Splitte mine bramsejl

Stedvis fornøjelig, men også langtrukken historisk roman om Danmarks første koloni

Splitte mine bramsejl

Det er al ære og respekt værd, at Palle Petersen efterhånden har udgivet omkring 120 bøger inden for flere genrer – og han har gerne beskæftiget sig med 1600-tallet og Christian den Fjerdes tid. Det er da en imponerende energi at lægge for dagen, men måske skulle Palle Petersen overveje at forvalte dele af sin energi på anden vis? Mere herom senere.

Den nyeste semihistoriske roman hedder ”Dansk koloni i Indieland”, og den tager udgangspunkt i den danske konges drøm om at danne en koloni i troperne. Adelsmanden Ove Giedde udnævntes til admiral over den danske flåde, der talte omkring 600 mænd, deriblandt den fattige, forkrøblede tjener Svend Due, der blev sat til at berette om rejsen i form af en ret så farverig dagbog.

Flåden lægger fra land i november 1618 og er grinagtigt længe om at komme ud på de store have, og det ene dårlige varsel efter det andet registreres af den lille dagbogsforfatter. Viceadmiral Erik Grubbe har smuglet sin kæreste med om bord – og det er sikkert som amen i kirken: Kvinder om bord bringer kun ulykker med sig.

Så flådens rejse hen mod Indien er brutal og strabadserende med alverdens sygdomme, slagsmål, oprør, druk, søfolk, der kølhales, svindel og humbug. Det er meget kulørt, men også noget langtrukkent. Men endelig efter tabet af halvdelen af mændene og en del kanoner kan danskerne i 1620 fejre, at de får handelsrettigheder på Ceylon og byen Tranquebar, hvor man rejser borgen Dansborg.

Men Paradis har de ikke fundet, og trængslernes tid var slet ikke forbi.

I efterskriftet til romanen beretter Palle Petersen om tilblivelsen af den og om, hvilke kilder han har benyttet sig af, og også her må man respektere forfatterens forarbejde. Han henviser også til Thorkild Hansens ”Jens Munk” fra 1965, der omhandlede forsøget på at finde Nordvestpassagen til Indien i 1619.

Men ih, hvor er der himmelvid forskel på Petersen og Hansen. Sidstnævnte kunne jo skrive, og selvom Petersen forsvarer sin fortæller med, at han er en simpel mand med et simpelt sprog, så er det dræbende for en læser at vandre ørkesløst om i lutter hovedsætninger og gentagelser.

Ydermere er romanen, romanens bagsideklap og pressemeddelelsen proppet med stavefejl, slåfejl, sjuskefejl. Thorkild Hansen bliver til Thorkil Hans, hår bliver til håør. Rottefænger bliver til rottfænger. Græsseligt sjusk. Så måske skulle Palle Petersen bruge en del af sin energi på at gennemlæse sit manuskript, inden han sender det ud på sit eget forlag. Derfor kan det maksimum blive til to kanonkugler fra undertegnede.