Sorgcenter: Tal med dit barn om Hugo Helmigs død - og hør musikken

Det er vigtigt at anerkende sorgen forbundet med musikerens død, siger direktør i Det Nationale Sorgcenter.

Hugo Helmigs dødsfald kan især gøre indtryk på teenagere, som ifølge direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt kan gå rundt med en følelse af udødelighed.
Hugo Helmigs dødsfald kan især gøre indtryk på teenagere, som ifølge direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt kan gå rundt med en følelse af udødelighed. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Det kan være en god idé at lytte til Hugo Helmigs musik sammen med dit barn, for hvem musikerens bortgang kan komme som et stort chok.

Det fortæller direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt.

- Som forælder er det utrolig vigtigt at anerkende den sorg, der er forbundet med tabet af Hugo Helmig. Det vil sige, at man taler om det, at man måske sammen med sine børn hører noget af hans musik og netop giver plads til nogle af de tanker, der er forbundet med det, siger Preben Engelbrekt.

Fredag kom det frem, at den danske musiker døde 23. november. Det har hans far, Thomas Helmig, skrevet på sin profil på det sociale medie Instagram.

- Det er helt sikkert et kæmpe chok for mange børn og unge, og mange vil også sørge nu, fordi han var et stort idol for dem, siger Preben Engelbrekt.

Hugo Helmig blev særligt kendt i egen ret, da han udgav debutsinglen "Please don't lie". Sangen blev ifølge Jyllands-Posten til det største danske radiohit i 2017, da det udkom.

Sangen, som blev skrevet af Hugo Helmig selv sammen med Emil Falk, blev første smag på det, der endte som albummet "Juvenile" i 2019.

Blot to år efter gav den unge stjerne dog et indblik i sit livs skyggesider. Samtidig valgte han at trække stikket på sin musikkarriere.

Årsagen til hans død er ikke kendt af offentligheden.

Dødsfaldet kan især gøre indtryk på teenagere, som ifølge Preben Engelbrekt kan gå rundt med en følelse af udødelighed.

- Det med at dø er netop noget, mange teenagere ikke går rundt og tror. Så det bliver en voldsom konfrontation med ens egen dødelighed.

Den konfrontation kan man ifølge Preben Engelbrekt hjælpe med ved at tale med sit barn om, hvilke følelser der kommer frem i forbindelse med dødsfaldet.

- I høj grad handler det om at høre barnets tanker og følelser og få dem til at sætte ord på det og deres sorg. Hvad det er, det gør ved dem. Der vil også være nogle, som bliver bange i forhold til døden og spørger: "Kan jeg også dø, kan min mor og far dø?"

Sorgen vil sandsynligvis fylde meget hos mange af musikerens fans i de kommende dage. Men for langt de fleste vil sorgen ifølge Preben Engelbrekt aftage igen.

Der kan dog være nogle, som kan have brug for ekstra hjælp.

- Der vil være nogle, som kan være særligt sårbare og have svært ved helt at slippe det, og hvor angsten begynder at overtage livet. Der kan være brug for en håndsrækning i forhold til det professionelle, siger Preben Engelbrekt.

/ritzau/