Prøv avisen

Sovjetunionens historie samlet i én person

Den brændene NATO-tankvogn lørdag i byen Landi Kotal. Foto: Jan WoitasDPA.

Mikhail Gorbatjovs erindringer rummer både selvsmagende patos og interessante bidrag til koldkrigsforskningen

I 1996 blev verden og Rusland vidner til et celebert forsøg på politisk comeback. Mikhail Gorbatjov, fredspristageren, Sovjetunionens sidste generalsekretær og ikke mindst et symbol på afslutningen af den kolde krig, stillede op til det russiske præsidentvalg. Comebacket gik som forventet. Gorbatjov blev jordet og chikaneret af sine modstandere. Først og fremmest benyttede hans tidligere politbureaukollega Boris Jeltsin enhver lejlighed til at genere sin modstander.

Hvordan kunne det dog gå til, at en person, som i den grad havde stjernestatus i stort set hele verden, kunne modtage den behandling i sit fædreland? Svaret er interessant og på mange måder ligetil, men lad os gemme det lidt.

Gorbatjov kom til verden i 1931. Det var trange tider for bondefamilien i Stavropol-regionen i Kaukasus. En daglig kamp for at få mad på bordet var virkeligheden. Stalin og hans videreførelse af revolutionen spøgte både i forgrunden og i baggrunden i den lille familie. To familiemedlemmer blev udrenset. Kollektivbruget, som Gorbatjov var en del af, var ganske effektivt. Nærmest som taget ud af en stalinistisk propagandaplakat lærte den intelligente Mikhail at være en dygtig mejetærsker. Mikhail klarede sig godt i skolen, og han blev optaget på jurastudiet i Moskva. Som han selv tørt bemærker i erindringerne, var det dog ikke noget specielt at opnå optagelse for årgang 1931 på de videregående uddannelser. Det sovjetiske imperium var efter Den Store Fædrelandskrig i bekneb for unge mennesker, og der var behov for at uddanne alle.

Universitetsstudiet blev på enhver måde Gorbatjovs skæbne. Her blev det afgørende politiske valg taget, og her mødte han sin kommende kone, Raisa. Karrieren gik slag i slag med embeder i offentlig regi. Som 40-årig blev han medlem af det magtfulde politbureau og kom dermed med i den såkaldte nomenklatura. Fra nærmeste hold fulgte han Brezjnevs aktivistiske udenrigspolitik, som han ikke var enig i. Alligevel forblev han tavs, men fik til gengæld mere og mere indflydelse. Hans mentor blev den tidligere KGB-mand Andropov, som blev generalsekretær efter Brezjnev i 1982. Knap to år senere døde Andropov og blev efterfulgt af endnu en gammel mand, Tjernenko. Han døde et år efter, og dermed var Gorbatjov den næste i rækken.

Sammenlignet med sine forgængere var det således en ung mand på 54 år, der overtog posten som generalsekretær for det kommunistiske parti. Fyldt af noget, der kunne minde om ungdommeligt vovemod, var han også. Perestrojka og glasnost blev snart ord, som resten af verden kunne forstå betydningen og omfanget af. Reform efter reform blev en konsekvens, og langtfra alle reformer var lige populære.

Udenrigspolitisk var Gorbatjov en mønsterbryder og for det modtog han Nobels Fredspris i 1990. Tropperne blev kaldt hjem fra Afghanistan. En nedrustningsaftale blev lavet med USA. Konsekvenserne er velkendte. Østblokken gik i opløsning uden indblanding fra Moskva. Da de nationale strømninger nåede til Sovjetunionen, forsøgte Gorbatjov at slå bremserne i men for sent. Først et kupforsøg og dernæst en populistisk Boris Jeltsin med Vesten i ryggen gjorde det af med Gorbatjov. I december 1991 trak han sig tilbage. Forhånelserne ville næsten ingen ende tage, og Gorbatjov mistede hurtigt alle sine privilegier.

I Vesten er Gorbatjov en stjerne. I almindelighed betragtes han som den vigtigste enkeltskikkelse, der om nogen var med til at bringe truslen om atomkrig til ophør. Midt imellem konservative høge som Ronald Reagan og Margaret Thatcher lykkedes det ham at sætte fred og nedrustning øverst på dagsordenen. I Rusland er det en ganske anden historie, og i et yderst interessant efterskrift forsøger historikeren Dmitrij Furman at finde årsagen til forhånelsen af Gorbatjov i årene efter hans afgang.

LÆS OGSÅ:Hitler og hans modstandere

Svaret skal søges dybt i den russiske identitet og historie. Det russiske folk har digtet sange om Ivan den Grusomme. Katarina den Store, der kom til magten ved at myrde, bliver fejret af historikere. En stadig voksende gruppe hylder sågar Stalin som en stor politiker, skriver Furman. En person som Aleksandr II, der befriede bønderne, er der ikke noget billede af i befolkningen. Gorbatjov ødelagde det totalitære system. Et system, folket har haft en tendens til at hylde. Han var skyld i Sovjetunionens opløsning, og han lagde sig på ryggen for Vesten i stedet for at fortsætte oprustningen. Rusland skabte en Stalin, mener Furman, men landet skabte også en anti-Stalin i form af Gorbatjov, og han er det bedste, der er sket for Ruslands politiske historie. Disse perspektiver kan man være enig eller uenig i, men sikkert er det, at Gorbatjov stadig er til debat i politiske spektrum.

Gorbatjov er på mange måder Sovjetunionens historie samlet i én person. Med undtagelse af Lenin oplevede og overlevede han alle ledere af Sovjetunionen og kom selv til at slutte ringen. Selvom han overhovedet ikke kunne acceptere Stalins udrensninger og blodbad, var han tilhænger af hans parole om kommunisme i et land, hvilket altså betød hans fald, idet han forsøgte at holde sammen på det døende Sovjetunionen. Han holdt stædigt fast, også da Jeltsin og andre sprængte staten indefra.

Bogen har en brudt kronologi og ikke alt er helt lydefrit. Oversættelsen er god, og man fornemmer den særlige russiske prosaiske stil. En grundig korrekturlæsning havde dog ikke været af vejen. Der skiftes vilkårligt mellem en første- og en tredjepersonsfortæller, og Gorbatjov giver læserne et tæppebombardement af navne indimellem uden en ordentlig introduktion. Heldigvis har forlaget forsynet bogen med navneregister og ordforklaringer.

Som litterært værk vil bogen således ikke få en plads i litteraturhistorien. Som historisk kilde er det en ganske anden snak. Med alle de forbehold, som til hver en tid skal tages, er der her tale om et vigtigt bidrag til Sovjetunionens historie. Her gives der et sjældent indblik i magtens inderste strukturer. Intrigerne bliver rullet ud.

Der er visse ting, Gorbatjov glider lidt let hen over. Årsagerne til, at Tjernobyl-ulykken skulle forties i dagevis, er for eksempel stadig ikke ordentligt belyst. Erindringer kan blive rigeligt selvsmagende. Gorbatjovs er ingen undtagelse. Sproget appellerer med patos, og sine steder er følelsesbeskrivelserne lidt vel overdrevne. Jævnligt vender hovedpersonen tilbage til sit ægteskab og Raisas død. Ingen kan efter læsningen være i tvivl om, at Gorbatjov elskede sin kone. Ud over den uomgængelige kildemæssige værdi er bogens styrke, at Gorbatjov viser sig som et menneske. Han søgte ikke magten, og da han fik den, var det tilsyneladende hans evne til at skabe relationer på tværs af ideologiske skel, der var afgørende for at bringe den kolde krig til afslutning. Alle vi, som kan nikke genkendende til koldkrigs-oneliners som Mr. Gorbatjov, tear down this wall, eller som sad klistrede til skærmen i 1991, bør læse Gorbatjovs erindringer. De er absolut pengene værd.

kultur@k.dk