At læse Janne Tellers essays er som at være til et dannet middagsselskab, hvor dugen er mølædt

Janne Teller er både prisbelønnet og internationalt anerkendt, men hendes essaysamling ”At gå nøgen” er både sært anakronistisk og jammerligt skrevet

Én ting er kunstneren Janne Teller overbevist om: at kunsten kan redde det hele, og at dens udøvere burde betales mere for denne uselviske frelsergerning. I dette tilfælde kan udsagnet ikke vurderes, for Janne Teller har ikke begået kunst, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Én ting er kunstneren Janne Teller overbevist om: at kunsten kan redde det hele, og at dens udøvere burde betales mere for denne uselviske frelsergerning. I dette tilfælde kan udsagnet ikke vurderes, for Janne Teller har ikke begået kunst, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Man kunne forestille sig, at Janne Teller, undertitlen på hendes ny bog in mente, havde skrevet en bog om kunst. Det er ikke tilfældet. Den handler mest om Janne Teller. Hvor svært det end er at være hende, er det efter denne bog at dømme dog trods alt ingen kunst.

De 21 genoptrykte essays fra de forgangne 13 år kredser om forskellen på de normfrakker, mennesker iklæder sig, og det, mennesket er, når det er fordomsløst nøgent. Den bærende idé er, at mennesket har travlt med at indhylle sig i ydre normer eller identiteter som nationalitet eller religion, men at vi burde ”afklæde os vores kulturelle makeup”. Bemærk metaforsammenbruddet mellem tøj og creme.

Denne afsminkning skal ske til fordel for en væren, der skal stå i bævende kursiv, fordi vi har ”værens essens” (to ord, begge i kursiv) ”tilfælles med alle andre.” Anskuelsen bag synes at være en godartet naturalisme, hvor noget i menneskets biologi gør, at det på bunden gerne vil tage sig af både egne og fremmede, men at kapitalisme og nationalisme korrumperer dette paradisdyr.

Janne Teller (født 1964) er en prisbelønnet og internationalt anerkendt forfatter samt en flittig essayist, hvilket denne udgivelse slår fast. Det er i princippet relevant, fordi de fleste tekster først er blevet til på et andet sprog end dansk, og fordi Janne Teller sidder i flere internationale juryer og komitéer.

Bogen er delt op i ”kunst”, ”fremmedhed” og ”kunsten at være menneske” samt et afsluttende essay, der skal binde temaerne sammen, men som sært nok blev skrevet i 2005. Den begynder med fortællinger om at være udsendt som FN-diplomat, om at gå i boghandel på Borgergade i København og om at rydde op i sin lejlighed, før man kan skrive. Man er vel lidt gal.

Anden lange midterdel er politisk og handler hovedsageligt om, hvordan nationalstaten bør opløses til fordel for ”Europa”. Vildest er behandlingen af Muhammedkrisen, der forekommer rablende, uanset hvad læseren måtte mene om sagen i øvrigt. Den var et ”fuldstændigt forudsigeligt udkomme på den hetz der køres mod muslimer i Danmark”. De imamer, der rejste rundt med bevidste løgne, var ”vidner” – og: ”overgreb bliver ikke undskyldelige af at vidner fortæller om dem!”. Udråbstegn. Det er der til gengæld ikke, når Muhammed ofte blot omtales som ”Profeten” med stort p.

Det er en sær anakronistisk udgivelse, nu hvor så mange andre, selv Ahmed Akkari, for længst har tilsluttet sig det vestlige demokrati. Det er som at være inviteret til et middagsselskab, hvor selv dugen er blevet mølædt, fordi yndlingshadeemnet stadig er Anders Fogh. Tingene ville ifølge Teller blive bedre, hvis vi først afviklede de grasserende markedskræfter. Den kroatiske forfatter Dubravka Ugresi citeres med tilslutning for, at de frie markedskræfter besynderligt nok virker ”lige så begrænsende og ensrettende på litteraturen, som den tidligere østbloks autoritære systemer gjorde”. Et ekstremt synspunkt. I det mindste er hendes navn stavet forkert, ligesom briten Benedict Anderson nationaliseres til Andersen.

På den anden side kommer disse ting fra en Teller, der mener, at Wikipedia er udtryk for ”den moderne form for kommunisme”. Indsæt selv udråbstegn denne gang.

Det andet trin er en opløsning af nationalstaten. I hvert fald lærer vi overrumplende, at ”nationalstaten er en konstruktion!”. Samtidig er vi danskere ikke ”verdensmennesker nok til at have ind- ført euroen”. Fra metaforisk til logisk sammenbrud. Her savner man verden og euro i kursiv. Det er i øvrigt sært, at Danmark er en konstruktion, men at Europa ikke er det.

En af løsningerne, der foreslås, er en fælleseuropæisk offentlighed i form af, at de store bladhuse gik sammen om en avis. Det lyder da skønt, hvis man kunne sætte L’Équipes sportssider og hårde engelske nekrologer med FAZ’ tryksværteæstetik, men det er næppe tanken.

Det er uvederhæftigt at benægte, at forfattere som Søren Krarup, Carsten Jensen, Mikael Jalving eller Georg Metz er blændende skribenter, uanset ens politiske holdning. Derfor kunne man også forestille sig, at Teller i det mindste serverede sine idiosynkrasier på et formfuldendt EU-fransk i dansk aftapning. Men i talesproget, kursivens følelsesoverdrev og den ungdommelige tegnbesættelse får man ikke indtryk af en intellektuel med skriftsproget i sin magt.

Én ting er kunstneren Janne Teller overbevist om: at kunsten kan redde det hele, og at dens udøvere burde betales mere for denne uselviske frelsergerning. I dette tilfælde kan udsagnet ikke vurderes, for Janne Teller har ikke begået kunst. Til gengæld mener hun, at bøger er for billige, ”alt, alt for billige!”, i forhold til ”den mængde livs-erfaring”, de rummer.

Hvis det var markedslogikken, måtte anmelderne i det mindste begynde at glæde sig. Målt på strabadserne kunne man se frem til en klækkelig honorarforhøjelse og samtidig øse af sin æstetiske indsigt til verdensfredens fordel – måske endda få sig en ordentlig frakke til beskyttelse mod selvgodhedens styrtregn.