På Folketeateret satser man i år på tiltrængt eskapisme i lederhosen og gedigne evergreens fra en simplere tid med operetten ”Sommer i Tyrol”. Det er både folkeligt, kitschet og moderne – men uden at vrænge alt for meget af forlægget.
Historien kender vi. Det er stadig overkelner Leopolds trængsler med at erobre den kølige Josepha på det idylliske alpehotel Den hvide hest. Tempoet er hakket op i ”Halløj på badehotellet”-gear og tilsat en dosis slapstick-fysik. Også musikalsk har man – med varierende succes – skruet op for farten med calypsorytmer, Beyoncé-indslag og elorgel. Ikke meget lades uforsøgt for at underholde.
Bedst fungerer det dog, når komponist Ralph Benatzkys legendariske melodier får lov at klinge mere rent igennem uden al for megen ironisk arrangement – som når Søren Hauch-Fausbølls kejser Franz Joseph mod slutningen melankolsk fremmumler den velkendte ”Livet er nu engang så” og leverer lidt af komediens nødvendige sentimentalitet.
I rollen som kelneren på frierfødder har man i sidste øjeblik hentet Pelle Emil Hebsgaard ind, da den oprindelige Leopold, Jesper Groth, fluks måtte fare med melodigrandprix til Rotterdam. Men det er ikke noget ringe bytte. Hebsgaard gør en velsyngende og overbevisende omend lettere anspændt og neurastenisk Leopold. Ikke så kry en ”ja, ja, ja nu kommer jeg”-starut, som vi er vant til.
Allerbedst gør han sig, når han får lov at bruge krop og sangstemme. Som ved anden akts åbning, hvor Hebsgaard alene på forscenen forvilder sig ud i et underholdende potpourri-maraton af klæg kærlighedspop fra Helmig over TV 2 til Medina. Sværere går det med samspillet med Josepha, som mangler lidt sødme og poesi, for at vi rigtigt tror på romancen. Han kunne med fordel låne lidt charme af den selvglade Sigismund, som angiveligt skulle have næsten for meget.
Meike Bahnsens Josepha har en forrygende musikalitet og mestrer det skrappe og utilnærmelige, men savner tillige en snert af noget sårbart og appellerende. Det yder hende bestemt heller ikke retfærdighed, at man har iklædt hende et mandhaftigt jakkesæt i omsyet dødsbo-blomstret sofastof og hertil nogle neongule Masai-sundhedssko, som kan få selv den mest yndefulde ballerina til at vrælte som en velnæret and.
I det hele taget er æstetikken lidt ”off” i denne iscenesættelse. Nok er der bjerge på bagtæppet, men Den hvide hest er forvandlet til en gold trælasthandel med rå krydsfinerplader, der ikke ligefrem skriger af tyroler-romantik. Man savner lidt krummelurer, ternede duge og østrigsk alpeidyl. Eller bare noget, der ikke er havregrødsfarvet.
Men hvad scenografien mangler i atmosfære og farver, kompenserer ensemblet til fulde for. Troels Malling som den selvhøjtidelige charlatan Sigismund gør en eminent figur – især i samspillet med unge, talentfulde Clara Ellegaard som uimodståeligt læspende feriegæst, der sætter sin far overdådigt på plads til sidst.
Også Maria Mondrup viser sit alsidige talent og sans for den kropslige komik i rollen som forskræmt tjenestepige, mens Karsten Jansforts koleriske undertøjsfabrikant er ramt på kornet.
Rolf Heims livtag med den folkekære operette er moderne og tempofyldt, men uden at forråde forlægget. Så blev det alligevel sommer i Tyrol.