Prøv avisen
Bog

Sort sødme og forbuden frugt

I sit forfatterskab har Adda Djørup pendulleret fra de klareste bjergtinder til de bitteste bagateller.

Adda Djørups nye roman - som er en variant af den vrede litteratur - viser, hvordan et lille ord som trods kan rumme så mange muligheder og skabe så mange umuligheder

Adda Djørup er et af de viltre talenter i nyere dansk litteratur. Hun er ikke for systematikere. Og slet ikke for den, der forventer at få mere af det samme.

I sit forholdsvis korte forfatterskab har hun pendulleret fra de klareste bjergtinder til de bitteste bagateller. Personligt var jeg helt oppe at ringe over ”Hvis man begyndte at spørge sig selv” fra 2007. Et par år senere modtog hun EU's store litteraturpris for romanen ”Den mindste modstand”, der tilhørte den charmerende småtingsafdeling. Og i 2011 sendte hun os så ”37 Postkort” fra Italien og Danmark. Et fløjlsblødt billede af en gravid kvinde på rejse gennem livet, årstiderne, landskabet. Og man fik tårer i øjnene. ”Nu vil jeg ikke være klogere, men elske det, der er,” siger hun et sted.

Og nu svinger pendulet minsandten igen. Fra det voksent forklarede til det pubertetsagtigt trodsige. Og perspektivet snævres mærkbart ind. ”Poesi og andre former for trods” er en stampen i gulvet, en spytten i jorden, et primalt ”nej” på alle de mal- og velplacerede, dybt pinlige, ja, indimellem ligefrem dødbringende steder. 15 miniaturer, indrammet af to kursiverede tekster, der åbner med et (trodsigt) lydbillede og lukker med en slags tilbagevenden til postkortenes afklaring. ”Alting er såre enkelt”, står der i den allersidste linje, som var det et brev sendt fra den modne kvinde til det stampende barn.

Eller til det ”yngre jeg”, Adda Djørup kalder sin hovedperson i ”Poesi”, en af samlingens centrale tekster om et afgørende møde mellem en ung forfatter og en ældre kunstnerkvinde. Og om at også poesi er på trods. Det er det samme yngre jeg, der bobler frem i den voksne kvinde, da hun beruset kaster sig ud i Paris' natteliv og ender med en rygende pistol i hånden. Hvordan kunne det nu ske? I et anfald af trods, naturligvis, men af den slags, der redder liv.

For den er nødvendig, den trods. Og den er dorsk og dum og dejlig, når den får bruden til at forføre den hjerneskadede Arthur midt under bryllupsfesten Den er farlig ind til benet, når den kommer op i den lille femårige pige i novellen ”Brombærkrattet” - nok samlingens allerbedste - der tør sige sin far imod og må betale med blodrøde rifter på armen. Alt imens mor stryger over kinden og tænker, at det burde være hende, der bød manden trods. Den er dæmonisk, når døden og de mørke sten rejser sig fra vandet. Og den er en fin, lille knitren af sort sødme og forbuden frugt.

I de senere år er vrede blevet en generator i ny dansk litteratur. Fra Yahya Hassans ghettolyrik til Mikkel Brixvolds anskudte krigsdigte og Asta Olivia Nordenhofs eksistentielle piskeslag. ”Jeg er vred” kaldte Maja Lee Langvad sin roman fra sidste år om livet som adoptivbarn. Men trods er noget andet. Noget mindre. Et slags uartikuleret forstadie, der endnu ikke er nået forstanden, men sidder som et overtryk i kroppen. Trods ændrer ikke verden, skønt den kan få kradse konsekvenser.

Med ”Poesi og andre former for trods” intonerer Adda Djørup således en variant af den vrede litteratur. Som en muskel, der spænder, før ordet antænder. Heller ikke den ændrer verden. Men den skulle skrives. På trods af ordenes modstand og en trang til at give pokker i det hele. Og på trods af anmelderens pendulfart mellem suverænt og bare ”charmerende”.