Prøv avisen

Sorgens sprog

Sympatisk lille bog fortæller enkelt og personligt om den sorg, vi alle kommer til at kende før eller siden.

Sympatisk lille bog fortæller enkelt og personligt om den sorg, vi alle kommer til at kende før eller siden

Jeg har engang kendt en hånd/ som nu for længst er død/ Men jeg gav jo, åh så gerne/ et af livets bitre år/ Hvis den en gang til måtte stryge som et kærtegn i mit hår.

Det er Nis Petersen, der skriver sådan, og han skriver om sin farmor, som han ikke fik taget ordentlig afsked med, inden hun døde. Men Nis Petersen udtrykker egentlig noget alment, for han giver sorgen sprog, og om dette emne handler en ny lille , der er skrevet af 37-årige Mette Marklund, læge, ph.d. og underviser i etik. Af omslaget fremgår tillige, at forfatteren igennem adskillige år har været optaget af sorgområdet.

LÆS OGSÅ: Søsterlig sorg

Men Mette Marklund har ikke skrevet en for at brillere ved sit vid eller imponere med sin viden på feltet, men ud fra en personlig forudsætning. Hun mistede sin mor i 2007, og selvom moderen fik, hvad de gamle romere kaldte bona mors den gode død fordi hun døde fredsommeligt og oppe i årene, så er en af ens pointer, at det ikke altid er en hjælp at høre om mennesker, der er ramt langt hårdere. Dan Turèll mente, at der på hans gravsten blot skulle stå Der er ingen grund til at standse op her, og omend det er sandt, at livet går videre, når begravelsen er slut, så indvender Mette Marklund ikke desto mindre, at virkeligheden har holdt sit indtog i rutinerne, og hverdagen er forandret.

Ja, for der er en etisk alvor i en og en foragt for det forlorne og fraseagtige, der gør Mette Marklund kritisk over for selvfølgelighedernes indtogsmarch, som den kommer til udtryk i livskloge klicheer som vi skal jo alle sammen dø eller Tænk dog på, at Kaj er et langt bedre sted. At være menneske er nemlig ikke at være brik i et verdenshistorisk mønster eller en mursten i en objektiv samfundsbygning, men det er et højst personligt anliggende også for den efterlevende. Sigtet med en er derfor tydeligt og klart: Når energien er smeltet ned, skal kræfterne prioriteres med omhu. Når en af vore kære dør, forsvinder overskuddet ofte, og her kan der være hjælp at hente i Med flaget på halv, som er en slags indøvelse i at omgås det uafvendelige, der på et tidspunkt rammer os alle.

Som Ernest Hemingway skrev: Hvis to mennesker elsker hinanden, kan det kun ende ulykkeligt. Jo, for enten dør den ene først, eller også sker det for den anden, men der vil altid sidde et menneske tilbage med sorg. Og her vil Mette Marklund fortælle læseren, at det er legitimt at sørge, som Nis Petersen gjorde det over sin gamle farmors død, ligesom det omvendt også kan være helt naturligt, at den efterladte bliver ramt af samvittighedskvaler såsom: Kan jeg tillade mig at feste, når min far døde for en måned siden? Eller: Må jeg gifte mig igen, når jeg kun har været enkemand i et halvt år? Også disse problemstillinger drøfter denne lille tænksomt og taktfuldt.