I 1838 udgav den ganske unge Søren Kierkegaard sin første bog. På bogens titelblad stod: ”Af en endnu levendes papirer. Udgivet mod hans villie af S. Kierkegaard”. Denne noget særegne titel dækkede over et mindst lige så særegent indhold: nemlig en lang og siden så berømt og berygtet anmeldelse af H.C Andersens tredje roman, ”Kun en Spillemand”, som var udkommet året forinden.
Søren Kierkegaards hovedanliggende er at vise for enhver, hvilken umådelig dårlig romanforfatter denne Andersen er. Hovedproblemet er for Søren Kierkegaard at se, at Andersen ikke har nogen livsanskuelse. Han har ikke noget højere samlet syn, som han lægger ned over sin fremstilling, og som får den til at fremstå som en dybest set både positiv og harmonisk fortælling.
Andersen er pessimist. Hans hovedperson er ifølge Kierkegaard ikke et geni, men bare ”et flæb” som ovenikøbet mislykkes i livet. Dertil kommer, at ”Andersen, hvis romaner står i et så fysisk forhold til ham selv, at deres tilblivelse ikke er så meget at anse for et produkt, som for en amputation”.
Andersen trækker alt for meget på sin egen historie, og han er i det hele taget ikke i stand til at håndtere poetisk stof. Søren Kierkegaard præsenterer sig her som et ungt brushoved forgabt og fortabt i egen genialitet og belæsthed.
Hans kritik af ”Kun en Spillemand” er ikke en kritik med et sagligt anliggende, der præciserer en grundlæggende litterær uenighed mellem kolleger, men snarere en uforskammet nedrakning, der indimellem tangerer et overfald.
Det interessante er imidlertid, at alt det, der mishager Kierkegaard hos Andersen, netop er det, der karakteriserer nutidens mest berømmede – og mest læste – litteratur. Den flimrende mangetydige fremstilling af et nutidigt samfund med flittig brug af autobiografiske virkemidler. Andersen havde fat i den lange ende, når det gælder skønlitteratur.
Hele denne uhyre aktuelle problemstilling gør det særdeles prisværdigt at ville præsentere den for et moderne publikum i en ”nudansk gennemredigeret og illustreret udgave”, som det hedder på titelbladet. Jens Staubrand har gjort sig umage med forklarende illustrationer til Søren Kierkegaards tekst.
Desværre er hans modernisering af teksterne behæftet med så mange fejl og misforståelser, at det fylder den læsende med lige dele ærgrelse og irritation, fordi læsningen faktisk indimellem bliver direkte vanskeliggjort af den sproglige redigering. Værst går det ud over ”Kun en Spillemand”. Det er ikke bare ærgerligt. Det er sine steder direkte meningsforstyrrende. Det er sjusk og dårlig korrekturlæsning. Den gode idé havde fortjent bedre. Meget bedre.