Hvor Caroline Minors debutroman ”Pura vida” fra 2013 var spændende, men måske ikke hævede sig så meget over andre løfterige debutanter, ramte hendes udgivelse nummer to, novellesamlingen ”Velsignelser” fra 2017, som en litterær sensation af kvalitet.
Den var helt bemærkelsesværdigt god og høstede fortjent flere priser og i tilgift sikre nomineringer til endnu flere priser, der trods alt var andre, der løb med, herunder Nordisk Råds Litteraturpris.
Minor var ikke bange for dramatik, voldsomme og uafvendelige ting, som inddeler alt i et før og et efter: Et uforklarligt selvmord, en personlighedsforandrende hjerneskade, at blive forladt uden forklaring og styrtet ned i et liv, man aldrig havde forestillet sig.
Novellerne kredsede om overgange, tærskler i livet, og som vi ved fra blandt andet Villy Sørensens berømte analyse af folkeviserne, er sådan nogen farlige. Man kan fejle, man kan forulykke, og man kan nok have et behov for en velsignelse, hvad enten man får den lidt improviseret af en præst i en kirke eller ved uventede møder, akutte venskaber med tilfældige fremmede, der kan give en hånd i ryggen på det rigtige tidspunkt.
”Velsignelser” greb samtiden i flugten, hvor midlertidighed – i arbejdsliv og relationer – ikke mindst for de unge synes at være blevet et grundvilkår, og hvor man så finder mening og støtte, hvor man kan. Vi mødte i novellerne hele tiden nye mennesker og slap dem igen, bortset fra enkelte tekster, der knyttede forbindelse til hinanden med personer, der gik igen og dermed gav nye perspektiver på det fortalte. Det gav under læsningen en særlig følelse af et vidtstrakt rum omkring det afkortede ved de enkelte tekster og, og det fik personer og motiver til at leve og vibrere som eftertanker og efterbilleder på nethinden.
Hvad – og hvordan – ville Minor mon skrive efter ”Velsignelser”? Jeg blev spændt og nysgerrig, da jeg hørte, at hun ville barsle med en roman. Hjertet sank godt nok i livet på mig, da jeg hørte titlen: ”Hummerens skjold”. Kan en titel på kun to ord lyde overbroderet og manieret? Ja, åbenbart.
Romanen handler om en familie, hvis medlemmer er kommet bort fra hinanden: brud, svigt, traumer, uforeneligheder. Vi har far og mor, som begge er døde, tre voksne børn, et barn og et stedbarn i tredje generation, diverse partnere før og nu, tilfældige fremmede – og så har vi et clairvoyant medium, der kan bringe én i kontakt med de døde, og hendes familiehistorie får vi også oprullet. Det er mildt sagt svært at holde styr på. Og når man skriver en roman, fanger bordet. Genren kræver sin ret. Hvor det føltes som en gave, et incitament, at der var indre forbindelser mellem novellerne, bliver man her irriteret over hele tiden at skulle rekonstruere de linjer mellem personerne, som man ved, er der.
De mange personer i henholdsvis Danmark og USA opsøges i et bestemt nu, men bogen vil, modsat ”Velsignelser”, også gerne give os en fornemmelse af længdesnittet i deres liv. Det hele gik ikke som planlagt, men man klarer sig igennem på trods og tilfældigheder.
Som hummeren er radikalt udsat, når den skal skifte det skjold, den er vokset ud af, er vi mennesker sårbare, når vi prøver på at forvandle os for at imødegå livets skalten og valten. På den måde er livsbilledet det samme som i novellerne. Her er det blot ikke situationsberetninger fra en omflakkende ungdom, men et syn på livet som sådan, hvorfor bogen får en docerende tone. Vi må forstå, at det bare ikke går med det dér familie-noget.
Romanen er i glimt ambitiøs. Den vil sågar skildre efterlivet eller i hvert fald en mærkelig zone, hvor de døde forældre møder hinanden ved den clairvoyantes mellemkomst. Ikke nogen nem opgave for en forfatter skal det medgives, men Minor skulle nok have søgt det brutalt-anskuelige frem for det luftige og mystiske.
Den clairvoyante Bee er dog klart romanens mest interessante karakter og skænker os en ubetalelig scene: Hun tager med sin datter Fifi til et møde med et par smarte pengestærke investorer, der gerne vil udnytte Fifis youtube-stjernestatus (hun laver ”beroligende lyde” til sine følgere), og Bee overtager helt forhandlingerne.
Man aner i et lille glimt, at Minor kunne skrive en roman i stil med amerikanske Jennifer Egans geniale ”Tæskeholdet banker på”: komiske, groteske og næsten science fiction-agtige snapshots af mennesker i vores mildt sagt mærkelige samtid.
Men hun tiltrækkes desværre for meget af sit (anti)familie-tema. Romanen virker som tv-programmet ”Sporløs”, forvandlet til finlitteratur: En dyb fascination af brudte forbindelser, fædre, der forlader deres familie, mødre, der forlader deres børn, mødre, der føder børn, som fædrene aldrig får noget at vide om. Og så videre med streng og forstemmende konsekvens.
Og vi får ikke lov til at græde til sidst. I stedet skal vi applaudere de nye forbindelser. Der er en sær negativ afhængighed af kernefamilien på spil. Man kan slet ikke være i den. Alligevel bestemmer den alt. Minor forlader sig på, at denne mørke energi fra familien kan gøre det ud for dramatik, begivenheder, plot, karakterer og alt, hvad en roman kræver. Det kan den ikke. Der er heldigvis andet og mere i livet end, hvad mennesker vil og ikke vil med hinanden. Der er både magter og velsignelser. Det har Minor vidst tidligere. Forhåbentlig kommer hun med sit store talent hurtigt tilbage på sporet.