Er de døde døde, når de er døde, kunne man spørge. Spørg enken eller moderen til et dødt barn om det! Jeg har været præst i snart 40 år og ofte undret mig over, hvor levende de døde er. Også i mit eget liv.
Jeg har nogle gange siddet over for mennesker, der har følt et stort pres fra omgivelserne om at komme videre. Det er i orden at være i sorg et vist stykke tid, men så heller ikke længere, så må du søge ”professionel hjælp”. Der findes jo redskabskasser med ting til at fikse det hele, også sorg. ”Jamen, er det ikke unormalt at være i sorg her 10 år efter?”, husker jeg, én spurgte mig. Han savnede sådan sin kone.
Jeg kunne give spørgsmålet videre til sognepræst Lise Trap, der har skrevet flere bøger om sorg. Nu er hun ude med nummer tre: ”Vinterblomster – at forandres i sorg”. Hendes tidligere bøger hedder ”Sorg – den dybeste ære glæden kan få” og ”Hjertebånd – at leve med sine døde”.
Hvad ville hun svare manden? Det gør hun i bogen med følgende:
”Sorgen gennemleves ikke nødvendigvis i bestemte faser, men for mange er det en bevægelse mellem det, der var, og det, der er. Sorg holder nødvendigvis ikke op, men bliver for nogen livslang og et livsvilkår, man til stadighed må leve med.”
Lise Traps bog sætter fokus på den sørgende, der skal finde ud af livet på ny efter sorgens indtræden med tabet af en elsket. Hendes grundtanke er, at selv i sorgens mørke må man tage virkeligheden på sig, og det er ikke nemt. Som hun selv skriver:
”Det drejer sig ikke om at se på livet ud fra en anstrengt og anstrengende idé om at se noget positivt i alting. Det er ikke en opfordring til at følge banale, gamle råd som: ’Gør som soluret – tæl kun de lyse timer.’ Det er ikke en opfordring til ulykkelige mennesker om at tænke og føle anderledes, end de gør. Snarere er det en opfordring til den ulykkelige om at lægge grundigt mærke til, hvilke tanker og følelser der er, og give dem lov til at være der.”
Der ligger i denne opfattelse en stor accept af det enkelte menneske og sorgens forskellighed. Her er ingen skemaer og bedrevidende forslag, men et klogt menneskes overvejelser og erfaringer. Sorgen forandrer et menneskeliv, men der er også en forandring i sorgen hen over tiden. Derfor har bogen den undertitel, den har.
Bogen er bygget op med en række afsnit med overskrifter som for eksempel ”Døden giver ingenting”, ”Det, der ikke er godt for noget”, ”Det negative er ikke positivt”, ”Alt er revet itu”, ”Jeg har fået et andet og dybere forhold til andre” og ”Jeg værdsætter livet mere”. Her er sorg, blomster og forandring.
Der er en ærlighed og en nænsomhed over hendes kapitler, der virker befriende. Indimellem sine overvejelser har hun en række citater fra folk, hun har mødt i virkeligheden, og fra digtere og romaner. Her er ingen floskler og intet ordskvalder.
Hun lader på en befriende måde sorgen have sin plads. Det hører med til vores liv, at vi mister hinanden. Vi skal ikke negligere sorgens faktum og pådutte hinanden bare at komme videre eller tænke positivt. Døden giver intet. Det gør livet derimod. Det gør livet i mødet med døden derimod. Det gør mødet med virkeligheden derimod, og det er den virkelighed, hendes bog lukker så fint op for, så man på én gang kan bære både sorgen og glæden i sig.
Til sidst i bogen er der to gode afsnit om kristendom og sorggrupper. Om sidstnævnte skriver hun, at de hverken er terapi eller behandling, men fordybelse og besindelse. Hun har selv en del år haft sorggrupper, så hun taler af erfaring. Hun rækker herved os læsere en buket af vinterblomster.
Læs interview med Lise Trap på