Fra kirkehistorien kender vi udtrykket ”felix culpa”. Det betyder et lykkeligt fald. Kirkefædrene mente, at syndefaldet i Paradiset var et lykkeligt fald, for ellers var menneskehedens historie jo blevet kort og forløsningen i Kristus udeblevet.
En ny bog om den engelske digter Geoffrey Chaucer (1342-1400) handler også om, at et fald kan ende lykkeligt. Chaucer var gennem sit ægteskab med Philippa de Roet kommet i fordelagtig forbindelse med hertugen af Lancaster, og hertugen var en af landets mest magtfulde mænd. Men han var også en af de mest forhadte, og derfor skulle Chaucers forhold til hertugen vise sig at være katastrofalt i 1386, da magtforholdene ændrede sig dramatisk. Chaucer, der var kontrollør i uldindustrien og medlem af parlamentet, mistede det hele: arbejdet, anseelsen, sin bolig og pladsen i parlamentet.
1386 var et annus horribilis - et rædselsår - i Chaucers liv.
Og Paul Strohm, professor i engelsk ved Oxford Universitet, har i sin nye biografi om Chaucer ladet 1386 været vendepunktet i forfatterens løbebane. Her skulle han erfare, at Storm P. har ret i udsagnet: Når en dør smækkes hårdt i, er der altid to andre, der springer op.
Da Chaucer måtte forlade London og slå sig ned i Kent, mistede han sit publikum. Bogtrykkerkunsten var endnu ikke opfundet, og som digter var Chaucer afhængig af tilhørere. Strohms pointe er her, at Chaucers hovedværk, ”Canterbury-fortællingerne”, opstod, fordi det var imod digterens aktive natur blot at være en røst i ørkenen.
Derfor opfandt Chaucer et persongalleri fra alle dele af det engelske samfund, der både skulle være hans nye publikum og lægge stemmer til ”Canterbury-fortællingerne”.
Chaucers personer drager på pilgrimsfærd fra en kro i Southwark, hvor forfatteren selv havde tømt mangt et krus øl. Og pilgrimmene vandrer mod Canterbury, hvor der findes en helligdom for den myrdede ærkebiskop Thomas Becket. Undervejs fortæller de hinanden en række af de mange historier, som havde ophobet sig i den midaldrende og vidtberejste Chaucers hoved. ”Canterbury-fortællingerne” handler om mennesker, der elsker og hader, ler og græder, vinder store sejre og lider frygtelige nederlag. For temaet i fortællingerne er netop lykkens omskiftelighed, og de afspejlede således Chaucers egne livserfaringer.
Vores viden om Chaucer er begrænset, men Strohm fanger alligevel læserens interesse i besvarelsen af spørgsmål som: Hvad var det sammenhængende i det virvar, der udgjorde Chaucers liv? Og hvordan skal man forklare hans udvikling som digter? Denne biografi forekommer mig nemlig at stikke dybere i Chaucers gåde end tidligere forsøg på at skildre den engelske digter, hvis fald fra magtens tinder sikrede ham en plads i toppen af litteraturhistorien som den vigtigste engelske forfatter før William Shakespeare.