Lutz Klassen blev ”elektrisk”, ja næsten ”chokeret”, da han og hans team løftede den første kæbe fra en hest fri af mulden på en mark ved landsbyen Ginnerup på Norddjurs i 2020. Han er arkæolog og ikke ekspert i at artsbestemme de knogler, han finder i jorden. Men:
”En hestekæbe kan alle kende, og jeg vidste med det samme, at det her sted var noget helt særligt,” siger han.
Efter den første kæbe fulgte meget mere hest: Over 30 procent af alle pattedyrsknogler på udgravningsstedet er fra heste, hvor det normalt er cirka én procent.
”Den slags er aldrig nogensinde fundet i Danmark eller Skandinavien før. Ingen har troet, at der på den tid fandtes så mange vildheste i Danmark, at man kunne gøre det her,” siger Lutz Klassen, som er forskningsleder på Museum Østjylland og står i spidsen for udgravningerne af en samlingsplads fra bondestenalderen, hvis spektakulære fund han præsenterede for offentligheden på museet i Randers i torsdags.
Pladsen ved Ginnerup er et missing link til at forstå et besynderligt skifte i kultur i bondestenalderen, som hidtil har været umuligt at belyse. Samtidig kan hestefundet levere svar i de debatter om naturnationalparker og naturforvaltning med store græsædende dyr, der raser landet over i disse år.
Knogler fra fundet indgår i en stor, international forskningsartikel, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift ”Nature”. Studiet fastslår med næsten 100 procents sikkerhed, at hestene på Djursland var vild- og ikke tamheste.
På Aarhus Universitet er professor i biodiversitet Jens-Christian Svenning blandt de mange, der interesserer sig for fundet ud fra et perspektiv om naturforvaltning.
”Der er en masse kontroverser om heste i naturforvaltningen, blandt andet hvad angår dyrevelfærdsspørgsmål, og om de overhovedet hører til i vores natur. ”Nature”-studiet sætter i hvert fald to streger under, at vilde heste er hjemmehørende i Danmark. Nu er jeg super nysgerrig på, hvordan de har passet ind i landskabet,” siger han.
I dag er fortidens samlingsplads en smattet mark dækket af en stærkgrøn efterårsplante. Den ligger på et højdedrag, og man kommer til den fra landevejen ad en grusvej, der løber mellem bakkerne i en smal dalsænkning. Himlen er blå, og morgensolen forgylder landskabet vidt omkring den lørdag i oktober, hvor Kristeligt Dagblad møder forskningsleder Lutz Klassen på stedet.
Endnu mere imponerende må her have set ud for 5000 år siden, da pladsen blev brugt af bondestenalderens folk til deres shamanistiske ritualer.
Mageløs i Skandinavien
Dengang var de flade, langstrakte marker neden for bakkerne en stor fjord, der gennemskar Djursland fra Grenaa i øst til Randers i vest, så Norddjurs var en ø. Museum Østjylland har gravet på stedet i to sæsoner og i samarbejde med Moesgaard Museum, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Men de har kun undersøgt fem procent af pladsen, og Lutz Klassen peger på et plateau på den bakkede mark, hvor det mest interessante sted er: Dér, på toppen af skrænten med udsigt over den gamle fjord. Der fandt arkæologerne de opsigtsvækkende nedlægninger af hestekæber, det vil sige knogler, der ikke bare blev smidt som madaffald, men lagt i jorden på en særlig, bevidst måde. De fandt meget andet. Ikke mindst enorme mængder af østersskaller, hvoraf en del ikke blev samlet for at blive spist – det kan forskerne se, fordi muslingerne er angrebet af en boresvamp, der viser, at de var døde, da bondestenalderens folk hentede dem på stranden.
De lagde skallerne i en naturlig slugt i skrænten ud mod fjorden, så de dækkede slugtens bund og sider som et tæppe. På lang afstand, når man kom til stedet i båd, har de lyst slugten op med deres hvide farve og markeret pladsen tydeligt i landskabet.
”Vi ved fra andre fund, at hvid formodentlig har haft en rituel betydning. Hvid er sædens og knoglernes farve, liv og død. Man har altså siddet netop her og foretaget sig noget, og vi har fundet ud af, at den her plads er helt central for at forstå, hvorfor den såkaldte tragtbægerkultur forsvinder, og en ny kultur, den grubekeramiske, kommer til Djursland,” siger Lutz Klassen.
Pladsen blev opdaget i 2001 af lokale oldsagssamlere, og dengang foretog museumsinspektøren på det daværende Djurslands Museum en overfladisk udgravning. Derfor vidste Lutz Klassen og hans kolleger, hvor de skulle grave, da de fik mulighed for at fortsætte udgravningerne i 2020-21.
Bevaringsforholdene på Djursland er enestående, og området er blandt de steder i Danmark, hvor bondestenalderen er bedst undersøgt.
Men på et tidspunkt i perioden sker der noget, der stadig er et mysterium for arkæologer: I det 31. århundrede f.Kr. går den herskende kultur, tragtbægerkulturen, pludselig i opløsning, og en ny levevis kommer til, den såkaldte grube-keramiske kultur.
I tragtbægerkulturen levede menneskene stort set ens over hele Nord- og Centraleuropa. De byggede store stengrave i form af dysser og jættestuer, og de ofrede i moserne. De brugte enorme kræfter på de gådefulde systemgravsanlæg, der er det kantede ord for store, systematisk anlagte grøfter til rituelle formål. I gravene lagde man genstande; dyreknogler, østersskaller og meget andet, hvorefter man dækkede dem til igen. Gennem generationer, nogle gange over flere hundrede år, åbnede man gravene for at deponere i dem og lukkede dem igen.
Men i det 31. århundrede f.Kr. holdt mose-ofringerne op. Der blev ikke bygget flere dysser og systemgravsanlæg. Befolkningsgrupper begyndte at skille sig ud fra hinanden med hver deres særegne identitet. De ændrede levevis og opgav delvist det landbrug, der dominerede i tragtbægerkulturen. I Nordvestjylland opstod en nomadisk levevis med kvæghold, og her på Djursland gik befolkningen tilbage til at leve mere som jægere og samlere.
Hvad skete der?
Ingen ved det, for først i Ginnerup har man fundet en plads, der præcis fanger den periode, hvor forandringerne fandt sted.
”Det her er den eneste plads i Skandinavien, hvor vi på grund af bevaringsforholdene kan påvise den allersidste fase af tragtbægerkulturen og den første fase af den grubekeramiske kultur. Her har vi 5000 år gamle knogler, der er superfriske og med bevaret dna. Her er stedet, der kan levere svar på, hvorfor tragtbægerkulturen gik i opløsning,” siger Lutz Klassen.
Ritualer med hest
Tre kilometer fra Ginnerup ligger Kainsbakke. Den blev udgravet for 20 år siden, og Kainsbakke er landets største og vigtigste plads fra den grubekeramiske kultur. Den er altså lidt senere i tid end pladsen ved Ginnerup.
”På Kainsbakke ser man resultatet af den store omvæltning i levevis, i Ginnerup har vi begyndelsen,” siger Lutz Klassen.
Fra Kainsbakke ved man, hvor forandringerne kom fra, mens fundene fra Ginnerup skal vise, hvordan det skete, da den ene kultur skubbede den anden af banen. Det ved Lutz Klassen og hans kolleger ikke endnu, fordi fundene fra de sidste to års udgravninger langt fra er færdigundersøgt, og fordi det kræver flere udgravninger at få overblik over stedet.
Men sikkert er det, at nye skikke rejste til Djursland og resten af Danmark langvejs fra.
På Kainsbakke har man fundet nedlægninger af knogler fra bjørne, elge og krøltoppet pelikan. Strontium-analyser har vist, at nogle af knoglerne er bragt til Kainsbakke sandsynligvis helt fra Vestsverige. Den dag i dag anses bjørnen, elgen og vandfuglen for at være shamanens hjælpere blandt jægerfolk i Vestsibirien. De samme dyr optræder på helleristninger og som figurer i forhistoriske fund i Nordskandinavien og det nordøstlige Baltikum.
Det er altså vigtige dyr i en animistisk tro, der kom til Djursland fra Sverige og videre fra nordøst. Andre kulturtræk, som blev importeret fra de samme egne, var en ny kost, hvor befolkningen spiste mere sæl, og en smykkekultur, hvor de bar kæder af hjertemuslinger.
Andre steder i Danmark så man andre steder hen: I Nordvestjylland hentede man nye skikke fra det polske område.
”Under hele bondestenalderen har man haft mange kontakter ud i Europa. Men så kommer den her tid, hvor man vil adskille sig fra de andre. Etnografisk betragtet siger de forskellige folk i Danmark: ’Vi hører til dem i Sverige’, eller ’vi er i slægt med dem i Centraleuropa’,” forklarer Lutz Klassen.
Under agerkålen på marken i Ginnerup ved han nu, at han kan finde svaret på, hvordan skiftet skete. Han har allerede set, hvordan kulturerne brydes her. Fra den gamle kultur har arkæologerne fundet systemgrave og den systemgravslignende slugt, tapetseret med østersskaller. Fra de ny tider har han blandt andet fundet, at 60 procent af samtlige knogler er fra vilde dyr: Bondekulturen var på retur og allerede delvist erstattet med en levevis a la jægerstenalderens.
”Og så er der de her heste. Vi har aldrig før fundet spor efter ritualer med heste. Er de en del af historien om, hvad der skete? Eksperimenterede man? Var det endnu et forsøg på at gøre noget nyt og adskille sig fra den gamle verden?”, spørger Lutz Klassen.
De vilde heste
I Ginnerup har arkæologerne endnu kun nået at artsbestemme knoglerne fra det første års udgravning. Ud af 11.000 knoglestykker kunne 750 artsbestemmes, og 32 procent er fra heste.
Den gamle slugt er ifølge Lutz Klassen ”oversået med hesteknogler”.
”Der er knogler fra mellemfod, skulderblade og kæber. Nogle er marvspaltede, så de har spist hestene. Men de har også brugt dem rituelt, det kan vi blandt andet se på nedlægningen af kæber. Det kan have været en slagteplads. Hvis de kunne fange så mange heste, så må der have været temmelig mange i landskabet.”
Det er her, fundet rammer den aktuelle debat om den form for naturpleje, man kalder rewilding .
I Molslaboratoriet under Naturhistorisk Museum på Mols har man udsat heste og kvæg, der lever vildt. Det vil sige, at de finder føden selv på området året rundt. Hensigten er, at det, de spiser, og den måde, de bevæger sig i landskabet på, påvirker naturen til gavn for den øvrige biodiversitet, herunder planter og insekter. På Bornholm er udsat bison, og i Lille Vildmose går der både bison og elge ud fra samme idé om naturpleje. Udsætningen af store, græsædende dyr er også en del af lovgrundlaget for de 15 naturnationalparker, regeringen og dens støttepartier vil skabe i Danmark.
Men projekterne med store, græsædende dyr møder også modstand. Bølgerne går højt om blandt andet disse spørgsmål:
Hører for eksempel vilde heste hjemme i Danmark?
Hvad spiser en vild hest – spiser den kun græs, eller spiser den også ved og skud fra buske og træer, så dens aktivitet skaber et landskab med lysninger og solrige pletter?
Påvirker den overhovedet landskabet på den måde, rewilderne mener?
I dag er den gamle kultplads en mark. Fra bakken skuer man ud over flere marker på fortidens havbund. Formodningen er, at der på Ginnerup-pladsens tid var tæt skov på Djursland og i Danmark i øvrigt. Det passer med, at man hidtil kun har fundet få hesteknogler – de græsædende steppedyr var sjældne i det skovdækkede land, men stødte man på dem, blev de nedlagt.
Men i Ginnerup var hesten ikke sjælden. Hestene var heller ikke holdt som husdyr: To hestetænder fra den første undersøgelse af stedet i 2001 indgår i det store genetik-studie i ”Nature”, og det viser, at de var vilde. Holdt de pletter fri fra skov, sådan som nutidens rewildere mener, at store græsædende dyr påvirker landskabet? Eller levede de snarere i naturligt opståede åbne områder, for eksempel strandenge eller på stenalderfolkets afbrændte marker?
Ud over studiet i ”Nature” er hesteknoglerne undersøgt på Simon Fraser-universitetet i Vancouver. Her har professor Michael Richards lavet såkaldte isotop-målinger på knoglerne for at komme tættere på, hvad hestene spiste.
”Planter i en skov giver andre målinger end planter på en eng. Vi kan i hvert fald se, at de her heste har spist helt anderledes end andre pattedyr på stedet, det vil sige husdyr som kvæg og grise samt vilde dyr som kronhjorte,” siger Lutz Klassen.
Moesgård Museum og forskningscentret BIOCHANGE på biologisk institut på Aarhus Universitet laver nu slidanalyser af vildhestenes tænder. Sammen med målingerne fra Vancouver skal det give forskerne et ret præcist billede af hestenes føde.
Det er resultater, der kan skubbe til debatten om rewilding i Danmark, siger professor og centerleder på BIOCHANGE, Jens-Christian Svenning.
”Ginnerup-fundet viser, at hestene var her. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan de egentlig har levet her i Danmark og resten af Vest- og Centraleuropa fra sidste istid og frem til bondestenalderen, hvor man traditionelt har tænkt, at landskabet var meget tæt bevokset med skov. Det har jeg og andre sat spørgsmålstegn ved, og det er en løbende, faglig debat: Hvordan var landskabet skruet sammen? Det er superinteressant, hvis vi kan sige mere om, hvordan hestene har passet ind i de her landskaber og påvirket dem.”