Prøv avisen
Koncert

Bob Dylan viste spilleglæde på alle tangenter

5 stjerner
Ved en koncert, der egentlig ikke havde svage arrangementer, var nogle af de mindeværdige numre Dylans og bandets udgaver af ”Tangled Up in Blue” og ”Highway 61 Revisited”. ”To Ramona” og ”Desolation Row” kom i mere veloplagte versioner end tidligere, og selv kantede numre som ”Love Sick” og ”Early Roman Kings” fik et blødt skær over sig. Arkivfoto Foto: CLINT AUSTIN/AP

Sjældent har Bob Dylan sunget så godt som ved den første koncert af to i Operaen i København

Bob Dylan var i topform, da han torsdag aften indtog Operaen i København. Koncerten - den første af to i Danmark på den nye turne, der begyndte med modtagelsen af Nobelprisen i litteratur i Stockholm sidste weekend - bestod af numre fra store dele af karrieren. Arrangementerne havde elementer af både folk, swing og jazz og i samtlige to timer lyste spilleglæden ud af både Dylan og bandet.

Så meget ved en Dylan-koncert afhænger af hans aktuelle sindstilstand. Nogle gange rammer han tangenterne forkert og når ikke højt nok op, og afleverer jappede og undertiden ugenkendelige versioner af numrene fra det gigantaiske katalog. Men ikke torsdag aften i Operaen, hvor akustikken var perfekt og pianospil og fraseringer sad i skabet. Man har simpelthen sjældent hørt Dylan synge så godt.

Måske har indspilningerne af det amerikanske klassiske sangkatalog, der foreløbig er kulmineret med den tredobbelte plade ”Triplicate” fra sidste fredag, frisat hans stemme og bragt ham steder hen, han ikke kunne nå tilbage i 00’erne. Ved koncerten var det ihvertfald en god håndfuld perfekt leverede croonende Sinatra-numre med Dylan undertiden alene med mikrofonen, man var vidne til. De tunge gardiner og den døsige lyssætning passede her perfekt til stilen: Vi var som i en Twin Peaks-agtig hemmelig natklub i Sydstaterne anno dengang verden ikke var af lave.

Ved en koncert, der egentlig ikke havde svage arrangementer, var nogle af de mindeværdige numre Dylans og bandets udgaver af ”Tangled Up in Blue” og ”Highway 61 Revisited”. ”To Ramona” og ”Desolation Row” kom i mere veloplagte versioner end tidligere, og selv kantede numre som ”Love Sick” og ”Early Roman Kings” fik et blødt skær over sig.

Grundstammen i Dylans koncerter for tiden er numre fra ”Tempest” (2012), Sinatra-numre og så de udødelige klassikere. Han har her fundet en sætliste, der tydeligvis passer bandet, men prisen er, at overraskelserne går fløjten. Han smider ikke pludselig et sjældent spillet nummer ind eller leverer en aggressiv, skramlet rock-version af en klassiker.

Numrene fulgte ofte samme forløb: lidt indledende jam, så er vi i gang og bandet udvider sig, indtil Dylan nådesløst præcist samler trådene og runder nummeret af. Aftenen var også en opvisning i, hvordan et sammentømret band fungerer i spændet mellem improvisation og kontrol, og alle instrumenter stod knivskarpt i lydbilledet. Selv trommeslagerens whiskers og noget, der lød som en kobjælde, forplantede sig i salen.

Dylan har skiftet stil mange gange i karrieren, men han har aldrig for alvor forladt sine tidligere faser. Det er ikke sådan, at han engang var folkemusiker, og så blev rockmusiker. Eller en gang var ungdomsoprører, og så blev kristen, eller hvad opfattelserne af hans skift ellers er. Sangene fra The Great American Songbook og The King James Bible har altid været grundstammen i hans værk, de tekster, han lærte at kende som barn i Minnesota, og som hans sange rummer myriader af henvisninger til, ligefra debuten i 1962 til nu.

Fra scenen torsdag lød der sædvanen tro ingen ord fra Dylan selv, for det er værket, der er i centrum ved en Dylankoncert, og at dømme efter publikums respons var det lige, som det skulle være. Med stående ovationer trådte Nobelprismodtageren og band tilbage i mørket efter to timer og to ekstranumre. Med så velfungerende et band var der mange numre, man også gerne ville have hørt, men det er vilkårene ved en Dylankoncert: Arrangementerne er altid unikke, sangværket er enormt, og hver koncert er som sådan ny. Nogle gange fungerer det ikke for ham, andre gange er han tæt på det sublime. Det var Dylan torsdag aften i Operaen.