Splittet mellem fortrolighed og fremmedhed

KUNST Den norske præstesøn og kunstner Nikolai Astrup blev kendt som landskabsmaler. Ny udstilling på Gl. Holtegaard viser imidlertid, at han var meget mere end det

"Drømmebilleder" er ikke en egentlig retrospektiv udstilling, men udvalget af billeder dækker hele Astrups liv som kunstner, og de hænger godt og koncentreret på Gl. Holtegaard. Her ses "St. Hansbål" (udateret). --
"Drømmebilleder" er ikke en egentlig retrospektiv udstilling, men udvalget af billeder dækker hele Astrups liv som kunstner, og de hænger godt og koncentreret på Gl. Holtegaard. Her ses "St. Hansbål" (udateret). --. Foto: Gl. Holtegaard.

Udenfor siler regnen ned, og det er med våde fødder, jeg begynder min tur rundt på Gl. Holtegaard for at se en udstilling med den norske maler Nikolai Astrup. Udstillingen har titlen "Drømmebilleder", og det med rette, skønt Astrup tilsyneladende hentede sine motiver i de nære og daglige omgivelser mellem fjeldene i det vestlige Norge.

"Præstegården" er titlen på det første billede, man møder på udstillingen. Det forestiller et birketræ og et hvidmalet træhus på en skråning, set nedefra og op mod en grå regnvejrshimmel. Præcis den samme grå farve, som den dag kan ses på himlen gennem Gl. Holtegaards vinduer. Men stående der, med fornemmelsen af regn helt inde på kroppen, er det tydeligt, at maleriet ikke er et øjebliksbillede grebet mellem to regnbyger, men essensen af det bløde lys i et helt livs ophold mellem regnbyger.

Nikolai Astrup (1880-1928) voksede op i det lille landbosamfund Jølster i Vestnorge, hvor hans far var præst. Han holdt af at tegne, og i stærk opposition til familiens forventninger om en solid embedsmandskarriere ville han være kunstner.

Med et lovende talent og stipendier i bagagen kom han som ganske ung først til Christiania og siden til Tyskland og Frankrig for at studere kunst. Her blev det først og fremmest den stemningsfulde og hemmelighedsfulde tyske kunstner Arnold Böcklin (1827-1901) og den fantasifulde og naivistiske franske kunstner Henri Rousseau (1844-1910), der gjorde indtryk på ham.

I 1902 vender han tilbage til Norge og bosætter sig helt ubegribeligt midt i familiære, religiøse og kulturelle uoverensstemmelser hos familien i præstegården. Og så er det måske ikke så ubegribeligt endda, for Astrups billeder rummer modsætninger i sig, der gør dem vedkommende også i dag.

Da Nikolai Astrup beslutter sig for at vende hjem, er det ikke af nødvendighed. Han er velorienteret inden for tidens internationale kunstretninger, han har kontakter, han har succes, og alle venter noget stort af ham. Han gør det, fordi det er dét, han vil, og dér, han vil male.

Astrup stifter familie, bygger hus, forsøger sig med havebrug og maler det hele omgivet af fjelde. Resultatet er et livsværk, der fik stor bevågenhed og gav ham betegnelsen hjemstavnsmaler, fordi det passede lige ind i den norske nationalfølelse, der voksede frem omkring opløsningen af unionen med Sverige i 1905, og til de nostalgiske følelser, der fulgte i kølvandet på overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund.

Men betegnelsen er ikke dækkende. Astrup malede ikke billeder af sin hjemegn til opbyggelse og inspiration for det norske folk – og heller ikke af naiv glæde over det landlige liv, trods billedernes naivistiske træk. Han malede sine egne erindringer, sådan som han bar dem i sig fra barndommen, svøbt i dufte og stemninger, sløret af regn og tusmørke og fremkaldt i lys og strålende blomsterpragt. Mindre kan ikke gøre det, hvis man vil beskrive hans billeder. Det er drømmebilleder.

Et godt og alligevel lidt atypisk eksempel er det dystre "Nat". Billedet er domineret af en mørkegrøn trækrone mod en grå nattehimmel. Bag træet kigger et hjørne af den hvide præstegård forskrækket frem med det ene vindue som et søvnløst barn, der både drages og skræmmes af det store mørke væsen i den lyse nat. Mange af Astrups tidlige malerier er udaterede. De er malet ud af den evighed, enhver barndom begynder i, og med en urgammel sans for en besjælet natur.

Modsætningen til "Nat" er "Rabarber". Det forestiller en kvinde i lys blåmønstret kjole, som plukker rabarber i en have omgivet af blomstrende træer og hvidmalet stakit. På jorden sidder et lille barn, opslugt af sine sanser og sin fantasi, midt i en evig sommer. Det ligner Paradisets Have, men var det ikke. Astrup kæmpede med dårlig økonomi, alkoholisme og elendigt helbred for at skabe sig et hjem og et liv for sin familie i Jølster, men faldt aldrig til og blev aldrig accepteret efter sin tilbagevenden. Splittelsen mellem fortrolighed og fremmedhed var et vilkår, han måtte leve og arbejde med. Og vel også et vilkår mange af os kan genkende i dag.

Uden at "Drømmebilleder" er en egentlig retrospektiv udstilling, dækker udvalget af billeder hele Astrups liv som kunstner, og de hænger godt og koncentreret på Gl. Holtegaard. Også hans håndkolorerede og meget smukke og særprægede træsnit, stærkt inspireret af japansk tradition, har fået en fortjent plads. Tre af de udskårne stokke er udstillet i et lille gennemgangsrum, hvilket giver en interessant mulighed for at kigge Astrup lidt i kortene.

Udstillingen slutter med en film om Astrups liv, og det hele rundes af med et smukt katalog. Er der planer om en sensommerudflugt, er Gl. Holtegaard et godt bud – forhåbentlig i lidt bedre vejr.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Drømmebilleder. Gl. Holtegaard, Holte. Til den 14. november