Det sker, at et band mister fokus. Ligesom præsidenter, kontinenter og almindelige mennesker. Efter nogle tamme år er The William Blakes tilbage med deres ottende album. Et kriseramt Europa, zombieapokalypser og forløjede politikere analyseres og sættes på danserytmer. Den Brooklyn-residerende Kristian Leth og hans kompagni af søgende sjæle betragter den gamle verden, og måske prøver de at redde stumperne? Værktøjerne er klassisk The William Blakes: sfæriske energier og et vrikkende beat, der ofte overrasker. Eventyret, den bulede bjergvej, er bare mere attraktiv! Bandet, som engang spillede en eminent udgave af Kate Bushs ”Running Up That Hill” på DR TV, fortjener med dette – deres bedste udspil i lang tid – et langt større publikum.
Sangene på ”Quickie” er lige så korte som på The Magnetic Fields’ mesterværk ”69 Love Songs” (1999) – fra 12 sekunder til to et halvt minut. Lidt frustrerende, når ”Love Gone Wrong” knap nok når at folde sig ud. Men det er også en del af charmen hos rock’n’roll-manden Stephin Merritt, hovedmanden bag projektet, og han finder også på at lægge sin gravrøst over en sart ukulelebanjo. De 28 sange er effektfulde (og underlige) kærlighedsbreve på rockvers. Nogle gang lyder det som The Kinks eller bands, man har hørt på gamle transistorradioer. Men sangene er generøse og bliver kun bedre og bedre.
Engel med rockjakke
Hun lyder som en hvæsende Marianne Faithfull. Punkrocket, skramlet. På 67-årige Lucinda Williams’ nye epos ”Good Souls Better Angels” er depressionen ustoppelig; dårlige nyheder overalt. Nashville-sangerindens 15. studiealbum er en elegant dance macabre spækket med ægte følelser og djævlehistorier, som dem fra bluesmanden Robert Johnson. Faktisk er der mindre blues end på tidligere plader, men mystikken fra deltaet er til stede. Og alt imens hun synger om fjolser, klovne og hyklere (sangen ”Man Without Soul” handler om Trump), der danser rundt til frit skue, skinner håbet som nitter på en slidt rockjakke.
Hudløse fortællinger
Hayley Williams var engang med i det populære Tennessee pop-punk-band Paramore. Nu er hun ude med sin længe ventede solodebut. Tungen holdes lige i munden på hendes helt egen rute mellem funkpop og avantpop, og man spidser ører under Williams’ fortællinger om depression og om at tage kontrollen over sit liv som for eksempel i den vidunderlige ”Crystal Clear”. Hendes modne og hudløse beretninger bliver sammenlignet med privatlivsbekendere som Lady Gaga og Miley Cyrus. Det ambitiøse projekt, som er udkommet over tre omgange og udgør tre separate kapitler, peger i mange retninger, men lykkes overvejende ret godt.
Cowboy med øm baryton
Han kaldes kongen af Americana. Selvom nogle mener, Jason Isbell siden ”The Devil Is My Running Mate” (2007) har delt publikum: Er det nu ægte country? Men disse sange fra Isbells 400 Units-band er 100 procent befolkede af sårede desperado-cowboys. De gemmer penge under madrassen, fortæller beskidte jokes og prøver at være gode mennesker. ”River” synges fra en morders perspektiv, og ånden fra Isbells nære ven John Prine mærkes på ”St. Peter’s Autograph”. Her er både akustisk guitar og synthesizere, og Isbells baryton er øm. I sidste nummer synger en far til sin nyfødte baby: ”Being your daddy comes natural/ The roses just know how to grow/ It’s easy to see that you’ll get where you’re going, but the hard part is letting you go.”
Lilla rebeller
Hvor de jyske rocksøstre Noa, Naomi og Nataja Lachmis debutalbum ”Look Look Look” (2017) manglede personlighed og var fyldt til randen af klichéer og rockstjerneattituder, tør Velvet Volume nu fortælle deres egne historier. Endda med sortrandet humor og spas mellem linjerne. Garagerock og rebelsk Lenny Krawitz-guitar krydres med fængende omkvæd som for eksempel ”Young in Love Again”, der næsten lyder poppet. Denne variation og mere spændende musikalske dramaturgi klæder bestemt bandet. Bandet har annonceret en række efterårskoncerter. Forhåbentlig bliver det muligt også at opleve, hvordan energien på ”Ego’s Need” virker live og ikke kun gennem de små højttalere.
