Prøv avisen

Spørgsmålet om skyld

Antik Afrodite statue

Ny oversættelse af Euripides tragedie, hvor kærligheden driver sit spil med mennesker

De græske guder bliver skildret som mennesker på vasemalerier og i skulptur. I litteraturen opfører de sig også indimellem mere menneskeligt end guddommeligt, meget forskellige fra den Gud, vi kender fra kristendommen. Således i Euripides tragedie Hippolytos, som blev opført i 428 f.Kr.

Kærlighedens gudinde, Afrodite, er blevet irriteret på den unge mand Hippolytos. Han kalder hende nemlig den usleste af guderne, og han foragter sengens fryd og afskyr ægteskab. I stedet for jager han i skovene med jagtens gudinde, Artemis, og sine jævnaldrende kammerater, og han praler tit af sin idealistiske levevis, sådan som unge mennesker kan have tendens til.

Afrodite misunder ham egentlig ikke, men han har krænket mig, og jeg vil straffe ham, siger hun sådan lidt pigesurt. Og som han dog bliver straffet, sammen med sin familie.

Hippolytos er søn af Theseus fra et tidligere forhold, og nu er Theseus gift med den noget yngre Faidra. Afrodite har sørget for, at hun blev erotisk vakt efter sin stedsøn, og nu er Faidra ved at dø af denne erotiske besættelse. Hendes amme vil hjælpe hende ved at fortælle Hippolytos, at stedmoderen ønsker et forhold til ham, men han bliver som forventeligt rasende i sin idealistiske og højt proklamerede kyskhed. Den skuffede Faidra hævner sig så ved at begå selvmord og i et brev til sin mand, Theseus, begrunde det med, at hans søn Hippolytos har voldtaget hende.

I sit raseri forsømmer Theseus at spørge sin søn om sagens sammenhæng, og han landsforviser ham straks. Som farvelord udnytter Theseus, at han som i et andet eventyr har tre ønsker til gode hos havguden Poseidon, og han beder Poseidon dræbe Hippolytos.

LÆS OGSÅ: Gyldendal fyrer hver tiende medarbejder

Da Hippolytos så med sine heste kører væk i landflygtighed, sender Poseidon en skrækindjagende tyr op af havet, og den skræmmer hestene og stanger hjulet af vognen, så han kører galt. Døende bæres han hjem til sin far, som nu endelig forstår sagens sammenhæng og angrer sin hurtige dom over Hippolytos, samtidig med at Hippolytos tilgiver sin far.

Denne tragedie rejser som mange græske tragedier spørgsmålet om skyld. Menneskene kan vel ikke være skyldige, når guderne på forhånd har bestemt hvordan det skal gå? Nej, måske ikke, men det forholder sig ikke helt så enkelt. Menneskene er nemlig ikke tvunget til at gøre, som de gør. Hippolytos elsker at være et dydsmønster og provokere Afrodite, og Faidra er fristet af tanken om en forbindelse med ham. Man kan derfor tale om en dobbeltmotivation. Guderne motiverer personerne, ja, men de er også selv motiverede og vil gerne det, som bliver deres undergang. Heri ligger der noget tragisk.

Stykket er oversat af tidligere lektor ved Aalborg Katedralskole Torben Frische. Han har stor erfaring med at opføre græske tragedier, og det er dejligt, at en af teksterne nu udgives. Oversættelsen, der er holdt i en noget gammeldags sprogstil (I rebet hænger fruen, Theseus mage, kvalt.), er ledsaget af korte realkommentarer. Et vanskeligt sted, hvor tekstens overlevering er korrupt (vers 625 ff.), er oversat meningsløst, og det er overraskende, at teksten ikke overholder retskrivningsnormen og tegnsætningsreglerne på dansk; det burde den, især når den også er tænkt til undervisningsbrug.

Alt i alt er det en smuk lille bog med en tekst så velformuleret og fængslende, at mange læsere vil læse den i ét spændende stræk.