Den typiske amerikanske roman er 400 sider lang, fortæller en historie over flere generationer, er dedikeret til forfatterens nærmeste og afsluttes med et indfølt takkeord til redaktører, medlæsere og snart sagt alle andre, der blev ved med at tro på manuskriptet.
Det er en formel, man som sval minimalistisk skandinav godt kan få for meget af. Og Brit Bennetts ”Det der skiller os” er så amerikansk, som det nu engang bliver, men er altså også en ganske tankevækkende og god roman, der handler om de sorte tvillingesøstre Desiree og Stella, som vokser op i en lille by i sydstaterne i 1950’erne. Men Mallard er ikke en almindelig by. Her sørger afroamerikanerne nemlig for, at dem med den lyseste hud får børn med hinanden. På den måde forsøger de over tid at skabe indbyggere, som kan gå for at være hvide – ”som en kop kaffe der blev fortyndet med mere og mere fløde”.
Men da pigerne er 16 år, får de nok af Mallard og stikker af til New Orleans, hvor Stella forstår, at hun er ”hvid nok”. Hendes tilværelse behøver ikke være tynget af racisme, og hun flytter til Californien, hvor hun gifter sig med en hvid mand og bliver husmor med barn og penge.
Anderledes går det den efterladte Desiree. Hun ender som mange andre sorte: Uden penge, med vold og fortvivlelse og en datter, som er så sort, at hun bliver kaldt ”tjærebarnet”.
Hudfarven er enten et løsen eller et stigma, og det bliver den også for tvillingernes døtre, der ad tilfældige og knap så tilfældige veje kommer i kontakt med hinanden. Hvor deres mødre engang stod på samme sociale klassetrin, står de nu på hver deres, og hvor den ene kun kommer på college på grund af et sportslegat, lever den anden et liv uden racistisk og økonomisk modstand.
At skildre sorte, der som Stella glider ind i den hvide verden som en slags blind passager, er en særlig amerikansk genre, og Bennett er tydeligvis inspireret af Nella Larsens ”Passing” fra 1929 og konstruerer lig hende en fortælling, hvor modsætningerne mellem et liv som hvid og sort står tydeligt frem.
At HBO har købt rettighederne til ”Det der skiller os” er forståeligt. Her er de store følelser i spil – kærlighed, vrede, sorg – og her har karaktererne en klar funktion i det lange, men stramme fortællespor.
Men nogle af de træk, der gør romanen så velegnet til at blive tv-serie, er også det, der gør, at den ikke helt løfter sig som roman. Der er noget drejebog over historiens udvikling fra 1950’erne til 1990’erne, ligesom karaktererne snarere er funktioner og bærere af værdier end mennesker af kød og blod og idiosynkrasier. Dertil kommer nogle vilde tilfældigheder, som kan virke godt på skærmen, men har noget sværere ved at virke troværdige på siderne.
Men selvom ”Det der skiller os” ikke er problemfri, og selvom der er noget oppustet og meget amerikansk over stilen – både hvad angår længden, dedikationerne og takkeordet – så banker der et blodigt og blodrigt hjerte i fortællingen, og dét, der for alvor går under huden, er den lille fiktive by i Syden, hvor de sorte forsøger at ”blege” deres børn. Hvor idealet er at få en så hvid hud, at de blå blodårer kan ses på armens inderside. Det er så tragisk og samtidig skrevet frem med en selvfølgelighed, der kun gør det endnu mere uhyggeligt, endnu mere fortvivlende.
Så nok ligner og er ”Det der skiller os” endnu et forceret forsøg på at skrive ”the great American novel”, men den er ikke desto mindre værd at bruge læsetid på. Og så skulle det slet ikke undre, om HBO-serien bliver endnu bedre.