Denne bogs påstand er, at Jorden er dejlig, men i krise, sådan som vi kender den. Her tænker Jes Bertelsen især på klimakrisen, men fattigdom, hungersnød og oprustning spiller også en rolle.
Jes Bertelsen stoler på det gode i mennesket:
”De fleste mennesker er af natur også venlige og vil andre det godt.”
Men der er brug for, at vi får en ny indstilling til Jorden, og at den medfører handling. Metoden er meditation, og efter side 34 følger 73 sider, der stort set kun handler om meditation. Disse afsnit er skrevet meget instruktivt, med grå felter som vejleder om, hvordan man kan meditere sådan globalt:
”Sæt dig til rette, og spænd af i kroppen. Fordel opmærksomheden ud i hele kroppen: fødder og ben, hoved, nakke, arme og hænder, torso. Fornem bevægelsen i fordøjelsessystemet, fra munden hele vejen igennem mave og tarmsystem til anus. Tænk på kroppen som en stående bølge af stof. Husk – at ligesom vandet cirkulerer, så cirkulerer biosfæren igennem os i form af mad, altså planter og dyr. Brug fem minutter til at lade opmærksomheden hvile åbent med kropsfølelsen og fornemmelsen af biosfærens strømning igennem os.”
Til sidst gennemgår Jes Bertelsen kortfattet, hvordan meditation kan hjælpe os til at nå FN’s 17 bæredygtighedsmål. Forslagene er ikke specielt præcise. Der skal bruges færre midler på militær, og så skal meditationens indsigt i glæden ved at give afkald inspirere os:
”Vi i den rige del af verden og de rige i de fattige dele af verden skal formentlig afgive noget af vores overskud frivilligt.”
En bog som denne vil virke forskelligt på læserne.
Nogle gribes sikkert af de smukke tanker, som læseren kan lade sig fylde af, når han eller hun sidder i et stille rum, mærker sin krop og prøver at tænke over hele verden. Man mærker ”hele spektret af empatiske følelser for de allernærmeste. Derefter: Lad dem udvide sig til en større kreds af mennesker. Og dernæst til alle mennesker”.
Andre vil opfatte alt dette som en uforpligtende selvoptagethed og ryste på hovedet af eksemplet med nogle nonner, der én gang om dagen ser BBC’s tv for at betragte andres ulykke, så de inde i deres kloster kan gå i forbøn for dem. Kloster betyder som bekendt et indelukke.
Bogens forskellige virkninger på læsere skyldes ikke bare temperamentsforskelle. De hænger også sammen med, om man mener, mennesker er gode, eller om mennesker også kan være griske, så det ikke er nok forsigtigt at foreslå, at vi formentlig skal afgive noget af vores overskud frivilligt.
I det løst snakkesaglige forord skriver Steen Hildebrandt ganske vist, at vi kan gøre Jorden til et paradis. Men hvis det var så nemt, som bogen giver indtryk af, var det nok sket for længst.
Ud fra denne sidste opfattelse er bogen et spekulativt slag i luften. For den kritiske læser med denne tilgang siger det meget, at når Jes Bertelsen endelig skal være mere konkret og beregne, hvor mange molekyler ilt et menneske optager i et åndedrag, regner han forkert.
Han finder nemlig først et galt tal på internettet for, hvor mange gasmolekyler der er i en kubikcentimeter luft, og så tror han, at 1 kubikcentimeter svarer til 1 centiliter. Men der går 10 kubikcentimeter til 1 centiliter. Så meget for den eksakte viden hos forfatteren til en bog, der vil løse naturvidenskabelige klimaproblemer og klodens økonomiske problemer.