begynder at lære sin lillebror Michael at kende, går Michael går til undervisning på et musikkonservatorium. Man vurderer, at han er talentfuld, men med tilbøjeligheder til ”raserianfald, tungsind og overdrevent alkoholindtag” – Bibi, som de kalder ham, er på dette tidspunkt 16 år gammel!

Klaus noterer på samme tid: ”Bibi beruset. Sært kærligt-påtrængende over for mig. Hvilke komplekser?”. Det giver tydeligvis sig selv, at sådanne har man, når man er en Mann.

Tilmann Lahme, der har flere biografier om familien på samvittigheden, har fået adgang til en stribe nye breve og bruger i det hele taget hele familiens dagbøger og brevvekslinger til at fortælle historien om de seks børns forhold til deres far.

Thomas Mann var en fysisk fraværende far, der fyldte alt i børnenes hoveder. Hans altopofrende kone skærmede ham fra det meste: fra børnenes behov, fra deres problemer og senere fra hans egen sygdom. Alt holdt hun ham fra livet – så han kunne skrive om det.

Men der var altså rigelig kontakt til, at alle seks børn fik klare træk af faderen. Fem ud af seks blev kunstnere ligesom ham. De tre ældste blev bi- eller homoseksuelle ligesom ham. Alle seks havde psykiske problemer til et niveau, hvor de selvmedicinerede mod depressioner – som ham.

Noget slående er også den kulde i dommene, som familien kan fælde over hinanden – men næsten aldrig over Thomas.

Her for eksempel den ikke-dekadente Katia om sin midterste datter Monika, Mönle kaldet: ”Mönle mangler givetvis også talent. (…) At leve med dette egocentriske, krævende, narcissistiske, underligt aggressive og hensynsløse væsen er temmelig trøstesløst.”

Det er altså en mor, der skriver dette om sin datter – til et af sine andre børn. Måske det ikke er overraskende, at Mönle i en høj alder kunne skrive følgende til sin endnu ældre mor, der er rasende over, at Mönle bliver på øen Capri, da den ældste søster Erika dør: ”Ingen er skyldfri. (…) Jeg forsøger jo kun at blive færdig med mig selv og mit liv uden at vække opsigt.”

Selv de elskede ældste børn Klaus og Erika omtales til tider meget koldblodigt. Katia for sin del holder på et tidspunkt Klaus for en ”nydelsessyg egoist”, mens Thomas Mann beskrev Erika – kærligt ment! – som ”datter-adjudanten”.

Man kan indvende, at bogen reelt ikke bringer meget faktuel ny viden på trods af, at et hovedargument for dens udgivelse er, at Lahme har fået adgang til hidtil ukendt materiale.

Vi kommer ikke meget nærmere at forstå den ufattelige kendsgerning, at kun en af de fem søskende og ingen af forældrene gad tage til den ældste dreng Klaus’ begravelse.

Særligt med tanke på, hvor meget forældrene faktisk holdt af ham. Eller hvorfor de hadede Mönle så intenst. Men det skyldes, at bogen snarere er en impressionistisk citatmosaik af utrolige brev- og dagbogsbidder, end den er et (psyko)analytisk bidrag.

De mange citater skyldes heller ikke blot tysk saglighed. De skyldes, at Lahme mimer Thomas Manns egen montage-stil. Det er sikkert også det, der gør den til et stykke kunst i egen ret og ikke blot en biografi af den gamle skole.