Prøv avisen
Film

Spændt ud mellem lovreligion og verdslig jura

Emma Thompson spiller med sin karakteristiske fyndighed og forsøger at fortolke rollen og vise de bølger af følelser, der strømmer under hendes knibske fremtoning. – Foto: fra filmen

Filmatiseringen af Ian McEwans roman ”Dommerens valg” er for blodfattig til at vække følelser og for overfladisk til at pirre fornuften

Der er så mange grunde til, at ”Dommerens valg” burde være en god film. Baseret på Ian McEwans roman ”Barnets tarv” kunne man forvente den samme kuldskære ”ménage à trois” som i Joe Wrights melodramatiske mesterværk ”Soning”, også med romanforlæg fra McEwan. Med Emma Thompson i skarp silhuet som højesteretsdommer, tynget af valg i både embedet og privatlivet, kunne moral menneskeliggøres i hendes fine furede ansigt. Desværre er ”Dommerens valg” en mindre film end den forhåbning om storhed, navnene på plakaten tilsiger.

Fiona Maye (Emma Thompson) har viet sit liv til lovsamlingen. Dette metafysiske ægteskab trumfer hverdagens samliv med husbonden Jack (Stanley Tucci). Børn er der aldrig blevet tid til, fritiden er små lommer af tennis-double og aftendrinks i hver sin sofa, hvor det kun er computerens skær, der kan oplyse de trætte ansigter. Jack vil ikke mere, Jack vil ses, elskes, elskes med. Så han flytter, flytter i to dage for at starte en affære med en 20 år yngre kollega. Fionas verden vælter, samtidig med at en knudret familieretssag forplumrer hendes arbejdsliv.

En 17-årig ung mand er dødeligt syg af leukæmi. Den eneste behandlingsmulighed, der er tilbage, er afhængig af bloddonation. Men drengen er medlem af Jehovas Vidner. Drengens liv er Jehovas Vidner. Bloddona- tion er en utilgivelig synd inden for trossamfundet. Så med lige dele teenage-sværmeri for drama og udødelighed og angst for eksklusion ønsker Adam (Fionn Whitehead) ikke den livgivende behandling. Men han kan ikke selv bestemme, dommeren Fiona Maye skal bestemme. Er liv eller værdighed mest værd? Spændingsfeltet mellem lovreligion over for verdslig lov udfoldes ikke nok.

Det sofistikerede eller intrikate valg mellem at lade sig lede af fornuft eller følelse bliver formindsket i ”Dommerens valg”. ”Jeg dømmer efter lov, ikke moral eller religion,” siger dommer Maye.

Selve retssagsdramaet er spinkelt. Hurtigt overstået. Procedurerne, dommerens overvejelser og forældrenes vidneudsagn er ellers udfordrende og spændende.

I retssalen lever ”Dommerens valg” for en stund, hvorimod ingen karakterer rigtig bliver levende uden for murene. Det er ikke Emma Thompsons skyld.

Hun spiller med sin karakteristiske fyndighed, forsøger at fortolke rollen og vise de bølger af følelser, der strømmer under hendes knibske fremtoning. Men det personlige drama, ægteskabet, bliver en hul kliché.

Selv de, der træffer de største beslutninger, har små liv. Men hvor Julia Roberts i ”Erin Brockovich” gav sjæl til de samfundsmæssige udfordringer, får Emma Thompson ikke lov. Lidt af Roberts vildskab ville klæde det puritanske drama.

Fiona Maye vælger at tage ud på hospitalet og besøge den unge Adam inden domsafsigelsen. Og dette ansigt, disse grønne øjne i det grå ansigt på den hvide pude, vækker længsler i hende. Det er oprigtigt ømt, da to så forskellige mennesker rører hinandens hjerter.

Adam søger en erstatning for troen, et nyt sted at rette sine spørgsmål mod. Fiona søger en tilknytning til livet uden for retsakterne. En erstatning for det barn, der aldrig blev. Men det bliver for andægtigt, snubler over grænsen til det opstyltede ekkorum, som ”Soning” så behændigt undgik at overtræde.

”Dommerens valg” er for anæmisk og trænger aldrig derned, hvor det for alvor bliver grimt og beskidt.