Splitte mine bramsejl

0To deserterede søfolk fra en hvalfanger kommer på en forunderlig rejse rundt i Sydhavet. Denne rejse har ...

0To deserterede søfolk fra en hvalfanger kommer på en forunderlig rejse rundt i Sydhavet. Denne rejse har øen Mardi som det centrale holdepunkt, deraf romanens titel. – Foto fra omslaget.

ROMAN Nu udkommer den muntre og læseværdige forløber for Melvilles mesterværk "Moby-Dick"

I DSB-magasinet Ud & Se har man måned efter måned kunnet se i mikrobiografien under Flemming Chr. Nielsens faste klumme, at han oversætter romaner af Herman Melville. Det er da svært ikke at tænke, om det er umagen værd, og om der ikke er for mange genrestykker rundt om mesterværker som "Moby-Dick" og "Skriveren Bartleby". Melvilles udgivere havde faktisk håbet, at "Mardi" ville blive netop et genrestykke, som kunne begå sig på bogmarkedet, men i stedet fik de den første monstrøse roman af Melville, inden "Moby-Dick" to år senere i 1851 gjorde ham umulig at satse på for kommercielle forlæggere.

Enkelte skarpsindige anmeldere bemærkede med det samme romanens slægtskab med "Robinson Crusoe" og "Gullivers rejser", som også udnytter mødet med en mere eller mindre fiktiv og fremmedartet civilisation til at udstille, hvor anderledes og historisk bundet vores egen kultur er. I "Mardi"s tilfælde sker det ved, at to deserterede søfolk fra en hvalfanger kommer på en forunderlig rejse rundt i Sydhavet. Denne rejse har øen Mardi som det centrale holdepunkt, men man støder på en række andre samfund, som Melville kan trylle frem efter forgodtbefindende og indrette efter sit eget hoved.

Flertallet af samtidens anmeldere vendte dog tommelfingeren nedad og hæftede sig ved, hvor underlig, voluminøs og ujævn "Mardi" er. Det er den på sin vis også, men man må dertil føje, at romanen holder særdeles godt her halvandet hundrede år efter, og i Flemming Chr. Nielsens oversættelse med god hjælp fra Peter Laugesen til lyrikken har værket fået en fornem introduktion i dansk litterær kultur.

Romanen er på trods af alle særheder ikke svær at læse, og den har en god fremdrift godt hjulpet på vej af 195 kapitelinddelinger, hver med sin overskrift i bedste stil fra det nittende århundredes romankunst, der enten er koncise som "De går i land", eller forunderlige som "Babbalanja udkaster en djævelsk teori og illustrerer i egen person dens rigtighed".

Det er ofte muntert, og Melvilles evne til at lade sin unavngivne fortæller være både vidende, halvt ironisk og tilbageholdende medfølende er eminent og sikkert også noget af det, som forvirrede datidens kritikere. Der er masser af halvfilosofisk tale fremført med al den alvor, som kun et forestillet folk kan have, samtidig med at man bestandig må afgøre med sig selv, om det er det rene vås eller en sandhed ramt lige på det allegoriske sigtekorn.

Men Melville kan skrive på hele registret og også skildre eksempelvis havets uendelighed over flere sider, hvor hans sikre greb om skriften kommer til sin ret: "For en landkrabbe er havblik ikke nogen spøg. Ikke alene giver det anledning til tumult i hans mave, men det foruroliger hans sjæl og tvinger ham til at afsværge sin tro på tingenes evige orden. Havblik er nær ved at gøre ham vantro."

Filosoffen Babbalanja refererer i ovennævnte kapitel en teori om, at alle menneske er besat af djævle, hvilket giver anledning til en diskussion, der både rører ved spørgsmål om moralsk ansvarlighed og om, hvilken størrelse mennesket egentlig er: Djævlene er åbenlyst både noget, som man i romanens univers skal tage for pålydende, som en tolkning af verden set fra en sydhavsø, og samtidig en parabel på kræfter i mennesket og i verden, som ikke mindst den puritanske tidsånd, som også prægede Melvilles samtid, sloges med at forklare. Kritikken af vestlig kultur og religion ligger således som en undertekst igennem "Mardi", som ikke mindst er markant i passager, hvor der reflekteres over samfund og kulturers forgængelighed.

"Mardi" har ikke den fokusering i fortællingen, som driver "Moby-Dick" frem, og den foregøgler heller ikke nogen realisme, men slår sig løs med en mere uforpligtende ping-pong mellem fiktive kulturer og refleksioner over deres og vores indretning. Men set i forhold til den eksponering og klassikerstatus, som er kommet "Moby-Dick" til del, så er "Mardi" alt for overset, uden at den dog laver om på det kanoniske hierarki. Bogen er rodet, den er ikke realistisk, men den er heller ikke ahistorisk og særdeles sanselig og fyldt med filosofiske passager, som i en blindtest kunne være blevet tilskrevet Nietzsche, mens den i sin satire ligger fint op ad Swift, Defoe og Voltaire for den sags skyld. Man forstår bedre og bedre, at Flemming Chr. Nielsen vil oversætte alle Melvilles romaner, og når hans nyoversættelse af "Moby-Dick" kommer, bør man som minimum stille "Mardi" ved siden af.

kultur@kristeligt-dagblad.dk