Sorgen kan stjæle sproget, men vi skal alligevel sætte ord på den

Teolog og forfatter Jørn Henrik Olsen er aktuel med essaysamlingen ”Lystid i mørket” om sorg, ensomhed og livsmod. Selv kender han både sorgen fra sit eget liv og fra samtaler med mennesker i sorg

”Jeg begynder altid med at male mine lærreder helt sorte, og så lader jeg lyset bryde frem i dem ved at sætte flere farver på. Deri ligger både en kunstnerisk og åndelig pointe,” siger Jørn Henrik Olsen, der er uddannet teolog, men i dag arbejder freelance som flittig forfatter, ­foredragsholder og kunstmaler fra hjemmet i Gilleleje.
”Jeg begynder altid med at male mine lærreder helt sorte, og så lader jeg lyset bryde frem i dem ved at sætte flere farver på. Deri ligger både en kunstnerisk og åndelig pointe,” siger Jørn Henrik Olsen, der er uddannet teolog, men i dag arbejder freelance som flittig forfatter, ­foredragsholder og kunstmaler fra hjemmet i Gilleleje. . Foto: Leif Tuxen.

Teologen Jørn Henrik Olsen bruger efter eget udsagn sit melankolske sind som en kreativ kraft i sin kælder i Gilleleje, hvor han både maler store malerier med havmotiver og mere abstrakte værker, der bliver sprøjtet på lærrederne med en tandbørste med en særlig teknik. Og når akrylmalingen størkner på paletterne, vokser der med tiden bjerglandskaber frem, så han efter 40-60 malerier på hver opbrugt palet også får en lille skulptur ud af malerarbejdet.

”Er de ikke flotte?”, siger han begejstret og holder de overfyldte paletter op i luften, da han viser rundt i sin lyse ”kælderhule”, hvor malertuberne ligger som udmattede malkedyr og hviler ud på et plettet bord, når de ikke presses til at skabe bjerge på paletterne. Og sådan kan et menneskes sind også tage form og farve alt efter, hvad og hvem det har været i berøring med, tilføjer han.

”Vi mennesker sætter jo aftryk i hinanden på godt og ondt, og selv ikke døden afslutter en relation. Mennesker dør selvfølgelig fra os, men deres aftryk forsvinder ikke. Derfor er det også forkert, når nogen hævder, at man kan komme igennem sorgen. Som om den kan forsvinde helt. Det gør den ikke, man skal leve med sorgen resten af sit liv, selvom den selvfølgelig kan aftage i styrke. Men så længe man elsker, vil sorgen være der. For sorg er menneskeligt set den pris, vi må betale for kærligheden. Johannes Møllehave har oven i købet sagt, at al kærlighed ender ulykkeligt. Men det er det værd. For sorgen og glæden kan sagtens leve sammen, som Kingo skriver i sin indsigtsfulde salme ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’. Og det er også en af pointerne i min nye bog,” siger Jørn Henrik Olsen, der altså også maler med ord, og en central pointe i hans nye essaysamling ”Lystid i mørket” er netop, at man skal sætte ord på sin sorg.

”I min bog citerer jeg Shakespeare, der mente, at man skal give sorgen ord, for ellers befaler den dit hjerte at briste. Den hænger også godt sammen med den nutidige forskning, hvor psykologer og psykiatere er enige om, at det er vigtigt, at man får italesat sine oplevelser og følelser. Sorgen kan opleves vidt forskelligt. Vi lever jo også i en meget individualistisk tidsalder, hvor netop erfaringerne er så forskellige. Vi har det meget forskelligt med at tale om det, som fylder op i vores sind og tanker. Og netop følelsesemner er noget, man ikke kan forlange af andre, at man skal tale om på en bestemt måde, for det er deres erfaring. Men det er stadig vigtigt at sætte ord på sorgen,” siger teologen, som dog mener, at man godt kan låne andres ord – ikke mindst fra litteraturen:

”Som Naja Marie Aidt skriver, kan sorgen nærmest stjæle sproget. Men god litteratur kan både lindre og skærpe læserens empati over for andre, fordi litteraturen sommetider kan sætte ord på det, der med den svenske digter Tomas Tranströmers udtryk hverken kan siges eller forties. Jeg citerer derfor ikke kun Shakespeare, men rigtig mange forfattere og digtere i min bog. For jeg er inspireret af alt fra de antikke filosoffer og bibelske forfattere til Benny Andersen og Leonard Cohen. Jeg synes for eksempel, at der kan være en livshjælp eller trøst i, at Leonard Cohen synger, at der er en sprække i alting, som lyset kan trænge ind i. Og Benny Andersen har fat i en god pointe, når han skriver, at en klagesang ikke er en skolestil, der skal rettes i. For sådan kan vi hurtigt komme til at møde andre i sorg med velmenende råd som Jobs dårlige venner, fordi vi tror, at en sorg er noget, der skal fikses og forklares.”

Foto: Leif Tuxen

”Men det hjælper ofte folk mere, når man lytter til den sørgende. Det er jo efterhånden en kliché, at vi har fået to ører, men kun en mund af en årsag, men jeg synes, at det udtrykkes stærkere ved at sige, at vi har fået en mund, der kan lukkes, men to ører, der ikke kan lukkes. Og det bør man tage til efterretning. Det kræver godt nok stor ydmyghed at sætte sig ned og lytte til andres sorgfortælling, som Søren Kierkegaard sagde med reference til den sande hjælpekunst,” siger Jørn Henrik Olsen, som selv har erfaringer med at hjælpe folk i sorg:

”En meget stor del af det, jeg laver, er livshjælp eller har sjælesørgerisk karakter, hvad enten jeg holder foredrag, lytter til sorgfortællinger, skriver mails eller går ture på stranden med mennesker. For jeg kender selv betydningen af at have medvandrere i livet, når man selv står i sorg, hvor man dybest set længes efter at blive løftet ud af sin ensomhed og ind i et nyt fællesskab.”

I bogen skriver han, at essayene også bygger på personlige erfaringer, og at ”omsorg uden sorg ikke er en mulighed”.

”Den sorgløse har svært ved at hjælpe andre. Det betyder ikke, at man behøver at have gået igennem nøjagtig det samme som den sørgende, men empatien bunder ofte i en selvoplevet smerte. Det er også derfor, at det er så stærkt, at Jesus gik gennem smerten for os som den største sjælesørger. Men det er også min egen erfaring, at personlig smerte styrker empatien,” siger Jørn Henrik Olsen, der også har personlige erfaringer med den helt uforståelige version af sorgen.

De mindste kister er ofte de tungeste at bære, og sådan føltes det også, da han og hans hustru som unge forældre mistede en lille søn.

”Min kone er blandt andet optaget af at møde mennesker i sorg. Hun har arbejdet mange år på et hospice, og jeg tror, at én af grundene til, at vi begge er så optaget af at yde livshjælp og støtte til mennesker, der har det svært, er, at vi fik nogle meget mærkelige, men velmente reaktioner, da vi mistede vores lille søn. Flere sagde for eksempel, at vi nu skulle huske at glæde os over, at vi havde en levende datter, men sorgen over et mistet barn forsvinder jo ikke, fordi man er velsignet med andre børn, selvom man selvfølgelig også skal glæde sig over dem. Andre sagde, at det måtte være Guds vilje, og det var også en ringe trøst i situationen,” siger han og ser ned:

”Vi får ikke løst sorgens og dødens problem her i livet, vi erfarer det i hvert fald sådan. Så kan man godt putte et teologisk perspektiv på det og sige, det løser sig alt sammen engang, men her og nu sidder vi med alle vores spørgsmål. Selvfølgelig ligger der et stærkt håb i kristendommens budskab om, at døden i sidste ende er besejret. Men Bibelen giver også plads til at skælde Gud ud, som det sker i nogle af salmerne og Jobs Bog. Og hvis de gamle profeter kunne råbe: ’Hvorfor sover du, Gud?’, har vi også lov til at gøre det, når vi ikke forstår Gud. Selv har jeg i stedet malet meget. For sorg, vrede og melankoli kan også være kunstfremkaldende midler. Og det er, som om skønheden i sig selv kan lindre lidt, når man maler den frem, hvad enten det er gennem digte, malerier eller musik. Kierkegaard skriver jo også, at en digters skrig kan blive til skøn musik, og det kan der være noget om,” siger Jørn Henrik Olsen og vender sig mod sine lærreder:

”Jeg begynder altid med at male mine lærreder helt sorte, og så lader jeg lyset bryde frem i dem ved at sætte flere farver på. Deri ligger både en kunstnerisk og åndelig pointe. Gud begyndte jo også skabelsen i mørket, men han kan også møde os midt i mørket og gøre alting nyt. Det betyder ikke, at smerten og sorgen forsvinder lige nu. Men det er en trøst at tænke på, at Gud sendte lyset ind i mørket, så farverne kunne vokse frem. Og Jesus gik helt ind i vores mørke for at vise os vejen ind i Guds lys,” siger den ordrige kunstmaler og peger på sit seneste værk, der forestiller et oprørt hav – med lysglimt, der spejler himlens lys, hvor skyerne ligner gennemstrålede bjerglandskaber.

Foto: Leif Tuxen