Sorgens sprog

Skotsk filosofiprofessor undersøger sorgen som eksistentiel erfaring

I antikken blev sorg betragtet som en svaghed, fortæller professor i filosofi, Michael Cholbi i sin nye bog ”Grief – A Philosophical Guide” (Sorg – en filosofisk guide). Det handlede om at underspille sine følelser, og idealet var hentet fra stoicismen, hvor man ikke lod sig afficere af tilværelsens tacklinger og livets sorger: ”I denne tradition var sorg en personlig mangel, som skulle overvindes og ikke en filosofisk problemstilling, man skulle fordybe sig i.”

Og ifølge forfatteren er det sandt, at vi vanskeligt kan finde trøst i traditionel filosofi, men denne bog er ikke desto mindre et forsøg på at forholde sig til sorg i filosofisk belysning. Sorg er nemlig ikke en sygdom, men det er en eksistentiel erfaring. Sorgen afspejler, at vi er forbundet med andre mennesker, og at vi har en fortid og en fremtid. Dermed bliver sorgen en følgesvend livet igennem. Sorgen er det stærkeste vidnesbyrd om, at vi aldrig kommer til at beherske livet fuldt ud. Ernest Hemingway, der kunne sige alting kortere og bedre end andre, skriver i bogen ”Døden kommer om eftermiddagen”: ”Når to mennesker elsker hinanden, kan det kun ende ulykkeligt” Hvorfor det? Jo, for enten dør den ene første, eller også gør den anden. Paulus formulerer den erfaring således i Brevet til Romerne: ”Ingen af os lever for sig selv. Ingen af os dør for sig selv”.