Sommer set gennem kunstkameraet

Fotos er ligesom malerier konstruktioner af virkeligheden. Men dette billede udvisker grænsen mellem kunsten og virkelighedens sommer, mener Ingrid Fischer Jonge, direktør ved Museet for Fotokunst på Brandts

"Roms Lido, Ostia" suger beskueren ind med øjeblikkets styrke, mener museumsdirektør Ingrid Fischer Jonge.
"Roms Lido, Ostia" suger beskueren ind med øjeblikkets styrke, mener museumsdirektør Ingrid Fischer Jonge. Foto: Gregers Nielsen/Brandts.

Fotografiets titel er Roms Lido, Ostia, og det er taget af Gregers Nielsen (1931-2002) i 1960. Han er en af vores store historiekronikører inden for fotokunst, og han var en meget markant fotograf hele vejen fra 1970erne til 1990erne.

Han stiftede sammen med Jesper Høm fotografgruppen Delta-Photos i 1964, der havde det seriøse reportagebillede som ideal. På den måde banede Gregers Nielsen vejen for, at fotografiet blev brugt som et kunstnerisk udtryksmiddel i Danmark. Og det var nyt, for dengang mente man slet ikke fotografier havde kunstpotentiale.

Folk kunne bestille billeder hos gruppen, men de kunne bestemt ikke være sikre på at få det pæne, skarpe billede, de måske havde i tankerne. For hvis Gregers Nielsen syntes, det skulle være på en anden måde, så gjorde han det sådan. Så billederne var egentlig mere til ham selv end til kunden, og Delta-Photos blev da heller ikke en sprudlende forretning. Til gengæld blev kunderne for eksempel Kunstmuseet Louisiana, der brugte hans billeder til udstillinger og happenings.

Det her billede er så fra Italien. Før Gregers Nielsen havde alle fotografier det samme format, de var skarpe og i en fin, indstillet belysning. Men som man ser her, tog han ud med sit lille, håndholdte kamera og tog billeder af ting, som de var. De kunne så blive halvmørke og uskarpe og have karakter af noget tilfældigt, men til gengæld fik motiverne en ny tilstedeværelse. Der er en øjeblikstemning - man føler, at man er til stede og kigger på hinanden på tværs af tid og historien.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konen har faktisk ikke opfattet, hvad der sker endnu. Hun gaber i sommerheden, og manden sidder nonchalant og kigger. Han når lige at tænke: hvem er mon det? For Gregers Nielsen må jo have ligget i sandet ved siden af, måske lidt i skjul af en parasol. Han har i hvert fald ikke taget opstilling med et stativ og et stort kamera, men stiller skarpt og tager billedet med det samme. Og det hele emmer af sommervarme og dvaskhed - nu holder vi bare fri.

Det er et af mine favoritbilleder, fordi det leger med virkeligheden. Fotokunst er jo ellers også en kontruktion af det virkelige. Vores øjne oplever ikke det samme, som kameraet viser. Men derfor elsker jeg netop det her fotografi, fordi nærværet er så stærkt, at konstruktionen næsten bliver virkelig. Det er sådan her, når vi er på en strand og tager et smugkig på naboen.

julie.hansen@k.dk