Sorgen har ikke et fælles udtryk

Med indføling og sproglig præcision kaster Lotte Kirkeby sig over sorg og ensomhed i sin roman ”De nærmeste”, der viser tre søskendes forskellige reaktioner på forældrenes død

Lotte Kirkeby skriver sig som det naturligste af alt ind i den nye sorgtendens med sin første roman ”De nærmeste”.
Lotte Kirkeby skriver sig som det naturligste af alt ind i den nye sorgtendens med sin første roman ”De nærmeste”. Foto: Leif Tuxen.

Sorgen er blevet det helt store tema. Der forskes i den, tales om den og skrives om den. Navnlig de nordiske forfattere undersøger i disse år med en utrolig åbenhed, hvordan den opleves og føles, og hvilke konsekvenser den har socialt og mentalt.

Interessen kan skyldes mange forskellige forhold, men det er meget tænkeligt, at tabet, tomheden og savnet rammer et særligt nordisk, dybblåt vemod, som vi genkender fra kunsten. Med mindre altså det handler om, at vi helt grundlæggende er blevet bedre til at stå ved det, som er svært og tungt, eller at vi måske ligefrem er begyndt at erkende, at forestillingen om det perfekte liv, det 21. århundredes oppustede forbandelse, ikke holder en meter i mødet med døden.

Lotte Kirkeby, der debuterede i 2016 med novellesamlingen ”Jubilæum”, skriver sig som det naturligste af alt ind i den nye tendens med sin første, meget eftertænksomme og følsomt stemte roman ”De nærmeste”. Forfatteren, som også er litteraturanmelder her ved avisen, tager afsæt i to dødsfald og de forskelligartede reaktioner, som de medfører hos den nærmeste familie.

Romanen begynder med den klinisk tørre sætning ”de dør natten til søndag”. Det varer er stykke tid, før vi får at vide, hvem de er, og hvem der står bag den kortfattede, umisforståelige meddelelse. På de første mange sider nævnes ingen navne; der er kun vage antydninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fortælleren, Anna, der er stort set lammet af dødsfaldene, nærmer sig afsløringen gennem forsigtige omskrivninger. Hun siger blandt andet i en bisætning et sted, at forældrenes hus nu er tomt. Et andet sted falder bemærkningen, ”hvis mor var her nu”, lige i forbifarten.

Med det lille uanseelige ”nu”, får hun naturligvis sagt det hele. Mere skal der ikke til for at forstå, at det er hendes forældre, der netop er døde. Og at den sorg er svær at beskrive direkte, fordi den melder sig i form af et tyngende fravær og et vemod, som kaster Anna tilbage på sig selv, mere alene end nogensinde før.

Det er et af romanens virkelig fine, diskrete træk, at den forskyder tematikken fra sorg til ensomhed så stilfærdigt, at ikke engang Anna er helt bevidst om, hvad der sker, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.

Anna er skilt, og hendes to døtre er i hastigt tempo på vej ind i puberteten. De er ved at løsrive sig og har ikke længere så meget brug for deres mor. Inderst inde ved hun godt, at hun skal glæde sig over, at de kan klare sig, men hendes primære følelse er sorg over, at tiden med små børn er forbi.

Vemodet har fået dobbelt tag i hende og trækker hele tiden tankerne tilbage til det, der var engang: Pigernes barndom og hendes egen, som var præget af et tæt bånd til de to søskende Eva og Christian.

Lotte Kirkeby lader ind imellem Annas bedrøvelse komme betænkelig tæt på det sentimentale – følelsen dyrkes voldsomt – mens Annas søskende sørger mere nuanceret og på den måde yder et godt og nødvendigt modspil til hendes tilstand.

Christian og Eva veksler mellem sorg, vrede og praktisk foretagsomhed. De kan både græde og le, skælde ud, rose og rydde op. De er i stand til også at tale om det, som er mindre godt og hyggeligt, for eksempel faderen, der kunne finde på at slå, når han havde drukket. Anna forsøger af al magt at skubbe de ubehagelige minder fra sig.

Samtalen hos præsten i forbindelse med planlægningen af forældrenes bisættelse bringer alt op til overfladen. Den bliver ventilen for den undertrykte samtale. De tre søskende kommer halvvejs op at skændes, da de skal fortælle om deres far og mor.

Man kan kun ærgre sig noget så grusomt over, at forfatteren har valgt en stiv og reserveret præstetype. Han er ikke er i stand til at lytte overhovedet og har ikke sans for, hvad der er på færde mellem de tre.

I forhold til virkeligheden er det en lille smule uretfærdigt at sætte sådan en afmålt karakter ind i romanen. Siger jeg, som er præst. Men værre er, at det litterært set afsporer dramaet. Her kunne vi endelig have fået lagt hemmelighederne på bordet. Som det er nu, har meget af det ufortalte ikke den store betydning for handlingen.

Romanen viser, at når det handler om død og sorg, udfordres forholdet mellem de nærmeste til bristepunktet. Dels er hukommelsen upålidelig som bare det, dels spiller den enkeltes livssituation en enorm rolle. Sorgen har ikke et fælles udtryk, og derfor kan den engang imellem splitte mere, end den samler.

Sorg gør ensom, det er der ikke noget nyt i, men Lotte Kirkeby omsætter med seismografisk indføling og sproglig præcision den gamle erkendelse til en moderne fortvivlelse, hvor selv den naturlige død, de ældre forældres død, bliver en tragedie.

Gæsteanmelder Henriette Bacher Lind er litteraturanmelder ved Jyllands-Posten og sognepræst ved Sankt Nicolai Kirke i Kolding.

Læs interview med Lotte Kirkeby om romanen på