Prøv avisen
Bog

Sorgen smitter

4 stjerner

Anne Lise Marstrand-Jørgensen slår tappert et stort brød op med sin historiske myteroman om sorgen. Den menneskelige sorg og fortvivlelse er stærkt beskrevet, mens det guddommelige spil falder noget tungt til jorden

Det vil nok være for meget at sige, at jeg er tynget af sorg, efter jeg har læst Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ”Sorgens grundstof”, men mærket er jeg. Efter en tur rundt i Europa og omegns historie fra de sidste to hundrede år er der rigelig grund til at få en akut nedtur og blive angrebet af mismod. Den historie er nemlig fuld af vold og død. Der er ikke bare krige, men mishandling, undertrykkelse og udryddelse af jøder, armeniere og sigøjnere, kristne og muslimer. Der er grækere og tyrkere, der slagter løs på hinanden. Der er russere og englændere.

Ja, der synes ikke at være nogen ende på undertrykkelse og folkedrab, og dertil kommer al den død, som følger af tyfus, kolera, kopper og andre infektioner. For slet ikke at tale om den svækkelse og tilintetgørelse, som følger af ikke at kunne bære sorgen. Vanviddet lurer altid lige om hjørnet på den, der bliver overmandet af sorgen, og som ikke er i stand til at glemme det onde.

Lukker man øjnene for alt, hvad der sker lige om ørerne på os i denne tid med folkevandringer og dødelige konflikter, så er det, som om vi her i Danmark lever i en parentes i historien. Det er, som om al den fred, vi har været vidner til år efter år her på vores eget territorium, er en undtagelse – en anomali. Måske er det bare en lille pause, før helvede bryder løs igen.

Europas historie er tabets og sorgens historie. Omkring de historiske begivenheder spinder Marstrand-Jørgensen en myte, der fortæller om sorgens oprindelse. Det er en fantastisk og vidtløftig historie om guden og Satan, om en muldvarp og om sorgens grundstof ”luctigen”. Alle kan rammes af sorgens grundstof, men romanens tre hovedpersoner er ekstra eksponeret.

Det er armenieren og fri- tænkeren Hakob; den tyske, verdslige jøde Ben og den kristne efterkommer af en britisk slave, Grace.

Dette trekløver, som snart er sammen og snart er skilt ad, er bærere af et muldvarpeskind og nogle smykker lavet af rød granat, som er sorgens symbol. Igennem de tre føres læseren rundt i Europa fra Frankrig til Ukraine og bliver med dem vidne til folkedrab, jødeforfølgelser og raceundertrykkelse.

De tre vinder og taber i ét væk. I fortællingen er de magiske figurer, der lever over et par århundreder. Engang imellem ”nulstilles” de, idet de mister hukommelsen, når ulykken og sorgen kulminerer. Så mister de alt og begynder forfra; Hakob med sin antikvitetshandel og stadig nye ægteskaber og børn; Ben med sine moderne virksomheder og tro på fremskridtet og retfærdigheden, og Grace med sin selvopofrende husholdning for de velhavende og sygepleje for de fattige.

Romanens magiske realisme er på en gang dens styrke og dens akilleshæl. Det virker godt, at de tre starter forfra igen og igen, og at man på den måde bevarer en kontinuitet i romanens lange løb, men personerne mister også tilsvarende den psykologiske troværdighed, der gør dem vedkommende for læseren. Kombineret med de mange historiske fakta og sammendrag af historiske konflikter gør det romanen tungere og tungere, efterhånden som den skrider frem. Så selvom romanen mestendels er særdeles velskrevet, er der også passager, der er som hevet ud af en tør historiebog.

At sorgen er en konstant i menneskets liv, forstår man. Man forstår også, at der er mange grunde til at sørge. Tab og lidelser florerer trods en vis fremgang som følge af industrialismen og de demokratiske rettigheder. Sorgens psykologi er til at forstå. Det ukuelige håb måske også.

Men Marstrand-Jørgensen vil mere end psykologi i denne stort anlagte roman. Hun vil også myten. Når Gud og Satan taler sammen om mennesket og dets gode og dårlige sider, er det de store tilværelseskræfter, som er på spil. I mine øjne bidrager det dog ikke til forståelse af sorgen og dens følgesvende: medfølelsen, taknemmeligheden, foreningen, ensomheden og fortvivlelsen. Ligesom det heller ikke bidrager meget til det konstante spil mellem erindring og glemsel, som præger historien – og romanen.

Man kan ikke håbe på nåde af den Gud, der findes i denne roman. Og man tør dårligt nok håbe på, at man kan lære noget af denne romans forsøg på at huske historien. De fællesskaber, der samler nogle mennesker og gør dem lykkelige, synes konstant at blive til ulykke for andre. Dog findes der momenter af kærlighed og venskab. Glæden findes, og skal den få lov at udfolde sig, skal der paradoksalt nok både glemmes og erindres.