Det ramte Rikke Gottfredsen direkte i hjertekulen, da hun for et år siden hørte, at den aarhusianske digter Yahya Hassan var død, blot 24 år. Hun havde et par gange set ham tilfældigt på gaden, men kendte ham ikke. Det, hun kendte, og holdt utroligt meget af, var hans digte.
”Da hans første digtsamling udkom, slog det mig omkuld. Jeg havde aldrig tidligere læst noget, som i den grad hev gulvtæppet væk under mig. Da han døde, blev jeg sådan helt voldsomt trist og kunne slet ikke komme væk fra den tristhed. Altså de digte er fantastiske, og jeg syntes bare, det var et kæmpe tab, for han kunne have fortalt os så meget mere,” fortæller Rikke Gottfredsen om de følelser, hun sad tilbage med efter den 29. april sidste år, hvor Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed i det vestlige Aarhus.
I dag tænker hun, at han måske havde fået sagt alt det, han skulle. Det har hun også. Eller rettere: Hun har i forbindelse med hans død syet de korssting, hun skulle.
I hendes femtesals lejlighed med udsigt over Aarhus Havn strømmer lyset ind og rammer en stol med et godt slidt lædersæde og et nodestativ med et stort, opslået mønsterark. I armslængde-afstand ligger et firkantet stykke stramajstof med en trådet nål og tusindvis af korssting i mange forskellige, afstemte farver. Her opholder Rikke Gottfredsen sig i så mange, daglige timer, det overhovedet kan lade sig gøre. At brodere er hendes altoverskyggende interesse. Har hun blot fem minutter tilovers af en frokostpause, eller vågner hun tidligere end nødvendigt i forhold til arbejdet, så sidder hun i stolen ved vinduet og broderer.
Og hvad har det så med Yahya Hassan at gøre? Broderi og digtning fra et barsk indvandrermiljø virker ikke umiddelbart som forenelige størrelser. Men for Rikke Gottfredsen hænger det fint sammen. Ligesom hun tidligere har skabt broderi-serier ud af emner som cancer, anoreksi, voldtægt og flygtninge, har hun også skabt en serie på tre puder med Yahya Hassans portræt og ordene fra digtet ”Barndom”, der er hans første digt i den første af de to digtsamlinger, han nåede at udgive.
”Min trang til handling efter hans død kom ud gennem broderinålen. Jeg arbejder kun med motiver, der er smertelige, dilemmafyldte eller problematiske. Det kan være noget, jeg undrer mig over, men oftest er det noget, der ligger mig på sinde og gør mig ulykkelig, men som jeg ikke kan finde ud af at bearbejde. Så kan man sige: Jeg er en kvik nok dame, har ingen forpligtelser, bor alene, og mine børn er flyttet hjemmefra. Hvorfor tager jeg ikke enten til Syrien eller Lesbos eller ud at være frivillig et eller andet sted? Det kan jeg åbenbart ikke finde ud af. Det er jeg vældig trist over, men må erkende, at sådan én er jeg ikke. Så kunne jeg sidde og pive lidt over det, men i stedet syr jeg korssting. Det lyder dumt, for det er vanvittig dyrt og tager meget lang tid, men det er dér, hvor jeg kan sidde med mig selv og være trist og samtidig skabende,” siger hun og gestikulerer ivrigt med de hænder, som det tydeligvis er uvant for hende at holde i ro.
Så giver hun sig til at fortælle om teknikken med at overføre fotografi og ord til mønsterark via et program på internettet og kommer derefter ind på den kunstneriske idé med Yahya Hassan-værket.
”Puderne hører sammen som en serie og må ikke skilles ad eller placeres i en anden rækkefølge,” forklarer hun og fortsætter:
”Det er hans ansigt og første digt på alle tre puder, men på den første er hans ansigt tydeligere end ordene, og ansigtet fader så ud på de to andre puder i takt med, at teksten træder gradvist tydeligere frem. Sådan er det med digteren: I begyndelsen var det hans person, der stod tydeligst. Det vil fade ud, samtidig med at ordene bliver stærkere og vil stå tilbage forever.”
I den kommende tid vil Yahya Hassan-serien blive udstillet i et af vinduerne hos butikken Broderi Moderne i Nørre Allé i Aarhus. Netop dén butik har Rikke Gottfredsen et helt særligt forhold til. ”Den er min palet,” som hun siger.
Der skulle dog gå lang tid, før hun vovede sig ind blandt stramajstof, garn og mønstre. I mange år cyklede hun forbi butikken flere gange om ugen og tænkte hver gang, at der måtte hun ind en gang. Men noget i hende strittede imod.
”Som 11-årig blev jeg af min mor sendt til broderi hos Håndarbejdets Fremme. Der skulle man sidde musestille og opføre sig ordentligt. Det var kun restriktioner og skældud, og alt, hvad jeg præsterede, var et brilleetui med tulipaner i nogle farver, som, jeg syntes, var grimme. Siden da og frem til 2016 rørte jeg overhovedet ikke broderi. Til gengæld strikkede jeg løs, og det gør jeg også stadigvæk, hvis jeg skal se noget i fjernsynet,” fortæller Rikke Gottfredsen.
Men en dag, næsten præcist på 40-årsdagen for, at hun forlod Håndarbejdets Fremme, fik hun vovet sig derind.
”Jeg fik vist sagt noget om fortiden og broderi, og at jeg ikke ville lave noget, som andre i forvejen havde lavet. Så viste indehaveren mig et kæmpestort billede af en forfalden gård, som en kunstner havde fået nogle kvinder til at brodere. Det ramte noget af det, jeg ville. Jeg nåede knapt hjem i min lejlighed, før jeg vendte om igen og nærmest løb ned i butikken for at nå det inden lukketid. Så købte jeg noget stof og garn. Det var mit første fiks, siden har jeg været hooked,” siger Rikke Gottfredsen og tilføjer så med fasthed i stemmen:
”Og lykkelig.”
Hele vejen igennem har hun holdt fast i formatet med puder, der måler 52 gange 52 centimeter. Størrelsen hænger sammen med, at det er de største, man kan få, og pudeformatet har hun valgt, fordi det er lettest, når broderiarbejdet skal syes sammen, eller monteres, som det hedder i håndarbejdssprog. Det arbejde er det eneste kedelige ved processen, mener hun og fortæller så, at det i forbindelse med Yahya Hassan-værket også føltes svært.
”Den sidste var svær for mig at få færdig. Jeg havde faktisk ikke lyst til at blive færdig, for det var, som om jeg havde haft ham med mig i det år, der var gået, siden han døde.”
Rikke Gottfredsen lytter til lydbøger eller podcasts, mens hun broderer. Dog har det ikke været muligt for hende at lytte til Yahya Hassans egen oplæsning af sine digte under arbejdet med værket om ham. Det har været for smertefuldt. Til gengæld har hun lyttet til dem under mange gåture og synes, det er en særlig oplevelse at lytte til hans egen recitation. Hun har også flere gange besøg hans gravsted på Vestre Kirkegård i Aarhus.
”Jeg har vel været der 10-15 gange. Det er flere besøg, end jeg har aflagt ved noget andet gravsted. Jeg har åbenbart brug for lige at gå op og hilse på. Det giver mig lidt fred at have et sted at gå hen.”