Tove Ditlevsen er godt selskab i genudgivet bog. Endog for mænd

Tove Ditlevsen skriver humoristisk og kritisk om sig selv i nu genudgivet bog, der også rummer klip fra hendes bedste tekster

Tove Ditlevsen har ironi og selvkritik samt medfølelse med mennesker, så man føler sig omfattet endog som mand, skriver anmelderen om den genudgivede bog.
Tove Ditlevsen har ironi og selvkritik samt medfølelse med mennesker, så man føler sig omfattet endog som mand, skriver anmelderen om den genudgivede bog. Foto: Jette Ladegaard/Ritzau Scanpix

Mon hun havde vovet i dag i 2020’s sexisme-horisont at skrive om sin ungdom: ”Alt mens jeg arbejdede for det daglige brød, var jeg altid på jagt efter indflydelsesrige mænd.”? Det havde hun måske nok, for Tove Ditlevsen var ikke konform. Der gik ry om hendes mange ægteskaber (tre styk), om hendes skriverier, om hendes måde at opdrage sine børn på og meget andet. Hun var i den offentlige mening, mens hun levede, lidt skør.

Nu, hvor kvinderne vil være mere end deres køn og med deres intellekt bestemme grænsen for, hvor og hvornår de er erotiske, finder flere, at de har en forløber i Tove Ditlevsen (1917-1976). Derfor ser vi disse genudgivelser af nogle af hendes værker og ikke mindst Jens Andersens store værk om hende fra 1997.

Årets genudgivelse, med et sølvglinsende omslag som et spejl, er forfatterselvportrættet fra 1975, ”Tove Ditlevsen om sig selv”. Bogen følger hendes liv i korte kapitler og knytter til flere af dem tekstprøver fra forfatterskabet. En mærkelig genre, hvor forfatteren selv vælger det bedste ud og her faktisk er meget heldig med udvalget. Selv er hun ikke ganske tilfreds med endnu en gang at skulle fortælle om sit liv, kalder det ”en skør opgave” at skulle skrive om sit eget forfatterskab og efterlyser senere kort meningen med projektet samt keder sig ofte over det. Forvirringen er imidlertid ganske klædelig, og man er i godt selskab bogen igennem, især i klippene fra forfatterskabet.

Tove Ditlevsen har ironi og selvkritik samt medfølelse med mennesker, så man føler sig omfattet endog som mand. Det er jo erindringen om barndommen, men også de brudte ægteskaber, hun skriver om og gør det med en udstrakt realisme.

Artiklen fortsætter under annoncen

En enkelt symbolsk-allegorisk tekstprøve optager hun dog i bogen, novellen ”Måden”. Den handler om en kvindes forhold til ægtemandens næse: ”Faren lå i næsens manglende tilfredsstillelse, og med tiden så hun, at det led mod katastrofe.” En grum historie om de to køns manglende evne til at forstå hinandens mest følsomme organer.

Tove Ditlevsen anså sig selv som først og fremmest lyriker og som en kvinde, der efterhånden tilbragte sit væsentligste liv ved skrivemaskinen. Hun skrev, som hun siger, for at holde vanviddet på afstand. Hun skrev metriske vers uden at kende til metrik, fordi hun følte dem rytmisk. Folkeviser og salmer var hendes tidligt benyttede forbilleder. Hun brød sig ikke meget om virkeligheden, men drømte sig væk fra den. Netop derfor fik hun perspektiv på virkeligheden og kunne som få kærligt tage hele modgangen til sig, som det i mange glimt lykkedes hende i denne klip-bog fra 1975. Men for hende selv var opregningen af forfatterskabets højdepunkter måske en skuffelse? Alt det, som skulle have været større og bedre? En skuffelse, der måske førte til selvmordet året efter?