Nytårsmorgen 2011 døde sangeren, sangskriveren og musikeren Flemming Bamse Jørgensen i sit hjem i Egå uden for Aarhus, 63 år. DR's P3 ændrede øjeblikkeligt programfladen og spillede Bamse hele resten af dagen, mens Aarhus gik i sort. Bamse var elsket over det ganske land og opnåede en popularitet, der er de færreste beskåret. I sin 30 år lange karriere solgte han svimlende 3,2 millioner albums, i gennemsnit mere end 100.000 om året.
Bamse spillede og sang sig ind i Danmarks hjerte og blev med tiden et af de største navne inden for dansk musik nogensinde. Hvorfor? For denne signatur har det med hans stemme at gøre. Den var noget helt særligt. Han kunne med sin karakteristiske vokal løfte sit materiale til et andet niveau og forvandle både poetiske og melodiske banaliteter til eksistentielt vedkommende og stedvis dybe følelsesmæssige sandheder. Det var som om Bamse skyldte livet noget; som om der lå en usynlige kerne inde i sangene, en hemmelighed, der kaldte noget frem i hans publikum, de måske end ikke selv vidste, de bar på.
Ønsket om en plads i verden
I sensommeren 2010, et lille halvt år før Bamse døde, gav han et interview til Berlingskes Christian Nørr, hvor han løftede sløret for noget af det væsentlige, der havde drevet ham så langt inden for musikken. Det var som om han vidste, at døden snart ville klippe hans livs skæbnetråd over, og at han hellere måtte dele med offentligheden, hvad alene en snæver kreds af de nærmeste, havde vidst. Bamse fortalte, at hans mor efter alt at dømme havde været prostitueret i Randers, og at han blev bortadopteret ganske kort efter sin fødsel. Hans velstående forældre i Aarhus var ikke hans biologiske, og havde taget ham til sig af grunde, der kun var alt for gennemskuelige. Parret kunne ikke selv få børn, og hans gammeldags patriarkalske adoptivfar ville gerne have en søn, der kunne drive hans firma videre.
Faderen gav ham det indtryk, at han havde været ”heldig”, at han var blevet reddet fra en værre skæbne. Barnet skulle udvise taknemmelighed. Bamse bar således på en dobbelt følelse. På den ene side af, at han skulle leve op til sin ny families tillid. På den anden side af, at han var blevet kasseret af sine biologiske forældre. Det affødte et vildt savn efter tryghed og et stærkt ønske om at bekræfte det talent, han havde inden i sig. Det var ikke forretningsmæssigt, men musikalsk i en helt ekstraordinær grad. Bamse ville anerkendes både som menneske og kunstner, for kun da kunne han finde harmoni med sig selv og sin omverden. Han ønskede sig en plads i verden.
Det er den historie, som instruktøren Henrik Ruben Genz fortæller i sit drama, der ganske enkelt hedder ”Bamse”, og som har premiere i biograferne i dag. Alle ved, hvem Bamse er. En film om adoptivbarnet, der livslangt stræber efter anerkendelse og kærlighed. Et menneske, der er blufærdig og usikker, men inderste inde godt ved, hvad han kan. At det er musikken og sangene, der kan frigøre ham fra den sociale arv og løfte ham ud skammen og skyldfølelsen, hvis han bare får lov, også til at give udtryk for sit inderste med sange, der, ligesom hans store hænder, rækker ud efter berøring. Han kan ikke gå på vandet, men han kan i sandhed så meget andet.
Livsråd ved pølsevognen
Henrik Ruben Genz folder i samarbejde med manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen fortællingen ud i en rytme, der er både kronologisk og kontrapunktisk. Historien peger både frem og viser tilbage til dengang, verden var sort hvid og drengen Flemming får ting at vide om sin barndom, som han er alt for lille til at forstå, endsige tage ind. Det er effektivt fortalt og fuld af Aarhus-etnisk lune og underfundigheder. Der siges – som det egentlig gælder i hele Bamses liv – ikke for meget, hellere for lidt og der ruttes hverken med lidenskaber eller adjektiver i miljøet.
Bamse (Anders W. Berthelsen) vejede i sin storhedstid henved 160 kilo, og vi følger Bamse og hans venner til fester, halballer og koncerter – orkestret havde mere end 100 jobs om året. Og vi følger Bamse bagefter, hvor de andre musikere falder ned med øl og snaps, mens Bamse drikker kakaomælk, og hvis procenterne skal lidt ned, sødmælk direkte fra kartonen. Hjemme venter hans kone Käte (Johanne Louise Schmidt). Og hun venter aldrig forgæves. Tour-bussen kører hjem til Aarhus, om det så skal tage hele natten. De lokale groupies på spillestederne får ikke noget ud af deres yndigheder, når det gælder Bamse. Bamse søger tryghed, regelmæssighed og kærlighed, og et menneske, han kan betro sig til. Det kan høres helt ud i hans blødt modulerede basgange, som i filmen trækkes helt frem i lydbilledet, når Bamse står med sin vuggende krop og får hele hallen med ud på Vimmersvej.
Trækker det op til orkan på hjemmefronten, trækker Bamse sig væk. Kører ind til studiet, jammer og sover på sofaen. Käte siger i filmen, at hun er hans ryg. For han har ikke selv nogen. Søger han råd hos andre end hende, bliver det ikke hos vennerne, eller hans umusikalske manager (Lars Ranthe); det bliver ved de århusianske pølsevogne, der i filmen er befolket af lokale, Stig Tøfting og Jakob Haugaard. Som det fremgår, trækker filmen på det folkelige (komedie-)register. Men egentlig med den hensigt at skabe åbninger til noget andet: det egentlige, der ligger i Bamses sjæl og dermed hans stemme, der ”er til mere end festlig og glad popmusik”. Filmen vil gerne frem til den Bamse, som alle hans kolleger - Kim Larsen, Michael Falck, Lars HUG, Søs Fenger, Anne Linnet - uanset musikalsk genre, respekterede ham for. Frem til det punkt, hvor Bamse får mod og rygrad til at stå åbent frem med sine følelser; frem til grebet om hjertet. Frem til, hvor denne særlige timbre og følelsesmæssige klangfarve i Bamses stemme, der stikker så dybt i hans sind, sættes fri.
Et nærmest karikeret faderopgør
I ”Bamse” sker det rent dramaturgisk ikke uden voldsomme forenklinger og modstillinger i filmens bærende fortællelinjer. Både i forhold til musikken, hvor tiden med Bamse og hans venner fraskrives kunstnerisk værdi. Det er notorisk forkert. Bamse skrev nogle af sine bedste ballader, før han gik solo med ”Stand by Me” i 1999. Og i forhold til adoptivfaderen, der virker helt usandsynlig kantet og vrangvillig, en kliché, der kun er set alt for ofte på film. Dette faderopgør, der svinger mellem afvisning og tilgivelse, er for meget og på grænsen til det karikerede, og ligner til forveksling den tolkning, der også skæmmede dele af Per Flys musikdrama over den svenske stjerne Monica Zetterlund fra 2014. Kære instruktør: vis det dog – det er jo film – i stedet for at fortælle det med replikker, der savner nerve og i stedet fungerer som tolkningsmæssige staveplader! Til gengæld får historien om Bamses gedulgte baggrund og fortiede fortid, og gensynet med det bølgende skyggeflor af søskende fra et andet liv, en bevægende dybde i dramaet.
Den troværdige Bamse
Det samme må siges om Flemming Bamse Jørgensens karakter. Hans blanding af blufærdighed, menneskelig renfærdighed og stamina, når det virkelig gælder, er blændende gestaltet og fortolket af Anders W. Berthelsen, der virker fuldkommen troværdig i rollen som Bamse. Han er inde i rollen på en måde, der virker som en sand identifikation, helt ud i det tunge, besværede korpus. Anders W. Berthelsen synger selv sangene i filmen. Han har ikke Bamses stemme, men det er også mere end man kan forlange af noget menneske. Flemming Bamse Jørgensen fik i 1986 en Robert for birollen som den gale buschauffør Vagn i Jon Bang Carlsens ”Ofelia kommer til byen”. Måtte Anders W. Berthelsen få både en Robert og Bodil for sin hovedrolle som Bamse. Det fortjener han. Han løfter filmen ud over det ordinære på samme måde som Bamse kunne løfte sit musikalske materiale til noget, vi tror på og røres ved. ”Bamse” er en rigtig tåreperser, og det er ganske, som det skal være.
Bamse. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Manus: Bo Hr. Hansen og Henrik Ruben Genz. Foto: Jørgen Johansson. 93 minutter. Danmark 2022. Premiere over hele landet i dag, 25. august.
Hver lørdag samler vi nyt om litteratur og kunst, så du kan holde dig opdateret på kulturlivet i hele landet. Skriv dig op til nyhedsbrevet fra Bøger & Kultur her.