Prøv avisen

Sorgen bliver kun mindre, hvis man deler den

Familien er blevet et grundtema i Katrine Marie Guldagers forfatterskab. Men først da hun selv havde fået mand og børn, havde hun lyst til at skrive om tabet af sin far. Foto: Leif Tuxen

Digtsamlingen "Et sted i verden" handler om Katrine Marie Guldagers dybeste sorg: Da hun mistede sin far under togulykken i Sorø i 1988. Læs eller genlæs artiklen, der er relevant efter onsdagens ulykke på Storebælt

Sorg er et stort tema i mange digtsamlinger, men det har taget forfatteren Katrine Marie Guldager mange år at kunne skrive digte om den katastrofe, der ramte hende selv i 1988.

Dengang var hun 21 år og i forvejen i chok og i sorg over, at hendes gode veninde var blevet skudt under en udenlandstur til Nicaragua. Den danske begravelse fandt sted på en lørdag, og hun brugte weekenden sammen med en veninde hos sin far, der nu boede permanent i familiens firlængede gård på Stigsnæs ved Skælskør.

Mandag morgen sagde hun farvel til faderen, der skulle på arbejde, men senere på dagen ringede hendes mor og fortalte, at der var sket en togulykke ved Sorø, og at faderen ikke var mødt på arbejde.

Katrine Marie Guldager kunne fortælle moderen, at faderen var taget afsted, og selv blev hun fyldt med frygt.

"Det var jo i tiden før mobiltelefoner, så vi kunne ikke ringe til ham. I stedet kørte jeg sammen med min veninde rundt til forskellige sygehuse og politistationer i området for at høre, om de havde fundet ham. Danmark var slet ikke rustet til sådan en ulykke dengang. Der var intet overblik over antallet af døde og sårede, og der var vild panik på politistationerne, hvor mange pårørende var mødt op," fortæller Katrine Marie Guldager fra sit køkken i Kastrup og tilføjer:

"Ingen vidste noget, men alle sagde, at han nok bare hjalp redningsfolkene. Om eftermiddagen ringede de dog fra Slagelse Politi og fortalte, at de nok havde fundet ham. Jeg blev hentet af en betjent og blev kørt alene til hospitalet for at identificere liget af min far. Det var ham. Så bagefter måtte jeg sidde og ringe rundt til familie og venner og fortælle, hvad der var sket."

Lørdagen efter blev faderen begravet, men Katrine Marie Guldager havde svært ved at finde trøst noget sted i de næste mange år.

"Min mor var hurtig til at sige, at det var mere synd for min storesøster, og min faster og farbror syntes åbenbart også, at det var mest synd for dem, så jeg følte ikke, at der var plads til min smerte og mit tab."

Det skriver Katrine Marie Guldager rammende om i en lille familie af Efter katastrofen-digte i sin nye digtsamling Et sted i verden:

"Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig væk, nogen, der sagde: Dette er vores smerte. Så mærkeligt at slås om dét: Resterne af en død mand," skriver hun blandt andet i et af digtene.

Digtsamlingen er hendes første i 13 år. Katrine Marie Guldager er ellers en forfatter, der er kendt for at spænde suverænt over de fleste litterære genrer. Siden hun debuterede for 20 år siden, er hun både blevet rost for sine romaner, noveller, essays og digte. Men det har af flere grunde taget tid, før hun har haft lyst og overskud til at sætte ord på, hvad hun er gået igennem i digtform:

"Digte er nok den litterære genre, der er tættest på dig selv som forfatter. Man ville blive overrasket, hvis Yahya Hassan ikke har oplevet noget af det, han har skrevet om. Søren Ulrik Thomsen udtrykker det meget godt, når han siger, at digte ikke er fiktion. Det er heller ikke dokumentar i den forstand, at man nødvendigvis har kogt en svane, fordi det står i et digt. Men man kommer tættere på sig selv, når man skriver digte, end når man skriver en roman. Og det havde jeg ikke lyst til i mange år," siger hun og lader blikket glide hen over stuen, hvor hendes to børn på to og fire år til daglig har god plads til at lege på gulvet:

"Sorg er virkelig noget, der kan give langvarig dårlig karma. Jeg var simpelthen for uforelsket i livet til at skrive om tabet af min far i digtform. Men nu har jeg fået en sød, empatisk mand og to dejlige børn, og pludselig var jeg et sted, hvor jeg havde mod til at gå ind i det eftertænksomhedsrum, som det kræver at skrive digte om svære ting i livet."

Digtene handler både om relationer, levet liv og sorg, men også om, hvordan den tabte tid kan genopstå i digtene, hvor gamle oplevelser kan få nyt liv. De døde bogstaver kan på den måde blive levende myrer, der af sig selv bygger nye betydninger og rum at gå ind i.

Katrine Marie Guldager tænker selv på sine nye digte som rummelige huse, læserne selv kan gå ind i og spejle sine egne oplevelser i. Men hendes digtstemme har også ændret sig meget, siden hun udsendte sine første digte for 20 år siden.

"Tidligere skrev jeg meget rablende og rasende, og de her digte er skrevet med en fortællerstemme, der hviler mere i sig selv. Jeg var faktisk meget i tvivl, om jeg ville bruge den ene eller anden stemme, men det viste sig, at min stemme var blevet afdæmpet med mere plads til læserne," siger hun og smiler:

"Da jeg var yngre, var jeg mere optaget af, at folk skulle forstå, hvordan jeg havde det. Men med alderen har jeg fået mere plads til andre mennesker i mit liv. Der er derfor også blevet mere plads til et du i mine digte. Jeg tror egentlig, at det er meget typisk. Man er mere selvoptaget som ung. I denne her narcissistiske tid, vi lever i, går de første 30-35 år jo nærmest med at finde ud af, hvem man selv er, inden der også bliver plads til andre. Men nu håber jeg, at der vil være mange, der kan spejle deres egen sorg i den sorg, jeg skriver om."

Mens sorg er et tema i en serie af digtene er forholdet til andre mennesker et centralt tema i hele Katrine Marie Guldagers forfatterskab, der med tiden er kommet til at handle mere og mere om familien.

"Mine seneste romaner handler om familien, og min nye digtsamling handler også meget om familierelationer. Det er i familien, vi bliver til. Det er dér, vi får skabt vores identitet, mens vi bliver båret eller holdt nede af vores nærmeste. Men familien er jo også et billede på den store familie i verden. Alt, hvad der foregår af onde ting i verden, foregår også i mindre målestok i familien. Man udelukker hinanden og vil ikke tale sammen. Man bliver skilt og har dramaer omkring børnene. Familien er på den måde et godt sted at få knyttet det universale til det enkelte. Og romaner handler jo om personer, de er romanens motorer. Derfor nyder jeg også selv at læse om de bibelske fortællinger, selvom jeg ikke selv er troende. For alt, hvad man kan opleve af smerte, sorg, svigt og familiekonflikter, har bibelfigurerne jo også været igennem. Og det er en enorm trøst, synes jeg."

Selv er hun opvokset med eksperimenterende familieformer i 1970erne, hvor hendes forældre boede i Danmarks første bofællesskab.

"Alting skulle være frit og legende. Bagsiden af medaljen var nok, at der heller ikke blev sat så mange grænser for børnene. Og det, tror jeg, kan betyde, at man får et lidt grænseløst jeg, så man ikke er så god til at passe på sig selv. Man kan få et forvirret billede af, hvornår jeg ender, og verden begynder. Derfor er jeg nok lidt mere omhyggelig med at give mine egne børn grænser og rammer, så de ved, at de nok bestemmer over sig selv til en vis grad, men at de altså ikke bestemmer over verden. Selvfølgelig skal man ikke ydmyge børn med disciplin, men de har godt af faste ritualer og rammer. Og jeg synes, at det er vigtigt at lære børn, at familien ikke falder sammen, hvis de får et hysterisk anfald. Det går over," siger småbørns-moderen, der også skriver om at sætte liv i verden i sine digte.

Titlen på digtsamlingen Et sted i verden indikerer også, at den er skrevet fra et bestemt sted i livet.

"Jeg synes, at der skal gå tid imellem, at man skriver digte. På en eller anden måde skal man være blevet en anden, så man kan skrive om livet fra det nye sted. Jeg synes egentlig, at det er uetisk at henvende sig til folk med sine digte, hvis man ikke har noget på hjerte. Men nu er det tydeligt, at jeg hverken er helt ung eller gammel. Og nu havde jeg også noget nyt at sige med mine digte. For de er skrevet fra et sted midt i livet, hvor man overvejer, om man har truffet de rigtige valg, har overlevet sine fjender og forsonet sig med sig selv."

Hvad har du skullet forsone dig med?

"Jeg har blandt andet skullet forsone mig med mit temperament og min egen ufuldkommenhed. Det er gået op for mig, at jeg ikke nødvendigvis er lige så large, som jeg troede, at jeg var. Og sådan er der mange ikke nødvendigvis smukke sider af en selv, som man skal forsone sig med. Jeg kan for eksempel blive ved med at være vred over de samme ting 20 år i træk, selvom jeg troede, at jeg ville blive klogere og mere afklaret med tiden. Men man skal forsone sig med, at livet er en konflikt og bliver ved med at være det."

Digteren sukker demonstrativt dybt, inden hun tilføjer:

"Vi lever i en kultur, hvor man hele tiden får at vide, at man skal arbejde med sig selv. Men jeg tror, at vi skal forsone os med, at vi også har en kerne, som man skal passe på, at man ikke laver om. I 1970erne gik man meget op i, at man blev formet af sit miljø. Men jeg kan se på mine egne to børn, at de er forskellige af natur, selvom de bliver behandlet på nogenlunde samme måde. Og jo ældre jeg bliver, jo mere går det også op for mig, at man grundlæggende ikke kan lave sig selv om i hvert fald ikke sin kerne. Selvfølgelig bliver man præget af oplevelser, man ikke vil have gentaget og derfor laver forsvarsmekanismer imod. Men jeg tror også på, at vi har nogle medfødte personlighedstræk, som vi ikke kan løbe fra. Jeg er for eksempel meget afhængig af at være omgivet af stabile mennesker, som jeg kan stole på, mens jeg er mere ligeglad om haven eller stuen roder. Det er heller ikke vigtigt for mig at bruge 100 år på at se pæn ud, ligesom jeg heller ikke dømmer andre ud fra deres udseende, men jeg ville slet ikke kunne leve med en mand, der ikke havde medfølelse med mig. Det hører alt sammen med til min menneskelige kerne," siger Katrine Marie Guldager, der regner med, at der nu vil gå lang tid, før hun igen skriver en ny digtsamling.

Til gengæld nyder hun at pendle mellem de forskellige litterære genrer. Og det er igennem sine romaner, at hun har fundet sit største publikum:

"Jeg startede med at skrive digte, som mange jo gør, når de er unge. Men jeg syntes, at det blev lidt for indspist. Det var en meget lille offentlighed, man skrev digte i. Jeg følte, at det blev lidt klub-agtigt at skrive digte i Danmark, hvor det også altid var de samme, der kom, når man var ude og læse op. Jeg fik derfor lyst til at prøve kræfter med romanen, og jeg havde også lyst til at prøve at komme i kontakt med et lidt større publikum. Og med min romanserie Køge-krøniken har jeg fundet et nyt fundament som forfatter, fordi jeg nu ugentligt holder foredrag og møder læsere dér. Og det er en stor glæde. Men jeg er nu også meget godt tilfreds med min nye digtsamling," siger hun og slår en stor latter op, inden hun afslutter interwiewet for at gøre sig klar til at tage til Fyn, hvor en samling læsere venter hende om aftenen.

Forfatterlivet fortsætter.