Prøv avisen

Sophus Claussen - den livsforklarende poet

"Vi saa paa Mulden, hvor Somrens Storhed rundt om befol. Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol", skriver Sophus Claussen i digtet "Midsommer. Foto: Leif Tuxen.

Digtet "Midsommer" sætter fokus på, at sommer også er kedsomhed, forklarer professor Bo Hakon Jørgensen

"Sommer er jo så mange ting – blandt andet også kedsomhed i stegende sol. De fire første vers i Sophus Claussens digt 'Midsommer' fra 1917, som er præsenteret ovenfor, får os til at huske, hvordan man kedede sig i solen i ungdommen. Og hvilken beskrivelse, Claussen leverer, set fra skyggen under skræpperne ud på bæltet, sikkert Storebælt, hvor en damper ankrer op!

Men så vides beskrivelsen ud til at være livsforklarende for hele Claussens generation (født i 1865, 20 år i 1885, 41 år i 1906, hvorfra de første noter til digtet stammer). Og solen udvider sig til at være livskravene, man bliver underlagt: "selv dræbt af Sol". Eventyret, som ungdommen lovede, går bort uden at være opfyldt – og i dets sted melder sig så en anden dimension: interessen for livets dæmoniske sider, som skildres i "Skrækken" og de mange ord med to trykstærke stavelser: Stenkul, Trækspil, Springdans. Den rytmiske følge af trykstærk og tryksvag går i stykker omkring disse ord.

Nu er det arbejdstimer og ikke eventyrets timer, og der søges i de følgende (ikke-trykte) strofer efter en kulsort fe, der fra livets mørke side kan give den mening, solen og sommeren tidligere stod for.

I 1917, hvor digtet færdiggøres, søger Claussen at forstå Første Verdenskrigs rædsel som noget også i ham selv. Denne sommerens kedsomhed og det, den blev til, da livsplanen gik i stykker, var den ikke det, som i en anden dimension udløste krigen?

Kedede verden sig ikke skæv og moderne mellem 1900-1914, hvorefter krigen brød løs? Læs hele digtet andetsteds for denne problematik. Men nyd her den sitrende beskrivelse af dansk sommerhede betragtet fra skrænten ud over det flimrende bælt."

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

Gennem sommeren bringer Kristeligt Dagblad en række klassiske danske sommerdigte kommenteret af kyndige kendere. Dagens digt er det fjerde i serien. Alle digte kan læses på:

kristeligt-dagblad.dk/digte

"Midsommer"

1. Vi laa paa Maven, imellem Skræpper og dræbte Myg.

Der kom ej nogen, vor Broder Snogen gled hjemmetryg.

Bag Bladeteltet, hvis Skærme vælted, vi laa beskyttet,

skønt Solen lyned i Planteæltet og Sneglespyttet,

og Arachnider spandt Spindeltraade af graaligt Bryg

Vi laa paa Maven, imellem Skræpper og dræbte Myg.

2. Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen,

saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen.

Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol – ?

Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol.

3. Vi stirred ud over store Følfod paa léret Brink

til Skovens Kam, hvor en ung Kvinde os før gav Vink.

Men Eventyret, som var os lovet,

gik bort en Vaar med sin Drøm om Hoved.

Vi saa paa Mulden, hvor Somrens Storhed rundt om befol.

Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol.

4. En Fryd af Tavshed og Muld og Skræk!

Her skaanes Øjet af Skræntens Blade,

For Havets blinkende Drøm og Flade: -

En Damper ankres der dybt i Bæltet, som blaaner væk.

Og der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil paa Skibets Dæk.

Men ind imellem fra Havnen høres en taktfast Kran.

Den har – mens Kysterne middagssløres – sin Arbejdsplan!

Den sluger Stenkul – hør efter: Stenkul! Og spyr dem væk.

Men der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk.

Første fire vers af det 13 vers lange digt fra 1917 af Sophus Claussen. Digtet er sat anderledes op end i originalen, hvor der bruges linjefald. Arachnider er edderkopper.