Det var Robert Schumann, der engang i slutningen af 1840’erne med begejstring skrev om ”Schuberts himmelske længde”. Ganske vist var vendingen dengang møntet på den store, timelange C-dur-symfoni fra 1825-1826, men den ville have været lige så velanbragt om hans oktet i F-dur fra foråret 1824, et af kammermusikkens ubestridte mesterværker.
De seks satser har i de fleste fortolkninger en varighed på omkring en time, og det forstår man til fulde, når man hører musikken med satsbetegnelserne for øje. Efter en tøvende adagio glider musikken i førstesatsen over i en optimistisk allegro, hvor de otte instrumenter både udfolder sig individuelt og i et fint sammenvævet samspil – de otte er: to violiner, bratsch, cello, kontrabas, klarinet, fagot, horn. Den himmelske længde gælder værket som helhed, men ville være lige så velanbragt på andensatsen med betegnelsen ”andante un poco mosso” (en lidt bevæget andante) – den er værkets længste og spiller i godt 12 minutter. Som tredjesats har Schubert valgt en energisk scherzo – den synes at slentre lystigt af sted, kun afbrudt af en lyrisk triodel.
Fjerdesatsen – også den en andante, men nu med en række variationer – kan forekomme inspireret af den østrigske folkemusik, som Schubert lige fra barnsben må have lyttet til. Symmetrien opretholdes i en vis forstand med femtesatsens menuet, der i lighed med tredjesatsen rummer en smuk triodel. Oktetten afrundes med en sjettesats i en række forskellige tempi – det sidste er en ”allegro molto”, der sætter et effektfuldt, men kun tilsyneladende muntert punktum for det helt igennem forbløffende stykke kammermusik. Tragikken synes at lure under overfladen.
Der udkommer begribeligvis stadig vellykkede indspilninger af oktetten, men når jeg alligevel griber tilbage til en bedaget version fra 1955, skyldes det ikke nostalgiske følelser, men det faktum, at det drejer sig om en optagelse fra Moskva, hvor violinisten David Oistrakh havde fået samlet en række eminente musikere. Især de tre blæsere gør indtryk. Hornisten Jacov Shapiro har et markant vibrato, der i hvert fald dengang var kendetegnende for mange russiske hornister, og også klarinettisten Vladimir Sorokin og fagottisten Joseph Steidel spiller med en særlig klangskønhed. Tempovalgene kan måske i dag forekomme noget magelige, men passer egentlig fortrinligt til Schuberts forunderlige blanding af vemod og munterhed.
Oktetten er undertiden blevet sammenlignet med Beethovens septet i Es-dur fra 1799. I og for sig nærliggende, men hvor Beethoven-værket ”bare” er et smukt eksempel på et afbalanceret wienerklassisk værk, stikker Schubert-oktetten dybere og er i sine mange gribende øjeblikke udtryk for en længsel efter den himmel, man kan forestille sig, musikken kommer fra. Mon ikke også det har været en af pointerne med Schumanns metafor?