Prøv avisen
5 stjerner

Roman om fortvivlet skilsmissefar er nærværende i et gnistrende og farvemættet dansk

5 stjerner

Islandske Auður Ava Ólafsdóttir har skrevet en smuk og meditativ roman om et fortvivlet menneskes søgen efter mening

”Hvordan var jeg som far?”. Spørgsmålet falder tidligt i islandske Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Ar”. Jonas Ebeneser, som hovedpersonen hedder, vil gerne vide, hvilke tanker hans voksne datter gør sig om sin barndom. Et svar får han dog ikke. I stedet får han et modspørgsmål: ”Hvad er der, far?”. Hun er bekymret for ham, også selvom hun ikke ved, hvor galt det faktisk står til med ham.

Efter en ubehagelig skilsmisse føler Jonas sig fortabt. Hans ekskone har fortalt ham, at han ikke er biologisk far til sin datter. Det er et stort chok for ham. Han er med egne ord ”uden magt” og ”uden seksualliv” og fortvivlet over manglen på kærlighed og eksistentiel fylde. Derfor vil han dø.

Auður Ava Ólafsdóttir skriver fint og enkelt om Jonas’ tomhedsfølelse, der, uden at det for alvor går op for ham, leder ham over i en jagt efter meningen med livet. Han låner i første omgang en riffel for at skyde sig selv, ”en Remington XB 40”, men kan alligevel ikke forlige sig med tanken om, at hans datter efterfølgende skal finde hans lig på den måde. Han får derfor den idé at rejse ud til en tidligere krigszone for at møde døden der.

Jonas rejser til ”et af de farligste steder i verden”. Det er et borgerkrigshærget land, hvor der nu hersker en skrøbelig våbenhvile. Han indlogerer sig på et hotel og vil lige se tiden lidt an, inden han hænger sig selv. Han har taget en boremaskine med, så han kan montere en krog i loftet til et reb. Hotel Silence, som hotellet hedder, drives af en ung bror og søster, som sammen med hendes barn har overlevet krigen og nu forsøger at skabe gode rammer for stedets meget få gæster.

Jonas er ferm med sine hænder og sætter sit værelse lidt i stand. Det opdager det unge værtspar, og de hyrer ham nærmest mod hans vilje til at gennemføre en lang række reparationer på hotellet. Snart bliver der også bud efter ham ude omkring i byen. Mange mænd er døde under krigen. Derfor er en mand som Jonas, der kan udrette noget med sine hænder, i høj kurs. Sideløbende med den proces åbner den unge kvinde op og fortæller ham om sine oplevelser under krigen. Ad den vej guider fortælleren læseren ind i et landskab fyldt af chok, død og lemlæstelse. Kvinden fortæller Jonas om, hvordan hendes far, der var leder af rigsarkivets håndskriftsafdeling, blev dræbt. Siden blev hendes økonom- og jazzmusikermand skudt på en fodboldbane midt i ingenmandsland. Han lå såret i tre døgn uden at kunne få hjælp. Til sidst forblødte han af sine sår. Krigens grimhed bliver konkret.

Jonas iagttager, hvordan den unge kvinde og de andre krigsramte mennesker kæmper imod alle psykologiske odds for at skabe mening i deres tilværelse. På trods af alt det, der gør ondt, har de mod på livet. Deres grå og sønderskudte virkelighed får langsomt, men sikkert stærke farver igen. Det livsmod smitter uvilkårligt af på Jonas og på læseren. Man bliver mentalt løftet af at læse romanen.

”Sorg er som et glaskår i halsen,” siger den unge kvinde et sted i romanen til Jonas. Formuleringen er karakteristisk for den lavmælte og meditative fortælling, som er båret af Auður Ava Ólafsdóttirs sikre sproglige gehør. Hun udnytter ordene smukt i sin bestræbelse på at skildre, hvordan den lille traumatiserede familie på hotellet lidt efter lidt genvinder balancen og fremkalder håb for sig selv og for Jonas. Det er i den for bindelse også væsentligt at fremhæve oversætteren Erik Skyum-Nielsen, der har evnet at gøre Ólafsdóttirs fortælling nærværende i et gnistrende og farvemættet dansk. Det er ingen ringe kunst.