Som teaterversion er ”Riget” mere kitsch end kunst

”Riget” går igen på Det Kongelige Teater, men der er noget blegt over én til én-gengivelsen af Lars von Triers kultklassiker. Den nye opsætning savner originalens radikalitet og formfornyelse

Kirsten Olesen gør en god scenestjælende Fru Drusse – den konfuse, spiritistiske patient, der bærer hovedhistorien frem. –
Kirsten Olesen gør en god scenestjælende Fru Drusse – den konfuse, spiritistiske patient, der bærer hovedhistorien frem. – . Foto: Det Kongelige Teater.

Det er ikke nogen nem præmis, når den unge instruktør Nicolei Faber giver sig i lag med at gøre teater af dansk films arvesølv; dogmedarlingen ”Riget”. Serien, som med sit bizarre møde mellem videnskab, okkultisme, spøgelseshistorie og folkekomedie sendte chokbølger hjem i hjørnesofaerne i 1990’erne, bliver i Fabers sceneversion da også mestendels et glædeligt gensyn med det excentriske persongalleri.

Til gengæld mangler den trierske vildskab i iscenesættelsen, der også savner en eller anden art nyfortolkning som legitimation. Intet i tiden taler nemlig for en opsætning af den ikoniske hospitals-soap netop nu, hvorfor det ikke kan undgås, at man fornemmer den merkantile rumlen under ”Riget”.

Hvad forestillingen mangler i eget udtryk, har den til gengæld i spektakulært sceneshow. Palle Steen Christensen har skabt en velsmurt scenografi, der tæller en gigantisk drejescene, som i et snuptag afslører bagsiden af hospitalets sterile facade, og som pendulerer smidigt mellem gys og grin, hertil et enormt tresidet lærred, der agerer kanvas for storslåede projektioner, og som med seriens genkendelige typografi og signaturmusik fuldender tv-udtrykket. Bevægelsen fra tv til teater synes smerteløst, næsten umærkeligt, forløst.

Det mimetiske forplanter sig tillige i skuespillet. For fleres vedkommende bakses der med den sælsomme balancegang at gestalte både figur og skuespiller. Nogle slipper heldigere fra denne gakkede gangart end andre. Især svenske Thomas W. Gabrielsson gør en formidabel figur som den kronisk vredladne og komisk patriotiske overlæge Helmer, der med tiltagende skånsk skingerhed og krumspring forsøger at dække over en forkludret operation, der har efterladt en ung pige i vedvarende vegetativ tilstand. Gabrielsson er en gevinst for forestillingen. Med sit karismatiske spil og komiske talent formår han med overrumplende succes at gøre rollen til sin egen.

Også Kirsten Olesen gør en god scenestjælende Fru Drusse – den konfuse, spiritistiske patient, der bærer hovedhistorien frem. For en del af rollebesætningen skinner de gamle karakterer dog så meget igennem, at det synes svært at fornemme de nye som andet end spøgelsesagtige karikaturer. Kostumerne hjælper heller ikke her. Igen er der tale om en næsten én til én-gengivelse af de oprindelige, fuldendt med Stine Scrøders Ghita Nørby-paryk og 1990’er-rullekraver til hele banden.

Fabers umiskendelige kærlighed til og respekt for forlægget fornemmes tydeligt. En respekt, der desværre ofte forplanter sig som en andægtig berøringsangst for samme. Hvorfor kaste sig over von Triers radikale, tidstypiske værk, når man ikke for alvor tør røre ved det og gøre det til sit eget? Iscenesættelsen får i stedet et gennemsigtigt genfærdsskær, hvor den fritgående galskab og det frontale formbrud kun runger som en sagte stemme fra en forgangen tid sammen med den nok så alvorstunge videnskabskritik, der indimellem sander til i slapstick.

Det manglende mod giver sig tillige til kende i udeladelsen af de charmerende, og for fortællingen centrale, opvaskere fra kælderen med Downs syndrom. De to er – nok i den politiske korrektheds navn – erstattet af en horror-stemme fra et ubestemt hinsides sted. Udtrykket er et væsentligt andet end det originale uskyldsrene og barnlige, som ellers sekunderede den depraverede videnskabs voksenverden så mesterligt.

Premierepublikummet syntes ikke desto mindre begejstret og honorerede med stående ovationer og rettidige latterbrøl. ”Riget” er nostalgisk godt, som en gensynets glæde med Fru Drusse, Moesgaard, Helmer og de andre, hårrejsende som en god gyser, lårklaskende komisk som en absurd komedie. Det er unægteligt et imponerende sceneshow, som Skuespilhuset med hele sit velsmurte maskineri dygtigt får til at spinde og snurre. Det bliver uden tvivl en stor publikumssucces.

Men måske det i sandhed uhyggelige er, at der tilsyneladende er så stor mangel på nyskrevet dansk dramatik, at man ser sig nødsaget til at trække gamle tv-travere af stalden for at få hjulene til at køre rundt.

Som teaterversion er ”Riget” i hvert fald mere kitsch end kunst.