Sonetterne om prostitution fra Harald Voetmanns hånd skal bare læses

Harald Voetmanns ”Hetærebreve” er originale, provokerende, skarpsindige, groteske, elegante og hylende morsomme

Sonetterne om prostitution fra Harald Voetmanns hånd skal bare læses
Foto: Gyldendal.

Hetærer er navnet på en gruppe prostituerede med en særlig høj rang i det gamle Grækenland. Det nærmeste, man kommer på dem i det mere moderne samfund, er formodentlig de franske saloners kurtisaner, hvis opgave var at være elskerinder og kultiverede selskabsdamer for herrer fra borgerskabet. Som et eksempel på, hvor forfinet og dekadent den gamle græske kultur kunne være, havde man tilmed en litterær genre ved navn hetærebreve, der blev perfektioneret af digterne Lukian og Alkiphron omkring 200 e. Kr., hvis essens var at give stemme til fiktive og ikke-fiktive brevkorrespondancer mellem forskellige hetærer og deres elskere eller kunder. Det kom der nogle yderst pikante, intime og psykologisk komplekse skriftlige vidnesbyrd ud af, hvor hetærerne og deres elskere udtrykker deres følelser, der spænder fra hengivenhed, glæde og medlidenhed til angst, livslede og kynisme.

Undrer man sig over, hvad den bizarre genre kan have med ny dansk litteratur at gøre, undrer man sig mindre, når man hører, at forfatteren til en samling digte med titlen ”Hetærebreve” hedder Harald Voetmann. Voetmanns forfatterskab er ikke bare karakteristisk ved et voldsomt fokus på den pikante detalje og det skjulte og væmmelige, men også qua digterens uddannelse i klassiske sprog ved en tilbagevendende interesse for den gamle græske og romerske kultur.

Man begynder nu at kunne skimte, hvad det interessante i Voetmanns bog er, for hvor den klassiske centrallyrik udtrykker et "jegs" autentiske følelser, og der ofte ikke er de helt store variationer, så giver tekster med mærkelige iscenesatte udsigelsessituationer, som dem Voetmann her gestalter med sine hetærer, enorme muligheder for at udtrykke følelser og omverdensoplevelser, som vi ikke lige kendte. Ikke mindst de oplevelser af medlidenhed, foragt og had, som den prostituerede naturligt nok må føle over for sine ofte gamle, afstumpede, liderlige og ynkelige kunder, og som hun må forstille sig overfor, står i centrum i Voetmanns hetærebreve: ”Til kloform folder han sin hånd foran sig / uophørligt klemmer han den rundt / om natteluften, mumler noget spagt om / lidelse. Jeg tror jeg hører ordet / orgasmegaranti fra herrens mund. / Kom, grams på luften, den er / alt du får.”

Her skal vi stoppe op, for den opmærksomme læser har lagt mærke til, at Voetmanns vers er femfodsjamber, og som om dette ikke var nok, så er hele samlingen en excentrisk konstruktion af metriske mønstre. Digtene er ikke bare skrevet i de klassiske former sonet, villanelle og sestina, men er også akrostiske, hvorved der forstås, at begyndelsesbogstaverne hele tiden danner ét bestemt ord, nemlig "Akolouthi".

Og hvorfor så det? Elementært, min kære Watson! Fordi ordet Akolouthi betyder ”Følg mig” på oldgræsk, og fordi man på Louvre har en terrakottafigur af en hetæresko fra det 2. århundrede, i hvis bund dette ord er indprentet. Og Voetmanns digte uddyber hermed hendes budskab. Det kan for eksempel med sadistisk hån lyde: ”Afgudsdyrker, adlyd min befaling: / Kast dig for mit fodaftryk, og trygl / om, at jeg må vise mig for dine / liderlige øjne, klynk og flæb / over ensomheden, du er stedt i / uhjælpeligt. Måske jeg da / titter på dig fra et sted i mørket / hvor du intet aner / intet får.”

Andre gange er den foragt, som prostitutionskunden og det mandlige køn generelt rammes af, lige så elegant og morsom, som den er fair og relevant, som i et digt, hvor hetærestemmen går i flæsket på den store symbolist R.M. Rilke, der digter om ”hetæregrave” og tiltaler hetærerne med vendingen ”Flodsenge, var I jo”: ”Og: Flodseng, kan du fandme være selv! / utroligt, hvad man skal finde sig i. / Tag dine metaforer med dig, jeg / har ikke brug for dem.”

Højdepunktet i Voetmanns suveræne bog er den sidste del, hvor vi i en række sonetter møder en ”old boy”, der spiser ”grahamskiks fra handskerummet” og ”twindog” og læser ”Pige-Special” i sin ”Toyota HiAce”, mens han er på vej til sin massageklinik-hetære: ”HiAce er på sin færd i det midtjyske / til Ikast kommen, i annoncen stod / utugtige, utérligt kontrakyske / ordklynger, som indgød chaufføren mod / ”Latinafrække Donna", Ikast, villig / og frisk på superfransk og dominans / kom to gange for samme pris, brandbillig / afventer hun den kræsne gentlemans / instrukser i en hygiejnisk kælder!”

Voetmanns ”Hetærebreve” er originale, provokerende, skarpsindige, groteske, elegante og hylende morsomme. Læs dem!

Harald Voetmann: Hetærebreve. Digte. 88 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.