Sorg er en proces, der aldrig slutter

Vi må lære at leve med sorgen, skriver psykolog og forsker Mai-Britt Guldin

Der er nu trykt over en million af de små ”Tænkepauser”, og såvel læsere som anmeldere har for længst afsagt deres dom: Serien er en succes.

Også nummer 55 i rækken kan Aarhus Universitetsforlag og forfatter Mai-Britt Guldin sagtens være bekendt. Den holder nemlig det høje niveau, hvor ikke mindst den stramme redigering fortsat imponerer, og hvor man igen kommer vidt omkring på de blot 60 sider.

Denne gang handler det om sorg, og i modsætning til mange af de andre ”Tænkepauser” er her masser af cases, da forfatter og psykolog Mai-Britt Guldin dels har klienter, dels forsker, og derfor kan hun krydre sin teori med konkrete eksempler, der er almenmenneskelige. Man vil altså opleve, at denne tænkepause ikke byder på så mange overraskelser, men flere almindeligheder end den om myrer eller den om monstre, men den er ikke desto mindre en glimrende overflyvning over sorgens landskab.

”Sorg kan vi definere som den fundamentale reaktion, vi gennemgår, når vi mister nogen eller noget, vi er følelsesmæssigt knyttet til, eller som har betydning for vores identitet.” Sådan skriver Mai-Britt Guldin, og vi kommer gennem livet til at sørge over mange forskellige ting, som den, der har mistet sin ægtefælle, som den unge mand, der har mistet sit ben, eller som den yngre kvinde, der efter talrige forsøg på at blive gravid, har mistet både drømmen om at få børn – og sin mand til en anden kvinde.

Mai-Britt Guldin blander eksempler fra sin praksis med den klassiske sorgteori fra Freud frem til i dag og med sorg-skildringer hos forfattere som Joan Didion, H.C. Andersen og C.S. Lewis – og hun viser os, at vi fejlfortolker sorg, hvis vi tror, at vi kan få den overstået og lægge den bag os én gang for alle. Og det gør vi. For vi er fremmedgjort over for sorg. Det falder os ikke let at tale om død, tab og sorgens følelser.

Men det er ikke noget nyt. Hvis man skal tro den franske historiker Philippe Ariès og hans ”Dødens historie i Vesten fra middelalderen til nutiden” fra 1975, så forsvandt døden ud af vesterlændingenes bevidsthed allerede i 1930’erne. Som Mai-Britt Guldin skriver: ”Vores forhold til døden lider under, at vi er kommet til at tro, at vi kan og skal undgå døden og den sorg, der følger med.”

Og måske er det derfor, fordi vi er blevet så dårlige til at forholde os til sorg, at man nu kan få sorg som diagnose, hvis den bliver for kompleks og kompliceret – og Mai-Britt Guldin spørger i den forbindelse, om vi er blevet mindre robuste over for psykisk smerte, om vi generelt mangler erfaring med den, og om vi sætter sorgen på spil og dermed ”kan komme til at fratage mennesker troen på, at de selv er i stand til at håndtere livets belastninger og følelsesmæssig smerte”, når vi sygeliggør sorg.

Som et gammelt ordsprog siger: ”Dét, der ikke kan ændres, må bæres.” Og det gælder også tab og sorg. Som vi igen skal lære at gøre til en del af os selv.8