Da Salman Rushdies forrige roman ”Det gyldne hus” udkom på dansk, interviewede jeg ham i New York, hvor han bor nu. Inden mødet med den fatwa-ramte forfatter talte jeg med litteraturkritikeren James Wood, som sagde, at det nok var bedst ikke at nævne hans, altså Woods, navn under samtalen med Rushdie. Siden en nu berømt, grumt nedsablende Wood-anmeldelse i kulturmagasinet The New Yorker har Rushdie nemlig haft et ondt øje til kritikeren, som i et vist omfang har gjort karriere på at gå i flæsket på kanoniserede forfattere.
Wood, og efter ham mange andre, er kritiske over for Rushdies stil: Der er en ophobning af navne og adjektiver, der er en for blæret boltren sig i litterære klassikere, der er en besættelse af populærkulturen med utallige referencer til hippe spisesteder og absurde realityprogrammer, og der er for mange farverige indfald og fjollede sidehistorier. Ja, det hele er bare for meget og for højlydt i en Rushdie-roman, lyder et nu udbredt synspunkt.
Kritikken er såmænd ikke forkert. Men den er heller ikke dækkende.
Rushdies fabuleren udelukker ikke hverken eftertanke eller moralske overvejelser. Tag nu hans nye roman på dansk, ”Quichotte”. Den er en satirisk pastiche over Miguel de Cervantes’ klassiker ”Don Quixote”, der regnes for at være verdens første roman. Hos Rushdie er historien om den unge, naive ridder fra Spanien omplantet til det moderne USA, hvor et makkerpar rejser gennem det kriseramte land på jagt efter kærlighed og familieliv.
Hovedpersonen Ismail Smile er ansat i sin fætters medicinalfirma som omrejsende sælger, men er mest optaget af at se tv på motellerne langs motorvejene. En dag forelsker han sig i en tv-stjerne med et navn, der ligger meget tæt på Salman Rushdies eget, og rejser ud for at finde hende. Helt som i forlægget hos Cervantes har han et sidekick med, den imaginære søn Sanchos, og kan, igen ligesom hos Cervantes, ikke skelne mellem fiktion og virkelighed, og ser verden gennem et romantiserende filter.
Længslen efter rødder, familieliv, forståelse af USA, og sikkert også Rushdies egen søgen efter sig selv, løber gennem romanen. Denne anmelder har haft det kosteligt i selskab med ”Quichotte” og læst den langsomt, gået til og fra, læst et kapitel eller to, og så lagt bogen hen et par dage.
Kommer man ind i fortællingen roligt og lader den folde sig ud, er der ikke noget hæsblæsende eller larmende over den. Rushdies enorme viden om kulturhistorien og hjertelige glæde over at lege med sproget passer godt til en rejseroman som denne, der er et eventyr placeret i moderniteten med klassiske konflikter – såsom hjemstavn versus udlængsel og fantasi versus sandhed – foldet organisk ud. Ligesom hos Cervantes kommenterer både personerne og fortælleren jævnligt sig selv.
Rushdies form for metafiktion er ikke så udbredt eller moderne længere, men den var meget normal i 1980’erne og såmænd også i de århundreder, hvor litteratur gerne måtte være fabulerende, legende og fantasifuld. Det var i tiden før autofiktion og opgør med fædre og mødre, der præger samtidslitteraturen.
Alt dette, inklusive kritikken af hans stil, ved Rushdie naturligvis godt. Et sted i den nye roman skriver han om sin egen skrivemåde og om den tid, vi lever i, og om, hvad man som forfatter også kan skrive om, ud over sig selv på autofiktiv vis:
”Et indskud, kære læser, hvis du tillader: Nogle vil måske hævde, at fortællinger ikke bør gribe om sig på denne måde, at de bør holde sig til det ene eller det andet sted, slå rødder i det andet eller det ene og sætte blomst i dette afgrænsede jordstykke; ikke desto mindre er mange af nutidens fortællinger, som de bør være, af denne pluralistiske, omsiggribende karakter, fordi der har fundet en art kernespaltning sted i menneskenes liv og relationer, familier er blevet splittet, millioner og millioner af os er draget mod klodens fire hjørner (selvom den selvfølgelig er rund og derfor hjørneløs), det være sig af egen fri vilje eller af nød. Den slags splintrede familier er måske de bedste linser at studere den splinterede verden igennem. Og i de splintrede familier lever splintrede mennesker som følge af tab, fattigdom, mistrivsel, fiasko, alder, sygdom, smerte og had, som alligevel klynger sig til håbet og kærligheden, og disse splintrede mennesker – vi splintrede mennesker! – er måske tidens bedste spejl, blanke skår i sandhedens lys, hvor end vi rejser hen, hvor end vi lander, hvor end vi slår os ned.”
På egne præmisser er Rushdies nye roman rigtig god, både morsom og menneskelig og moden. Han minder om, at forfattere gerne må have en fantasi, og at det faktisk engang var at adelsmærke at skabe alternative verdener, som læseren kan bebo for en stund. Inden hun eller han vender tilbage til den prosaiske virkelighed og kampen mod egne vindmøller.