”Sommeren 85” om et følelsesladet trekantsdrama savner raffinementet

Tungt ladet og lettere forskruet følelsesdrama om ung kærlighed fra den franske veteran Francois Ozon

Félix Lefebvre og Benjamin Voisin spiller de unge elskende Alexis og David i Francois Ozons ”Sommeren 85”.
Félix Lefebvre og Benjamin Voisin spiller de unge elskende Alexis og David i Francois Ozons ”Sommeren 85”. Foto: Mandarin Production/Camera Film.

I en kystby i Normandiet mødes to unge pubertetsdrenge tilfældigt i sommeren 1985. Den ene redder den anden, der er kæntret ud for kysten i sin jolle. Såvel båden som livet bliver på en vis måde rettet op og får en ny retning den tordensvangre sommereftermiddag med sorte skyer og lyn i horisonten.

Alexis er søn af en lokal værftsarbejder, David søn af en excentrisk forretningskvinde, der sælger maritimt udstyr til turisterne. David er i Alexis’ øjne større end livet og synes at være i stand til at forløse de indestængte pubertære følelser og ophæve det mindreværd, som Alexis render rundt med. Mellem dem er au pair-pigen Kate, og bag dette hele antydningen af et moderdyr, der har forkvaklet Davids sind.

Det litterære tema er velkendt i litteraturen, herhjemme fra Klaus Rifbjerg og Leif Panduros romanklassikere ”Den kroniske uskyld” og ”De uanstændige”, der udkom på kanten af de frigjorte 1960’ere. Francois Ozons film er drejet over en roman af den britiske forfatter Aidan Chambers, ”Dance on My Grave”, fra 1982. Et mix af mere eller mindre latent homoseksualitet, der er parret med en frigørelse, som ingen af parterne i dette følelsesdrama kan overskue.

Filmen er skabt som en rammefortælling. Så beskueren ved fra starten, at det går galt. David er død, hvem bærer skylden, og er Alexis en potentiel morder? I de filmiske tilbageblik på sommeren 1985 får vi gradvist afdækket, hvad der skete og hvorfor. Hvad der får det til at klikke mellem de to unge mænd, og hvad der fører til det fatale brud mellem dem og den enes død. De indgår en pagt mellem sig om, at den, der dør først, skal danse på den afdødes grav. Ikke mindre forskruet end Karen Blixens pagt med den unge Thorkild Bjørnvig, men denne gang helt uden fæste i erfaringen.

Francois Ozon er en stilbevidst instruktør. ”Sommeren 85” er ikke digital, men filmet i gammeldags Super 16, hvilket giver billederne en kornet kvalitet og farverne et tryk 16. De højtaljede, forvaskede og posede 1980’er-jeans lyser blegblå, og de figursyede poloshirts med striber ser endnu grimmere ud, end jeg husker dem. På lydsporet synger Rod Stewart ”Sailing” for at understrege historiens melodrama.

I 2017 lancerede Francois Ozon det historisk stilbevidste sort-hvide drama ”Frantz”, der ligesom denne film handlede om et trekantsforhold, hvor tre mennesker er underlagt illusioner, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Men ”Sommeren 85” savner raffinementet og den antydningens kunst, der gjorde ”Frantz” til en god film. I ”Sommeren 85” udlægges og visualiseres historien konkret, og hvis det ikke skulle være nok, lægger Alexis’ tilbageskuende fortællerstemme forklaringer og bekendelser oveni.

”Sommeren 85” er for lang, udpenslet og tydelig i sine pointer. Alexis bærer på en skyld over Davids død. Var han årsagen til den? Eller var det Davids egen hedonistiske tro på udødeligheden, der førte ham ud over alle grænser? I sin kærlighed til vennen forsøger Alexis selv at overskride dødens grænse – og normalitetens. Beskueren skal forstå, at Alexis er en forfatter in spe, der i en terapeutisk proces forsøger at skrive sig ud af sin pubertære psykiske krise med hjælp fra sin gymnasielærer. Men det behøver der ikke at komme en filmisk staveplade ud af. ”Sommeren 85” er en af Francois Ozons mindre væsentlige film.

Foto: Mandarin Production/Camera Film