Spændende krimidebut om pigerne, der forsvandt fra Englandsbåden

Ny, vellykket krimi om en britisk seriemorder og to forsvundne danske teenagepiger

Ny krimi trækker tråde mellem Danmark og England.
Ny krimi trækker tråde mellem Danmark og England. Foto: Lindhardt og Ringhof.

Nora Sand er dansk journalist i London for ugemagasinet Global, og hun er også journalist Lone Theils' hovedperson i krimien ”Pigerne fra Englandsbåden”, der udkommer i dag. Og lad det være sagt fra starten: Lone Theils har skrevet en fremragende debutkrimi af en karat, der kun sjældent ses i første forsøg.

Ingredienserne er et godt plot, en spændende historie og et flydende sprog.Som titlen antyder, tager historien sit udspring på en af de gamle Englandsbåde, der fra 1875 og indtil i fjor sejlede mellem Esbjerg og Harwich, og som har fragtet tusinder af danskere til England. Således også en gruppe utilpassede unge mennesker, der i 1985 drog af sted fra en social institution i Vestjylland, hvor de var anbragt, til Esbjerg og videre til London, som de skulle besøge for første gang. Men rejsen blev et mareridt, både for de unge og de voksne pædagoger, der var med på rejsen. To af de unge teenagere forsvandt på færgen og blev ikke set siden.

Nu, mange år efter, er Nora Sand på reportagejob i det sydlige England, da hun i en gammel marskandiserbutik i kystbyen Brine spotter en lækker retrokuffert, som hun køber. Senere finder hun en stak gamle fotografier i kufferten, blandt andet et af de to forsvundne piger foreviget på et foto, som hverken Nora eller det danske politiet før har set.

Nora Sands nysgerrighed er vakt, og stædigt begynder hun at trevle sagen op med udgangspunkt i det gamle fotografi fra kufferten. Hun søger både i Danmark og i England, og langsomt får hun mere og mere styr på sagen.

Men selvfølgelig er den slags søgen i fortiden ikke helt ufarlig. Og det går efterhånden op for den - til tider lige lovligt kække - journalist, at den vej, hun har valgt at følge, ikke er helt ufarlig.

Hun får dog hjælp undervejs, dels af sin skolekæreste, der i mellemtiden er blevet politimand, og dels fra en ældre britisk politimand, der i sin tid løb panden imod en mur, da han efterforskede en sag om en legendarisk seriemorder, der heldigvis er spærret inde på livstid. Denne seriemorder er ”kun” dømt for mordet på en kvinde, men politiet ved, at han har mange flere på samvittigheden, måske også de to forsvundne danske piger.

Et par initialer på Nora Sands genbrugskuffert, identiske med seriemorderens, knytter den nemlig til en af britisk histories mest kolde og farlige psykopater, og nu går det for alvor op for den danske journalist, at hun har gang i en særdeles farlig research.

Historien udvikler sig til et hæsblæsende crescendo, hvor Nora Sand får brug for sine færdigheder som kickbokser, og hvor sandheden om de to pigers forsvinden på Englandsbåden endelig kommer for dagens lys.

Ifølge forlaget er Lone Theils' roman inspireret af en virkelig hændelse, hvor nogle fotos af ukendte piger, taget på Københavns Hovedbanegård, for et par år siden dukkede op hos en amerikansk seriemorder.

Hvis det er tilfældet, må man sige, at Lone Theils får rigtig meget ud af dette in-put. Hun kan tydeligvis noget med sproget, hvilket ikke er en selvfølge i en tid, hvor det virker, som om en underskov af mindre forlag er skudt op med den ene formål at sende krimier på markedet med det resultat, at alt ikke er lutter lagkage.

Men med Theils' debut bliver man som læser ikke skuffet. Først og fremmest kan hun skrive, og selvom skriveriet er hendes metier, er der langt fra journalistikken til forfatterskabet. Men hun har også en god historie, hun brænder for at fortælle, og det mærker man tydeligt som læser. Titlen som ”krimidronning” er brugt så mange gange, at den klinger hult efterhånden. Så lad os bare sige, at ”Pigerne fra Englandsbåden” er en kvalitetskrimi, og hvis forlydenderne om, at en nummer to allerede er på vej, er der endnu mere at glæde sig over.