4 stjerner ud af 6
Kunsthal Charlottenborg har i samarbejde med et par andre europæiske kunstinstitutioner fortjenstfuldt hentet Kerry James Marshall (født 1955) til København. Den amerikanske kunstner har igennem sit liv og sin kunst bestræbt sig på at udfylde det, han kalder for en mangel i billedbanken. Som afroamerikaner har han følt, at den etablerede kunstscene og kunsthistorie har savnet en visuel identitet omkring de sortes kunst. Inden for musikken, litteraturen og sporten har afroamerikanere op igennem det 20. århundrede skabt en ekstremt stærk identitet og en tydelig repræsentation, men inden for billedkunsten er det ikke helt det samme.
LÆS OGSÅ: Minderne har man da lov at ha'
At Kerry James Marshall personligt har tænkt sig at råde bod på hullet i billedbanken, vidner hans retrospektive udstilling i Charlottenborgs sydfløj om. Her vises et stort antal værker fra kunstnerens karriere, helt tilbage fra nogle af de tidligste arbejder, han lavede som kun 16-årig i 1971, og frem til de seneste værker fra 2000erne. Udstillingen rummer både malerier, fotografier, collager, tegneserier og rum-installationer, ja ophobningen af værker på gulve og vægge kan siges at danne én stor installation og manifestation. Samlet kan Kerry James Marshalls oeuvre ses om et udtryk for sort identitet, spejlet i både en historisk og samfundspolitisk kontekst. Desuden kan Kerry James Marshall tydeligvis sin kunsthistorie og sine samtidskunstnere, og han skaber ofte billeder, der, som en palimpsest, er malet hen over andres værker. Enten i en form for identifikation eller i en form for opposition. Ja, ofte begge dele.
Flere af hans kvindeportrætter er eksempelvis skabt over kompositioner fra den såkaldt hvide kunst eller kulturindustriens reklamefotografi. En sort nøgen kvinde ligger i samme positur som Édouard Manets Olympia, andre nøgne sorte kvinder står i modelpositur som pin-upper. Et genkommende trick hos Kerry James Marshall er at male sorte mennesker på sort baggrund, så figurerne ligesom dukker ud af mørket og alene får deres identitet i kraft af det hvide i deres øjne og lysende øreringe og hårbånd. Skikkelserne danner konturer af noget og nogen, som vil frem, men endnu ikke har fået en klar identitet.
Der gemmer sig således en forfinet æstetiker i Marshall, der står side om side med borgerrettighedsforkæmperen. Marshall vil gerne bekæmpe racefordomme og låste opfattelser, men han vil det uden at give køb på den kunstneriske signatur.
En del af Kerry James Marshalls billeder kredser om tab. Afroamerikanernes tab af historie, af identitet, af liv og af uskyld og tidligere selvfølgelig af politiske rettigheder. We Mourn Our Loss (Vi begræder vore tab) står der i et par billeder. Det er ud af dette både politiske og eksistentielle tab, at Kerry James Marshalls billeder vokser med længsler efter en ny identitet, som skal erobres. For hans vedkommende igennem kunsten.
I det monumentale triptykon Whos Afraid of Red, Black and Green (Hvem er bange for rød, sort og grøn) fra 2012 henviser Marshall til landsmanden Barnett Newmans åndfuldt mættede abstrakte værk Whos Afraid of Red, Yellow and Blue (Hvem er bange for rød, gul og blå). Marshall har byttet farverne ud, så rød, sort og grøn i stedet danner farverne i det pan-afrikanske flag. Det er ikke det abstrakte, universelle og åndfulde, Marshall søger, men en identitet og oprindelse tilbage på linjen. Det land, hvor slægten blev til før den tvungne eksodus.
Kunstneren vil tydeligvis ud over stereotyperne om de lykkelige sorte for i stedet at fremkalde billeder af en større sandhedsværdi og frigørende kraft. Særligt, også malerisk, indtryk gør serien af store billeder med titlen Vignette 2005-2008. Her skildrer han på en både følt og kitschet måde et afroamerikansk par i omfavnelse og dans, han i sort tøj, hun i lys kjole. Parret, hvor manden fører, løfter og bærer, er malet med den hvide mands blik som en kliché på romantisk idyl med positurer hentet fra 1700-tallets galante kærlighedsskilderier af blandt andre Fragonard og Boucher. Stilen er bevidst naiv og parodierer den hvide mands opfattelse af sort sanselighed, men den underkender ikke motivets indebyrd. Billederne er raffinerede, som flere af kunstnerens værker er det.
Kerry James Marshall henter i sine malerier inspiration i dokumentarismen, tegneserien, popkunsten og gadekunsten. Hans billeder er prægnante i både form og indhold uden at blive dogmatiske. De rummer både, glæde og sorg, humor og vrede. Det er kunst, der vil beskueren noget, som når en sort engel slår ned og breder vingerne ud. Kunstneren har i snart mange år boet og arbejdet i Chicago, ligesom en vis anden herre, der for tiden sidder som USAs første afroamerikanske præsident. Og Marshall siger det samme som Barack Obama: Yes we can!. Men Marshall siger det indirekte som billedligt udsagn. Måske virker det i længden bedre.